Nye persondataregler er "en elefant, der skal spises i små bidder”
EU’s nye persondata-forordning får enorm betydning for danske virksomheder, myndigheder og organisationer, når den træder i kraft i maj 2018. Kravene til databehandling skærpes, men der er også kommercielle muligheder, hvis virksomhederne har det rette fokus.
Sådan lød hovedkonklusionerne fra ATV’s temamøde om de nye persondataregler. Der var oplæg fra forskere, juridiske eksperter og repræsentanter fra virksomheder og kommuner, og hvis der var et samlet budskab fra dagen kunne det lyde: ”EU’s persondataforordning er en elefant, der skal spises i små bidder”.
Forskellige udfordringer i forskellige organisationer
De case-baserede oplæg viste meget forskellige tilgange til problemstillingerne alt efter, hvilken type organisation der er berørt.
Mindre virksomheder har svært ved at overskue de nye regler og vælger i flere tilfælde ”copy-paste”-løsninger, hvor man skriver af efter andres betingelser i forbindelse med eksempelvis internet-handel. Men der er også eksempler på det modsatte. Start-up virksomheden MEDEI’s CEO Páll Jóhannesson fortalte, hvordan hans virksomhed helt enkelt havde sat sig ned og læst hele teksten grundigt igennem. Derefter integrerede man de nye regler i den måde, man udviklede produkter på. Hvilket er essentielt for en virksomhed, der arbejder med sundhedsdata.
I større virksomheder og koncerner har man ressourcer og et mindset omkring compliance, der i princippet gør det nemmere for dem at håndtere persondatareglerne. Men i praksis kan organisationernes størrelse og kompleksitet være en udfordring, fremgik det af flere indlæg.
Generelt lød et godt råd at forankre persondatareglerne i organisationen ved at italesætte dem som andet og mere end en risiko for at få store bøder. Anvendt rigtigt kan der være nye salgs- og forretningsmuligheder gemt i reglerne, og i den offentlige sektor kan de bruges som et redskab til at skabe tryghed hos borgerne, når ambitioner om Smart Society og Smart City skal virkeliggøres.
Nyt møde på vej vest for Storebælt
Mødet var arrangeret af ATV’s Digitale Vismandsråd og blev afholdt den 29. august hos Microsoft i Kgs. Lyngby. Formålet var dels at afmystificere den på papiret vanskelige forordning, dels at give deltagerne konkrete løsningsmuligheder med hjem.
Temamødet blev med 65 deltagere og positive evalueringer en så stor succes, at et tilsvarende arrangement vest for Storebælt er under planlægning. Mere info vil følge snarest.