Hovedbillede
Billede
Cyber Security
Titel

Mennesket eller maskinen – hvem er mest etisk? – ATV’s Digitale Vismandsråd nedsætter fagligt dataetisk råd

Octo Slug
Nyhed
Dato
Intro

Er brug af kunstig intelligens uetisk i sig selv, og er det uetisk at være fordomsfri, som kun maskiner kan være? Debat om kunstig intelligens er ofte fagligt og etisk ensidig. Teknologien forsinkes eller stoppes på grund af unuancerede debatter uden it-faglig dybde. ATV’s Digitale vismænd nedsætter derfor et fagligt dataetisk råd til at skærpe debatten.

ATV’s Digitale Vismandsråd nedsætter et fagligt dataetiske råd for at nuancere debatten om kunstig intelligens – på et stærkt fagligt grundlag. Rådet vil bidrage til en stærk og konstruktiv debat om AI.

Digital vismand Bent Dalager, partner, KPMG New Tech udtaler:

I øjeblikket handler den dataetiske debat om hvorledes vi kan undgå at skade den enkelte i forbindelse med brug af AI. Vi mangler den vinkel, at etik handler om at gøre det gode for samfundet, evt. til skade for nogle få. Den manglende vinkel forhindrer os i at udnytte det store potentiale, AI har for at forbedre samfundet og vores velfærd. I ATV mener vi, at den blinde vinkel skyldes manglende faglighed i debatten, eksempelvis tror mange, at AI skaber bias. Virkeligheden er, at AI ofte afslører bias”.

ATV’s faglige dataetiske råd vil arbejde for mere etiske løsninger på velfærdsområdet og på medmenneskelige udfordringer og offentliggør derfor fem dogmer, der skal være med til at skabe opbakning til en etisk udvikling af AI.

Læs om dogmerne for AI i samfundet her og det faglige dataetiske råds manifest her

Forestil dig et økonomisk råd uden økonomer

Baggrunden for at nedsætte et Fagligt Dataetisk Råd er, at de fleste råd, som har digitalisering eller data som omdrejningspunkt, udelukkende eller i stor udstrækning ikke består af personer med formelle faglige kompetencer inden for rådets domæne, se oversigter længere nede. Ser man til gengæld på Det økonomiske råd (https://dors.dk/raad-vismaend/oekonomiske-raad), er der en overvægt af professorer i økonomi. En række medlemmer kommer dog også fra fagbevægelsen. I modsætning til Det økonomiske råd har det nuværende og allerede eksisterende Dataetiske råd ingen medlemmer, der har en datalogisk uddannelse og få med en teknisk-naturvidenskabelig uddannelsesbaggrund.

Sine Zambach, Adjunkt, Institut for Digitalisering, CBS, udtaler:

”Det er vigtigt for demokratiet, at folk i alle aldre får set, hvad der foregår under kølerhjelmen i de forskellige digitale teknologier. IT – og i stigende grad kunstig intelligens – er i den grad samlende for samfundet i dag, så vi skal alle vide, hvad de indeholder af begrænsninger og potentialer.”

”At sige til folk, at de helt skal stoppe med at bruge google og sociale medier for at undgå datamisbrug, svarer lidt til at fortælle unge mennesker, at afholdenhed er den bedste måde at undgå kønssygdomme og graviditet.”

Jan Damsgaard, professor, Institut for Digitalisering, CBS, digital vismand, ATV, udtaler:

”Kun ved at anvende AI kan vi påvirke udviklingen og sørge for at danske normer og værdier indarbejdes i anvendelsen. Hvis vi vælger at sidde på sidelinjen, mister denne enestående mulighed og må underordne os andres beslutninger.”

”AI bliver en væsentlig kilde til vores fremtidige økonomiske vækst. Hvis vi ensidigt fokuserer på AI’s begrænsninger spiller vi hasard med danskernes velstand”

Stephen Alstrup, CEO, SupWiz, Professor, Datalogisk Institut, KU, digital vismand, ATV, udtaler:

”Vi ser ikke alene en mangel på vilje til at prioritere, at eksisterende lovgivning overholdes, men også stor mangel på IT-faglig kompetence i den etiske debat, udformningen af loven og dernæst opretholdelsen af denne. Som konsekvens heraf sker der daglige brud på loven, og omvendt bliver AI ikke brugt nok til de positive potentialer, som også findes. Vi anbefaler, at dataetisk råd får flere datafaglige profiler.”

Pernille Kræmmergaard, ph.d., Direktør, DI2X, digital vismand, ATV, udtaler:

Jeg kan ikke se, hvordan vi som samfund kan sikre at vi fremadrettet kan leve op til hverken borgernes eller medarbejderes krav og forventninger til velfærdsydelser, uden øget brug af data og kunstig intelligens. Det er efter min mening afgørende, at vi får start gang i udviklingen, og at vi mere risikovilligt og modigt får afprøvet og taget nye løsninger i brug, end vi gør i dag

Medlemmer

ATV’s Faglige Dataetiske Råd består af repræsentanter fra ATV’s Digitale Vismandsråd og suppleres derudover af personer med relevans for vigtige debatter. Medlemmerne er sidestillet organisatorisk og er alle forpersoner:

  • Bent Dalager, Partner, cand.scient.datalogi, KPMG NewTech, digital vismand, ATV
  • Sine Zambach, Adjunkt, Institut for Digitalisering, CBS 
  • Jan Damsgaard, professor, Institut for Digitalisering, CBS, digital vismand, ATV
  • Pernille Kræmmergaard, ph.d., Direktør, DI2X, digital vismand, ATV 
  • Stephen Alstrup, CEO, SupWiz, Professor, Datalogisk Institut, KU, digital vismand, ATV 

Du kan læse mere om medlemmerne af det faglige dataetiske råd nedenfor:

Bent Dalager
Bent Dalager er partner i KPMG, hvor han er leder af NewTech i Norden. KPMG NewTech udvikler AI-løsninger, og desuden rådgiver han  NewTech om AI, herunder også om AI Etik og AI Compliance. Bent er endvidere global leder af KPMG’s Kvanteteknologi-hub og sidder i KPMG's globale Emerging Tech committee. Bent har over 30 års erfaring som rådgiver af nordiske og europæiske virksomheder og organisationer inden for teknologi i henholdsvis Accenture og KPMG. Bent er uddannet cand.scient. i datalogi med AI/Cognitive Science som fokus, samt bachelor i matematik-økonomi. Begge fra Aarhus Universitet. Desuden HD i virksomhedsledelse, samt kurser på Harvard og MIT. Bent er i bestyrelsen i IT-branchen (ITB) og formand for NewTech Policy Board i ITB. Bent er desuden medstifter af Danish Quantum Community, hvor han også er i bestyrelsen. Bent er endvidere medlem af Finanstilsynets Fintech/AI advisory board. Bent er digital vismand i ATV og medstifter af det faglige dataetiske råd. Bent er medlem af ATV. Desuden underviser han på CBS og Børsens bestyrelsesuddannelse i AI og digitalisering, hvilket han også gør på INSEAD Executive MBA i Fontainebleau. Desuden har han siddet i bestyrelsen for Red Barnet i 9 år, hvor han i dag er i Nationalt Udvalg.

Sine Zambach
Sine Zambach er adjunkt ved på Institut for Digitalisering på CBS, hvor hun underviser og forsker i data science og digitalisering. Sine er uddannet cand. scient. i bioinformatik fra Københavns Universitet og har en ph.d.-grad i datalogi på Roskilde Universitet inden for kunstig intelligens. Sine er forfatter til bogen ”Kvinde kend din kode” i 2018 og modtog i 2020 Nordic Women in Tech Awards pris som ”Tech Ambassador of the Year”. Derudover er Sine aktiv i Coding Pirates, hvor hun arbejder aktivt for demokratisering af teknologi for børn og unge. Hun mener, at alle skal præsenteres for, hvad der ligger under kølerhjelmen i den teknologi, vi alle benytter os af i dag.

Jan Damsgaard
Jan Damsgaard er professor på Institut for Digitalisering på CBS, hvor han underviser og forsker i digitalisering. Jan er uddannet cand. scient. i datalogi og har en ph.d.-grad i informationssystemer begge dele fra Aalborg Universitet. Jan er digital vismand i ATV og medskifter af det faglige dataetiske råd. Jan er medlem af ATV samt medlem af styregruppen for SMV:digital. Jan var medlem af Dansk Erhvervs Tigerråd der i 2022 formulerede en fremtidsvision for Danmark, som rådets medlemmer gerne selv vil leve i. Desuden var han medlem af Disruptionrådet, der med den daværende regering i spidsen havde fokus på at lande digitalisering til gavn og glæde for danskerne, den danske arbejdsmarkedsmodel og den danske velfærdsstat.

Pernille Kræmmergaard
Pernille Kræmmergaard er grundlægger og direktør i DI2X – Digitaliseringsinstituttet, hvor hun forsker og uddanner ledere i digitalisering og transformation. Pernille har en lang akademisk karriere bag sig og blev om 40-årig Danmarks første kvindelige professor i IT-ledelse. Først ved Aalborg Universitet, hvor hun etablerede Center for IT-ledelse og ny cand.it.-uddannelse, og siden som gæsteprofessor ved ITU, hvor hun var ansvarlig for uddannelsen Master i IT-ledelse. Pernille er uddannet cand.merc. og har en ph.d.-grad i informationssystemer, begge fra Aalborg Universitet. Hun er digital vismand og har været medlem ATV’s Digitale Vismandsråd siden dets start og er medstifter af det faglige dataetiske råd. Pernille har været medlem af en lang række komitéer og råd, og har udgivet en lang række artikler om anvendelsen af teknologi og data i virksomheder og organisationers værdiskabelse, samt bøger om emnet både herhjemme og iudlandet. 

Stephen Alstrup
Stephen Alstrup er algoritmeprofessor på Københavns Universitet/CEO SupWiz og har en dobbelt kandidatgrad i datalogi og filosofi, og en ph.d. i algoritmik. Han har i længere tid været medlem af ATV’s Digitale Vismandsråd, er medlem af ATV og har i flere år været rådgiver m.m. for diverse ministre/regeringer, herunder senest digitaliseringspartnerskabet. Stephen er medstifter af Octo-shape, en de største danske IT-succeser, med software installeret på hundredvis af millioner af maskiner, og gazelle AI-virksomheden SupWiz, og er en af de fem stiftere af IT-Universitetet i København. Han er tidligere medlem af bestyrelsen for Innovationsfonden, IT-projektråd og er i dag bl.a. ekspertrådgiver til datatilsynet. Slutteligt er Stephen medforfatter til banebrydende forskningsresultater, har ledet algoritmedelen af Danmarks største AI-forskningsprojekter, og er en af tre medstifter af Europas førende algoritmecenter BARC.