Titel

Akademihøring 2017

Intro

Akademihøringen indeholder ATV-medlemmernes erfaringer og vurdering af teknologiudviklingen og relaterede emner. I dette års undersøgelse er der besvarelser om Big Data, digitalisering, rammevilkårene for industriproduktion i Danmark, anvendelse af nye teknologier i produktion og behovet for højtuddannede medarbejdere.

Hvordan bruger danske virksomheder Big Data? Er ledelserne i virksomheder og forskningsmiljøer i stand til at anvende de store datamængder i deres strategiske ledelsesarbejde? Og er rammevilkårene til stede for, at vi kan have en produktionsindustri inden for landets grænser nu, hvor den fjerde industrielle revolution holder sit indtog?

Dette og en række andre spørgsmål om Danmark som Science & Engineering-region har ATV spurgt sine medlemmer om. Resultaterne er samlet i denne rapport, Akademihøring 2017.
Det er sjette gang, vi har gennemført undersøgelsen, hvor akademi- og partnermedlemmer besvarer spørgsmål om bl.a. produktionsvilkår for virksomheder i Danmark, uddannelse og teknologianvendelse.

Akademihøringen er med til at identificere, hvad der rører sig hos Akademiets medlemmer, og belyse medlemmernes erfaringer og holdninger til relevante emner.

ATV’s medlemmer repræsenterer til sammen Danmarks stærkeste faglige kompetencer inden for teknik, naturvidenskab og centrale dele af sundhedsvidenskaben. De fleste medlemmer har ledende stillinger eller er højtkvalificerede specialister i forskningsbaserede virksomheder og på universiteterne. Medlemmerne har derfor førstehåndserfaring med og viden om behov, muligheder og udfordringer inden for forskning, forskningsledelse, teknologiudvikling, innovation, talentudvikling, produktionsvilkår og forskningsbevillingssystemet i Danmark – kort sagt Science & Engineering. De er også aftagere af dimittender fra de tekniske, naturvidenskabelige og sundhedsvidenskabelige uddannelser.

I Akademihøringen udtaler medlemmerne sig på baggrund af deres faglighed og personlige erfaringer fra deres arbejdsliv.