Hovedbillede
Billede
Flemming Besenbacher, formand Carlsberg Group, fortæller om vigtigheden af at tiltrække internationale toptalenter
Undertekst til billede/video

Flemming Besenbacher, formand Carlsberg Group, om vigtigheden af at tiltrække internationale toptalenter

Titel

Ny rapport: Udenlandsk arbejdskraft som konkurrenceparameter

Octo Slug
Nyhed
Dato
Intro

Højt kvalificeret udenlandsk arbejdskraft er afgørende for Danmarks konkurrenceevne, viser ny ATV-rapport. Eksperter enige: ”Der er behov for at gøre det nemmere for internationale talenter at komme til Danmark”, erklærer formanden for Carlsberg Group, professor Flemming Besenbacher.

Jeg er ikke i tvivl om, at internationalt talent betyder en masse for Danmark. Derfor er mit hovedbudskab til Christiansborg, at politikerne skal gøre det nemmere at komme til Danmark. Ellers vil vi få store problemer.”

Sådan siger formanden for Carlsberg Group, professor Flemming Besenbacher, der mandag den 2. december deltog i lanceringen af Akademiet for de Tekniske Videnskaber, ATV’s nye rapport: ”International Top Talent”.

Rapporten, der er blevet til på baggrund af bl.a. interviews med direktører og teknologiledere fra danske teknologi-virksomheder samt en spørgeskemaundersøgelse blandt internationale STEM-profiler i Danmark, viser bl.a., at især ingeniører og IT-specialister er en mangelvare for virksomhederne. Uden de rette kompetencer har virksomhederne svært ved at klare sig i den internationale konkurrence, og det vil i sidste ende gå ud over Danmarks vækst og velfærd.

Det tager 5-7 år at uddanne nye ingeniører og folk med IT-kompetencer, så vi kan simpelthen ikke vente på, at universiteterne uddanner den næste generation. Vi bliver nødt til at importere dem udefra”, siger Flemming Besenbacher: ”Hvis de kan få et job og betale skat her, skal vi byde dem velkommen”, understreger han.

Vi skal udfordre vores mindset

ATV’s rapport er udarbejdet i samarbejde med bl.a. det globale konsulenthus Egon Zehnder. Herfra understreger tidligere partner, Inge Berneke, der I dag er ansat som S.V.P. Strategy, HR and Public Affairs i Lundbeck Fonden, at det ikke kun er kapacitetsmangel på tekniske kompetencer, der bør få Danmark til at åbne dørene mere for internationale talenter. ”Et andet argument er, at vi har behov for talent med globale erfaringer. Endelig er diversitet et argument i sig selv”, fremhæver hun.

Ifølge Inge Berneke kommer der mange gode tekniske talenter ud af de danske uddannelsesinstitutioner, men der er en tendens til, at de er uddannet og trænet i det samme forretningsmiljø. ”For at udfordre det mindset er det nødvendigt at hente folk ind, der har et andet perspektiv, og det får man fra internationale talenter”, siger Inge Berneke. ”Så hvis man vil overleve, vækste og være succesfuld som et globalt firma, har man behov for internationalt talent”, konstaterer hun.

Global Talentkrig

Det er imidlertid ikke kun et spørgsmål om at åbne grænserne for globale talenter. Kampen om talent er global, og her konkurrerer Danmark og danske virksomheder med andre lande og virksomheder om de bedste talenter.

Rapporten anbefaler derfor, at såvel politikere, som virksomheder og organisationer forener kræfterne om at brande Danmark stærkere overfor internationale talenter og gør det nemmere for dem, at etablere sig i landet.

I ATV's rapport anbefales følgende:

  • Bedre branding af Danmark overfor målrettede talentgrupper
  • Styrk Københavns status som international metropol
  • Bedre koordinering på tværs af organisationer og myndigheder, der arbejder med immigration og integration
  • Større fokus fra virksomheder på at integrere internationale medarbejdere og deres familier i landet.

Ifølge Adam Oliver Jones, der arbejder med talenttiltrækning for IT-virksomheden Unity Technologies i Danmark – og som selv er immigreret til Danmark fra England for otte år siden, er det specielt vigtigt at blive bedre til at fortælle om danske værdier. ”Mit job er at være på telefonen hver dag og fortælle, hvad Danmark handler om. Jeg synes, det er et fantastisk sted at være, simpelthen fordi her er en tendens til at fokusere på ting i livet, som virkelig har betydning ift. at bygge et fair samfund og finde en god balance mellem arbejde og fritid”, siger Adam Oliver Jones.

Familien er vigtig

ATV’s præsident Jukka Pertola er et andet eksempel på en højtuddannet udlænding, som har valgt at flytte til Danmark for at bruge sine kompetencer.

Første gang jeg kom til Danmark var i 1990’erne for at blive chef for IT- og teleaktiviteterne i Siemens Danmark. Derefter var jeg i Tyskland og kom tilbage til Danmark i 2002. Så jeg har faktisk flyttet en del rundt med familien. Vi har flyttet 8 gange fra et land til et andet, så vi er en slags specialister i immigration”, siger Jukka Pertola, der er fra Finland.

Jukka Pertola er civilingeniør og har flere lederuddannelser. Udover at være præsident for ATV er han i dag formand for og, medlem af, flere bestyrelser, som Siemens Gamesa, COWI, Tryg, Industriens Pension og GomSpace.

Han understreger, at det er yderst vigtigt at styrke indsatsen for at integrere familiemedlemmer til de internationale talenter, vi ønsker at trække til Danmark.

Familien er oftest den største udfordring, når du kommer til et nyt land. Det er klart, hvorfor du selv er her: Du har et formål og et arbejdsmiljø. Du behøver ikke forklare, hvorfor du er i landet, og du har folk omkring dig, der hjælper dig. Familien er i en meget anderledes situation. De har ingenting. De kommer til en form for tomrum. De har ingen venner og intet netværk, og ofte forstår de ikke sproget, eller hvordan systemet fungerer. Det er meget vigtigt, at vi finder en løsning på det, hvis vi vil tiltrække talent til Danmark”, siger Jukka Pertola.

Om nogen forstår Jukka Pertola, at der er en global talentkrig i gang. Han har selv været en del af den i mange år og har boet mange steder i verden. ”Alle går mere eller mindre efter de samme mennesker, og flere lande er muligvis mere attraktive end os”, fastslår han og understreger: ”Vi er derfor nødt til at arbejde mere med international talenttiltrækning, og derfor har ATV det som et af sine fokusområder, at Danmark skal være en af de førende Science & Engineering regioner i verden.”

 

Relaterede nyheder og artikler