Hovedbillede
Billede
IT uddannelse
Titel

Brug for højere ambitioner for uddannelsessystemet til Danmarks digitale fremtid

Octo Slug
Nyhed
Dato
Intro

I Danmark er vi heldige at have Digitaliseringspartnerskabets anbefalinger og nu også en digitaliseringsstrategi. Og mange vigtige elementer er tænkt med. Det halter dog med fokus i strategien på den meget udtalte og store mangel på it-kompetencer - gennem hele uddannelsessystemet. Nu samler vi aktørerne og politikerne til handling.

Hvis vi i Danmark for alvor skal få gavn af de mange muligheder, som digitaliseringen fører med sig, kræver det nye løsninger i uddannelsessystemet. Derfor holder ATV sammen med ADD-projektet, Den Nationale Alliance for Digital Teknologiforståelse, Digital Dogme og ITU en konference for at samle aktørerne og komme med et bud på, hvordan vi kommer videre. Konferencen afholdes på IT-universitetet i København, der er vært for arrangementet.

Der skal mere turbo på at skabe de fornødne it-kompetencer

Organisationer og virksomheder har meget brug for it-arbejdskraft, og der er desværre en tendens til vigende ansøgertal til it-uddannelserne, hvilket peger på et behov for, at studerende motiveres mere til at læse en it-uddannelse. Desuden er der brug for flere studiepladser, og kapaciteten af professorer og lektorer skal op på de tekniske it-institutter. Der er bred enighed om, at Danmark ikke kan gribe de muligheder, som de digitale teknologier rummer, hvis ikke uddannelsessystemet spiller en central rolle i at klæde Danmark og danskerne på med de nødvendige digitale og teknologiske kompetencer.  Konferencen skal samle aktører om denne udfordring.

På konferencen vil arrangørerne forsøge at besvare nogle af de svære spørgsmål, som Digitaliseringspartnerskabets anbefalinger og regeringens nye digitaliseringsstrategi fører med sig. På konferencen vil vi udarbejde et bud på hvilke aktiviteter, der skal sættes turbo på for at ruste uddannelsessystemet til en digital fremtid.

Lad os gøre op med de politiske barrierer

Konferencen vil identificere de politiske og ressourcemæssige barrierer, der står i vejen for en effektiv implementering af initiativerne på et overordnet plan, men særligt i uddannelsessystemet. Vi vil diskutere, hvordan vi nedbryder de barrierer, der findes i samfundet mellem forskning , erhvervsliv og uddannelse.

Der vil blive udarbejdet korte briefs, som efterfølgende skal bruges til i det videre arbejde inden for følgende områder:

Grundskole og læreruddannelsen: Hvordan sikrer vi, at der er kvalificerede lærere og undervisningsmateriale af høj kvalitet til undervisning i digital teknologiforståelse? Hvad skal der til for at lærerne kan løfte opgaven i praksis og hvordan kan de eksisterende gode erfaringer løftes videre i en fælles retning og struktur, som kommer flere til gavn?

Ungdomsuddannelser: Hvordan sikrer vi, at undervisere og undervisningsmateriale på ungdomsuddannelserne bygger ovenpå teknologiforståelse i grundskolen og bygger tilstrækkelig bro til det videre uddannelsessystem?

Videregående uddannelser: Hvordan sikrer vi adgang til kandidater med it-kompetencer både i de specialiserede it-uddannelser og bredt på de videregående uddannelser. Og hvordan sikrer vi de nødvendige forskerressourcer og vidensgrundlag til at uddanne kandidater med relevante it-kompetencer?

Efteruddannelsesområdet: Hvordan sikrer vi et fleksibelt og attraktivt efter- og videreuddannelsessystem, der kan tilbyde efterspurgt opkvalificering i digitale teknologier, som styrker den enkelte og møder virksomhederne behov? Herunder at alle ledige får tilbudt digital opkvalificering?

 

Mange tak til Villum Fonden for at muliggøre, at ATV kan afholde konferencen, og tak til ITU for at være vært for arrangementet. Konferencen afholdes den 20. september kl. 9:30-15 på IT-Universitetet og man kan tilmelde sig via linket i højre side.

.