Hovedbillede
Billede
Formand for priskomitéen Niels Christian Nielsen overrakte prisen til lektor Ebbe S. Andersen og lektor Anders Egede Daugaard
Undertekst til billede/video

Formand for priskomitéen Niels Christian Nielsen overrakte prisen til lektor Ebbe S. Andersen og lektor Anders Egede Daugaard

Titel

Elastyrenprisen 2021 gik til to stærke forskere

Octo Slug
Nyhed
Dato
Intro

Efter 13 år blev Elastyrenprisen for sidste gang uddelt i år. Den danske polymerpris – ATV | Elastyrenprisen 2021 tildeles lektor Anders Egede Daugaard, Kemiteknik, DTU og lektor Ebbe S. Andersen, iNANO, AU. Prisoverrækkelsen fandt sted på ATV - Akademiet for de Tekniske Videnskabers generalforsamling den 21. juni.

Elastyrenprisen tildeles i 2021 to meget stærke forskere inden for udvikling og anvendelse af polymerer til medicinsk anvendelse. Prisen tildeles lektor Anders Egede Daugaard, Institut for Kemiteknik ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU) og lektor Ebbe S. Andersen, Interdisciplinært Nanoscience Center (iNANO) ved Aarhus Universitet. 

Formand for priskomitéen Niels Christian Nielsen, professor, Aarhus Universitet og CTO, NanoNord overrakte prisen på ATV - Akademiet for de Tekniske Videnskabers generalforsamling i DGI Byen i København den 21. juni 2021.

I begrundelsen for at tildele de to forskere prisen lyder det:

Anders Egede Daugaard tildeles prisen for hans internationalt fremtrædende forskning, store engagement i vidensbaseret formidling og undervisning samt forbilledlige forskning inden for biobaserede plastmaterialer og genanvendelse af plast. Hans resultater er imponerende, og han har formået at formidle en teknisk forståelse for plastmaterialer til et bredere publikum. Anders Egede Daugaard har blandt andet arbejdet med den danske plastindustri og givet foredrag i det europæiske miljøagentur og for OECD. Det er essentielt, at den universitetsbaserede forskning kommer ud og arbejder i samfundet og er med til at forbedre det grundlag, hvorpå der træffes beslutninger.

Ebbe S. Andersen tildeles prisen for hans banebrydende forskning inden for biopolymerforskning, herunder RNA-origami rettet mod bioteknologiske og medicinske anvendelser. Han en internationalt højt anerkendt forsker med adskillige publicerede arbejder i toptidsskrifter som Science og Nature, har opnået støtte bl.a. fra ERC til opbygning af en stærk forskningsgruppe og har modtaget priser bl.a. involverende studerende i internationale prestigefulde konkurrencer.

Om ATV│Elastyrenprisen

ATV│Elastyrenprisen uddeles hvert år med det formål at motivere til og støtte dansk kemisk forskning.

Kandidater til prisen skal have udmærket sig ved at bidrage til nytænkning og gennem markante resultater inden for kemisk forskning i og udvikling af syntetiske eller biologiske polymerer til medicinsk anvendelse. Kriterier, som begge årets prismodtagere i allerhøjeste grad lever op til.

Prisen er på 100.000 kr. (50.000 kr. pr. modtager) og gives som en personlig anerkendelse.

ATV-medlem indstiftede prisen

Civilingeniør Torbjørn Grenness (1908-2005) viede det meste af sit liv til forskning i gummiteknologi og fik i 1972 patent på en allergi­neutral operationshandske. Samtidig blev han med­stifter og medejer af Danpren A/S, producent af ela­styrenhandsker.

Torbjørn Grenness var gennem mange år et aktivt og engageret medlem af ATV og testamenterede en del af sin formue til Akademiet med det ønske, at der skulle indstiftes en dansk kemiforskerpris med navnet ATV│Elastyrenprisen, der blev uddelt for første gang i 2008. Arven har kunne række til en årlig uddeling siden, og prisuddelingen i 2021 bliver den sidste.

Emne

Relaterede nyheder og artikler