Titel

Personlig sundhedsteknologi - en dansk styrkeposition?

Intro

Notat fra ATV's arbejdsgruppe om personlig sundhedsteknologi. Notatet beskriver de store potentialer for Danmark inden for mediko- og sundhedsteknologi - og anviser tiltag, der vil føre til et styrket økosystem for forskning, udvikling, og innovation indenfor personlig sundhedsteknologi. Notatet sendt som indspil til regeringens vækstteam for Life Science.

ATV’s temagruppe for Sundhed, forebyggelse og sundhedsteknologi vurderer, at området personlig sundhedsteknologi (PST) har potentiale til at udgøre en unik styrkeposition for Danmark.

Potentialet bygger på det fundament, som Danmark gennem en lang årrække har opbygget inden for mediko- og sundhedsteknologi, og hvor vi har flere virksomheder, der er store globale spillere. Men styrkepositionen inden for den traditionelle medikoteknik er udfordret af det voksende internationale fokus på at levere mere personlige sundhedsteknologiske løsninger – løsninger som den enkelte borger i højere grad selv kan administrere i dagligdagen, løsninger der er integreret med smartphones, tablets og smartwatches, har adgang til internettet og dermed er en del af en større konvergens mod ”Digital Health”.

Der foregår således et stort skifte i fokus fra traditionelle medikotekniske apparater hen imod mere generelle, men personaliserede, sundhedsteknologiske services. Der er tale om services, som integrerer data på tværs af borgere og forskellige sundhedssystemer, om services som er målrettet individuelle behov og tilbyder ekspertanbefalinger baseret på dataanalyse og  modellering, om services med høj integration mellem forskellige formelle og uformelle behandlere, borgeren selv, borgerens pårørende osv. Det udgør en udfordring for denne virksomhedssektor – men også store muligheder.

Fundamentet for, at Danmark kan blive en toneangivende international spiller indenfor personlig sundhedsteknologi, er stærkt, men det kræver en aktiv indsats at etablere et egentligt og komplekst økosystem, der kan støtte op herom. Ligesom inden for den farmaceutiske sektor er der behov for et økosystem bestående af små og store virksomheder, startups, forskningsmiljøer, uddannelse af kandidater og forskere, tilgængelige forskningsmidler, politisk fokus, kompetent rådgivning fra relevante myndigheder osv.

I ATV er vi optagede af, hvordan vi bedst gearer Danmark til at gribe de muligheder, der er for at indtage en styrkeposition inden for området personlig sundhedsteknologi (PST). I gennem dialogmøder med repræsentanter fra mediko- og sundhedsteknologiske virksomheder og forskere, der arbejder inden for området (se oversigt nederst i dette dokument) har vi identificeret en række muligheder og barrierer, og vi har opstillet nogle konkrete anbefalinger, der vil kunne være med til at forløse det store markedspotentiale og de samfundsøkonomiske muligheder, der ligger i personlig sundhedsteknologiske løsninger og services, og som i dag ikke realiseres i tilstrækkelig grad af danske virksomheder, det danske sundhedssystem og i danske forskningsmiljøer.

ANBEFALINGER:

For at skabe et styrket økosystem for forskning, udvikling, og innovation indenfor personlig sundhedsteknologi, anbefaler ATV at;

  • Innovation prioriteres højere i sundhedsøkonomiske budgetter, herunder også i udbud- og indkøbsmodeller.
  • Der etableres en samlet national forsknings og innovationsindsats inden for personlig sundhedsteknologi og eHealth med bred regional deltagelse, som faciliterer samarbejde på tværs af industri, universiteter og sundhedsvæsen, herunder samarbejder omkring afprøvning af nye innovative personlige sundhedsteknologiske løsninger med patienter og klinikker.
  • Der etableres en effektiv infrastruktur for personlig sundhedsteknologi og eHealth, der stiller en integreret sikker teknologisk dataplatform til rådighed og tilbyder kontrolleret adgang til anonymiserede sundhedsdata til forskning, innovation og produktudvikling, og tilbyder ekspertise og rådgivning omkring relevante godkendelser i forbindelse med markedsføring og afprøvning af personlige sundhedsteknologiske løsninger.
  • Uddannelse og efteruddannelse inden for personlig sundhedsteknologi, herunder eHealth og "big data" styrkes og målrettes, så der uddannes flere med den rette teknologiske, sundhedsfaglige og regulatoriske baggrund.
  • Der allokeres strategiske forsknings- og innovationsmidler målrettet mod personlig sundhedsteknologi.

Relaterede nyheder og artikler