Erhvervskandidat-uddannelsen
ATV's høringssvar vedrørende ændring af universitetsloven m.m., der giver universiteterne mulighed for som et forsøg at udbyde fireårige kandidatuddannelser for studerende i beskæftigelse.
Studerendes tidlige tilknytning til arbejdsmarkedet kan være en vigtig faktor i at gøre Danmark til en af verdens førende Science & Engineering-regioner. ATV vil derfor kvittere for, at ministeriet foreslår en forsøgsordning, hvor universiteter har mulighed for at søge om godkendelse til at udbyde 4-årige kandidatuddannelser for studerende i beskæftigelse.
ATV finder de foreslåede godkendelseskriterier relevante og ser frem til at se de første 20 godkendte erhvervskandidatuddannelser.
Vi er opmærksomme på, at man eksempelvis på datalogistudiet oplever så stor en efterspørgsel, at de studerende bliver rekrutteret før, de er færdige på uddannelsen. Erhvervskandidatuddannelsen er derfor en rigtig god ide, fordi den giver mulighed for at kombinere teoretiske studier med praksis i erhvervslivet, og fordi den for fagområder med højt træk på de studerende giver mulighed for, at de studerende kan færdiggøre deres uddannelse sideløbende med, at erhvervslivet kan få glæde af deres kompetencer.
Mange ingeniørstuderende har lyst til at starte egen virksomhed og læse på nedsat tid. Det bliver nu også muligt, hvis der udbydes erhvervskandidater inden for dette felt.
Vi finder, at erhvervskandidaten er et meget relevant og spændende initiativ.