Titel

Annoncer gav flere ansøgninger til mentorprogrammet

Octo Slug
Nyhed
Dato
Intro

”Skab vækst i din virksomhed med en ATV-mentor”. Sådan lød det enkle budskab i annoncer i flere medier i løbet af august måned. Kampagnen har givet pote: Det er lykkedes at skabe betydelig synlighed om mentorprogrammet for mellemstore vækstvirksomheder – og nok så vigtigt – at få markant flere ansøgninger fra virksomheder i målgruppen.

Billede
Kampagnen med Ib Brandt Jørgensen som frontfigur har kørt i Børsen, Berlingske Business, Jyllands-Postens trykte såvel som internet-udgave samt i fagbladet Jern/Maskinindustrien
Kampagnen med Ib Brandt Jørgensen som frontfigur har kørt i Børsen, Berlingske Business, Jyllands-Postens trykte såvel som internet-udgave samt i fagbladet Jern/Maskinindustrien

Mentorprogrammet er målrettet virksomheder med mellem 10 og 100 ansatte. Baggrunden er, at mange iværksættere fint kan klare ledelsesopgaven, så længe virksomheden er lille og overskuelig. Men allerede ved ansættelsen af medarbejder nr. 10 begynder ledelsesopgaverne at blive mere omfattende og komplekse, end den typiske iværksætter-ildsjæl kan magte. Det kan for eksempel være en udfordring at få adskilt det strategiske ledelsesniveau fra direktionsniveauet og at få uddelegeret beslutningskompetence om den daglige drift til nøglemedarbejdere.

I filmen her fortæller adm. direktør for World Translation Ib Brandt Jørgensen om, hvad mentorprogrammet har betydet form ham og hans virksomhed:

Andre virksomheder står over for vanskelige beslutninger om generationsskifte eller at komme i gang med eksport. Eller de har brug for sparring om innovation, teknologiudvikling og fremskaffelse af kapital.

Erfarent ATV-medlem som mentor

Det er her, mentorprogrammet kommer ind i billedet. Hver virksomhed bliver tildelt et erfarent ATV-medlem med erhvervsbaggrund som mentor, og herefter fastlægger mentor og mentee sammen, hvad samarbejdet skal dreje sig om i det år, mentorperioden varer.

Uanset de konkrete problemstillinger er formålet med programmet at skabe vækst og arbejdspladser i virksomheden – og dermed styrke vækstlaget i dansk erhvervsliv. Hidtil har mellem 15 og 20 virksomheder pr. år deltaget i programmet, og med det øgede antal ansøgninger er første skridt i skaleringen taget.

Brug for flere mentorer

Flere virksomheder i programmet betyder også behov for flere mentorer. Hvis du som ATV-medlem er interesseret i at blive mentor, er du meget velkommen til at kontakte chefkonsulent Dorthe Brander Pedersen i sekretariatet.

Mentor-hvervet er ulønnet, men de fleste mentorer får på forskellig vis personligt udbytte af at være en del af programmet. Det kan være nye kontakter, glæden ved at bidrage til at skabe vækst og udvikling i en virksomhed, eller en mulighed for at bringe viden og erfaring i spil på en ny måde.

Ansøgningsfristen for virksomheder til dette års program udløb den 1. september, og et arbejdsudvalg vurderer nu ansøgningerne. Men man kan fortsat melde sig som mentor.

Næste runde i programmet sættes i gang med et kick-off møde hos Dansk Erhverv den 3. oktober.

Mentorprogrammet drives i samarbejde mellem ATV, PwC, Håndværksrådet og Dansk Erhverv på basis af en treårig bevilling fra Industriens Fond.

Kontakt
Fuldt navn

Dorthe Brander Pedersen

Stilling
Chefkonsulent