Hovedbillede
Billede
Folketinget
Titel

Politisk dialog om digital teknologiforståelse fra 0. klasse

Octo Slug
Nyhed
Dato
Intro

Der skal turbo på at få digital teknologiforståelse ind i folkeskolen fra 0. klasse. Alliancen for Digital Teknologiforståelse, som ATV er en del af, havde den 9. februar 2023 foretræde for Folketingets Børne- og Undervisningsudvalg og igangsatte samtid en dialog med tre centrale ministre.

Alliancen for Digital Teknologiforståelse har været til foretræde for Folketingets Børne- og Undervisningsudvalg med budskabet om, at der er behov for at indføre en ny faglighed - ”digital teknologiforståelse” - i folkeskolen og uddannelser generelt. Udvalget blev gjort opmærksom på, at teknologiforståelse i grundskolen stadig afventer politisk stillingtagen.

Børne- og Undervisningsministeriet har gennemført et omfattende forsøg med teknologiforståelse på 46 folkeskoler. Forsøget blev afsluttet i 2021, og permanent implementering af fagligheden i folkeskolen afventer nu politisk stillingtagen.

Brev til tre nye ministre

Alliancen brugte lejligheden til at aflevere et brev til de tre nye ministre: digitaliseringsminister og minister for ligestilling Marie Bjerre, børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye og uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund.

I brevet omtalte alliancen blandt andet det tre år lange forsøg med digital teknologiforståelse som fag i folkeskolen, og at dette indtil videre ikke har fået et politisk punktum.

”Med teknologiforståelse som ny faglighed har Danmark en unik chance for at være foregangseksempel på, hvordan man kan løfte uddannelsesopgaven med nuanceret fokus på både fordele og ulemper ved et samfund præget af teknologi. I dag er det tilfældighedernes spil, der afgør, hvor godt vores børn og unge klædes på til det digitale samfund. Hvis dette skal ændres, kræves der politisk handling,” lyder det blandt andet i henvendelsen.

Find brevet i højre margen.

Forbilledlig forsøgsordning

Tilbage i 2018 blev der udviklet en ny faglighed til grundskolen på baggrund af behovet for at lære med og om IT. Fagligheden skal både indgå i andre fag og er sit eget fag. Det er målrettet grundskolen fra 1. til 9. klasse i netop digital teknologiforståelse med fire kompetenceområder, børnene skal tilegne sig. Faget dækker, at børn bliver dannet inden for følgende kompetencer:

  1. digital myndiggørelse, herunder kritisk undersøgelse og forståelse af digitale artefakter som apps
  2. digital design med vægt på at tilrettelægge og gennemføre designprocesser
  3. computational tankegang, hvor eleverne skal analysere, modellere og strukturere data og dataprocesser
  4. teknologisk handleevne, der bl.a. handler om at mestre computersystemer, digitale værktøjer og at kunne programmere

Forsøget er af internationale eksperter blevet betegnet som forbilledlig og har ligefrem dannet skole for de internationale anbefalinger inden for fagfeltet. Forsøget udløb i 2021, men siden da har det ligget politisk stille.

I EU har man også siden 2018 haft blikket rettet mod digital uddannelse. Sammen med omstillingen mod et grønt og resilient Europa står det øverst på prioriteringslisten. Håbet er, at EU med Digital Education Act kan påvirke medlemslandene til at forbedre den digitale uddannelse af nuværende og kommende generationer.

ATV med i Alliancen for Digital Teknologiforståelse

ATV har siden starten i 2022 været med i alliancen, der tæller 20 organisationer i alt.

Billede
Velkomsthilsen fra Den nationale alliance for digital teknologiforståelse
ATV er en del af Alliancen for Digital Teknologiforståelse.

Det var blandt andet sammen med alliancen, at ATV stod for en konference om sammenhængen i uddannelsessystemet med henblik på at styrke Danmarks digitale fremtid. Udgangspunktet var Digitaliseringspartnerskabets anbefalinger og de strategiske målsætninger, som regeringen har udstukket for uddannelsesområdet. Det kom der et policy brief ud af.

ATV’s Digitale Vismænd bidrog for nylig med en kommentar i Altinget. Vismændene mener, at vi uddanner årgang efter årgang af storforbrugere af digitale medier, uden at de studerende forstår de underliggende mekanismer som softwareprogrammer, cybersikkerhed og kunstig intelligens. Manglen på IT-kompetencer bliver ifølge vismændene katastrofal i fremtiden.

Læs mere i debatindlæg på Altinget af Kaj Grønbæk, Helle Rootzén og Ole Lehrmann Madsen her.