Tænk, hvis pandemien havde ramt os i 1996

Forestil dig marts 1996; COVID-19-pandemien ramte Danmark. Om aftenen så hele befolkningen i TV Avisen, hvordan verden lukkede ned. Statsministeren talte til danskerne og sendte os hjem fra arbejde, skole og institutioner. Butikker lukkede, transport, kontorer, skoler og institutioner lukkede. Danmark lukkede. Samfundet gik helt i stå. 

Morgendagens aviser havde ikke seneste udvikling med. Telefonen ringede i alle hjem. Chefer og kollegaer måtte koordinere, hvem der skulle ind på kontoret for at hente notater, notesblokke og indtale beskeden på firmaets stationære telefon: ”Vi har lukket og arbejder hjemmefra, så godt vi kan. Vigtige beskeder til kunder og samarbejdspartnere vil løbende blive indtalt på denne telefonsvarer.”

Skolerne ringede ud næste morgen via klassernes telefonkæder. Forældre kunne afhente mapper med lektier i skolegården fredag i næste uge, når lærerne på skift havde været alene inde på skolen for at kopiere opgavehæfter. 

Læger i hele landet blev kimet ned. Selv den mindste snue skabte utryghed. Hvad er symptomerne? Hvad er udviklingen i smitten?

Tænk engang hvis pandemien havde ramt for 25 år siden. Det havde føltes som verdens undergang - en katastrofe i helt andre proportioner end den nuværende, forfærdelige pandemi.

I 1996 havde coronavirus påvirket vores samfund på måder, som er svære at forestille sig i dag, selv efter halvandet år med nedlukning af samfundet og restriktioner, der ikke er set magen til siden besættelsen. 

For 25 år siden havde vi ikke haft hurtigtest eller digitale muligheder for at holde samfundet og arbejdsmarkedet kørende. Endsige for at holde kontakten med vores familie og venner. Eller for at nå lige så bredt ud med vigtige informationer om pandemiens udvikling, regeringens restriktioner og råd til mental overlevelse i den svære tid. 

Heldigvis står vi bedre rustet som samfund i 2021. Det er værd at huske på, når vi forhåbentlig snart skal se tilbage på pandemien og tage ved lære. Vi er mere eller mindre kommet gennem coronakrisen, som et af de første lande. 

Hjemmearbejde

”Du har ikke lyd på”, sagde vi til hinanden på skærmen i foråret 2020, eller den bemærkelsesværdige sætning ”er det en gammel hånd, du har oppe?”. 

Vi skulle lige vænne os til onlinemøder, men Danmark er et af verdens mest digitaliserede samfund, og kombineret med en høj grad af tillid i samfundet lader det til, at vi har fastholdt effektiviteten. 

Faktisk lærte vi en hel del om mødeorganisering, talerækker, og at en gåtur i frokostpausen kan gøre underværker for arbejdsglæde og effektivitet. Effektiviteten på det danske arbejdsmarked har altid været høj – alt tyder på, at det fortsat er tilfældet på grund af vores stærke digitale infrastruktur. 

Øget hjemmearbejde har også medført besparelser på erhvervsrejser og transport og har fået os til at stille spørgsmål ved den gammeldags måde, vi organiserede arbejde på. På godt og ondt, for der er desværre danskere, der ikke trives med at være hjemme i længere tid, som nedlukningen og hjemsendelserne fra studie og arbejde har tæret på, og som er blevet ramt psykisk. Men det havde næppe været bedre for 25 år siden, hvor det havde været svært at holde digital kontakt med kollegaer og studiekammerater, og hvor der var ringe mulighed for hjemmearbejde.

Hjemmearbejde er jo for alle os, hvor jobbet består af akademisk tænkearbejde, møder eller sagsbehandling ved en computer. Ved at vi bliver hjemme, kan de, der skal møde ind fysisk gøre det med vished om, at vi andre bidrager til mindre smittespredning i samfundet, så sundhedspersonale, pædagoger, ansatte i fødevarebutikker, i produktionshaller, på værksteder mv. være fysisk på arbejde til gavn for os alle. 

Det sikrer, at vi fortsat kan producere og levere og tjene penge, så vi også kan holde hånden under de mange tusinder, der hverken kunne gå på arbejde eller arbejde hjemmefra, da deres job er i hotel-, restaurant-, rejse- eller forlystelsesbranchen. I 1996 havde vi enten måttet gå på arbejde, selvom det ville bringe epidemien ud af kontrol, eller måttet blive hjemme med et langt større økonomisk tab end det, vi har i dag.

Hjemmeundervisning 

For vores børn og unge var det et stort afsavn ikke at kunne mødes fysisk, for det sociale er en vigtig del af at være barn og ung. Men muligheden for virtuel undervisning gav mulighed for, at vi trods pandemien har haft undervisning og læring. 

Det er en stor bedrift af vores lærere og undervisere, at de i store træk er lykkedes med at omlægge til et virtuelt format med kort tilløb.

Hjemmeundervisning har været svært for mange, både børn, forældre og lærere. Men det har været muligt at opretholde et vist niveau, ikke mindst fordi børnene forstår digitalisering og også kan opretholde lidt socialt samvær over skærmen. 

I 1996 havde forældre skullet hente papirer med opgaver på skolen en gang om ugen, og selvom nogle børn havde fået et udbytte, havde flere formentlig mistet værdifuld læring. For ikke at tale om det sociale samvær, som er så vigtigt for børns trivsel i skolen og uddannelsessystemet. 

Danmarks uddannelsessektor viste sig godt rustet til at foregå digitalt. Der er investeret et milliardbeløb i skolernes infrastruktur, herunder internet og udstyr, og samtidig har den danske stat subsidieret udviklingen af digitale læremidler, som har bidraget til at skabe solide tech-succeser som Clio, Matfessor og Alinea. Årtiers arbejde med at styrke digitaliseringen i skolerne kom til sin ret.

Det digitale Danmark

Danmark er godt med digitalt, og borgerne har samtidig forholdsvis meget tillid til digitale løsninger i Danmark. OECD, FN og EU viser alle, at Danmark ligger i toppen af digitaliserede lande. 

I nabolande som Tyskland, hvor kontanter stadig er dominerende betalingsform, havde den digitale infrastruktur svært ved at følge med, da folk blev hjemsendt. I Sverige lever Post Nord i bedste velgående, da digital post endnu ikke er udbredt, og i Holland manglede man et it-system til at understøtte vaccineudrulningen.

I mange år – og særligt tydeligt under coronakrisen - har vi danskere høstet fordelene ved at være et af de mest digitaliserede samfund i verden. 

Men vi befinder os i en brydningstid, hvor både private virksomheder og den offentlige sektor er afhængige af øget digital modenhed, hvis vi skal overkomme store samfundsmæssige udfordringer, sikre en digital international førerposition og opretholde en attraktiv og tidssvarende offentlig sektor, vi som borgere har tillid til, og som sikrer sammenhængskraft, demokratisk oplysning – og ikke mindst velfærd for alle.

Skal vi for alvor sætte skub i den digitale omstilling, må hele befolkningen forstå den digitale verden. Vi taler om digital dannelse. I folkeskolen bør der undervises i programmering – det gør man allerede i lande som Norge, England og Estland. Der skal efteruddannes og videreuddannes, ellers risikerer vi digital analfabetisme i en digital verden, hvor kun ressourcestærke forældre har sikret it-undervisning til deres børn. 

Sundhedsteknologi

Men tilbage til tankeeksperimentet. I 1996 havde vi ikke de nye mRNA-vacciner, som lige nu lader til at få bugt med pandemien. Vi kan nu designe vacciner på molekylært niveau, én funktionel gruppe ad gangen. I 1996 ville vaccineudviklingen have taget længere tid og sandsynligvis være baseret på teknologier lig de problematiske vacciner, som Danmark tog ud af vaccinationsprogrammet grundet uønskede bivirkninger. I 1996 havde der ikke været noget alternativ.

Det var fascinerende at følge udviklingen af vacciner i et tempo, de færreste havde troet muligt. Der er to simple grunde til, at det kunne lade sig gøre så hurtigt. For det første byggede udviklingen af COVID-19-vaccinerne på årtiers forskning og udvikling. For det andet blev der investeret tilstrækkelige ressourcer, både penge, arbejdstimer og politisk/strategisk opmærksomhed til, at vi kunne rykke så hurtigt, som tilfældet var. Det er to vigtige læringer fra coronakrisen.

Krisens paradoks er, at den både har ført til død, sygdom, fyringer og konkurs og samtidig skabt håb og optimisme med udvikling og implementering af nye løsninger i et hidtil uset tempo og med samarbejde på tværs af fagdiscipliner og sektorer. 

For halvandet år siden var vi mange, der troede, at vi – i bedste fald - skulle vente i årevis på udvikling og udrulning af succesfulde vacciner. Til trods for markante bump på vejen med skrottede vacciner og en kontroversiel indkøbsstrategi er det svært at være andet end imponeret over tempoet af udviklingen og udrulningen af vaccinerne. 

Danmarks brug af massetest og gensekventeringsteknologi er et andet imponerende eksempel. Prioriteringen og anvendelsen af teknologi, der giver mulighed for hurtig og bred analyse af virusprøver, har gjort os i stand til at identificere, og hurtigt og præcist sætte ind over for, særligt kritiske virusvarianter. Britiske, brasilianske og indiske mutationer har andre steder i verden skabt furore, men vi har været gode til at opspore og begrænse udbredelsen i Danmark. 

Lynudvikling af telemedicinske løsninger, som videokonsultationer med læge for diagnose og behandling, er endnu et eksempel på, hvordan teknologi har skabt nye løsninger på sundhedsområdet, og hvor implementeringen er drevet frem af coronakrisen. Potentialet i videokonsultationer har været anerkendt i mange år, men det er først under pandemien, vi for alvor har set det implementeret. Video-konsultationer og andre digitale løsninger kan aldrig fuldt erstatte almindelige konsultationer, men i nogle tilfælde er de en hurtigere og bedre løsning for såvel patienter som behandlere, i andre en god nødløsning i situationer, hvor alternativet er ingen konsultation. 

Data til smitteopsporing vs. restriktioner og privatliv

Det danske, og i verden helt unikke, centrale personregister (vores CPR-nummer) kom til sin ret under pandemien. Uden CPR og vores digitale sundhedssystem havde vi ikke kunnet masseteste så smidigt, som vi har gjort, vi havde ikke kunnet finde de udsatte og sårbare målgrupper, og vi havde ikke kunnet udrulle en vaccinationsplan for hele landet. Alt sammen på grund af vores gennemdigitaliserede velfærdssamfund.

Men der er også hår i suppen, for vi har digitale teknologier, der trods deres store potentiale ikke har spillet en særlig aktiv rolle i smitteopsporing. 

Sundhedsmyndighedernes app Smittestop blev downloadet 2,3 mio. gange, men den fik en svær fødsel i den offentlige debat. En unuanceret debat om ”overvågning” må antages at have påvirket resultatet; en app med en begrænset funktionalitet. 

Vi giver rask væk private oplysninger til udenlandske private firmaer, men vi har ikke fået muligheden for at dele en brøkdel af samme digitale information med de danske myndigheder for at støtte en mere effektiv smitteopsporing. Debatten i medierne omkring datadeling til smittestop-appen har primært fokuseret på overvågnings- og misbrugsvinklen og mindre på de muligheder, sikker og valgfri deling af relevant data kan give.

I Sydkorea har man brugt en smittesporingsteknologi med app meget aktivt som et krav for, at man kan bevæge sig rundt i samfundet. Deres smittesporing er koblet til GPS og betalingssystem, som kan føres tilbage til, hvor borgere færdes. På ti minutter har man kunnet identificere og kontakte nære kontakter i smitteopsporing. Vi vil gerne understrege, at dette er en for voldsom indgriben i privatlivet i forhold til overvågning, men det har holdt Sydkorea åbent med begrænsede restriktioner, få dødsfald og større frihed til borgere. 

Vi skal selvfølgelig ikke gå lige så radikalt til værks som Sydkorea, men vi kunne finde en model tilpasset danske normer. Måske burde vi selv kunne vælge, om vi vil bevæge os rundt i samfundet, mod at vores data bliver ”overvåget” med henblik på smitteopsporing, eller om vi vil blive hjemme. Lad den enkelte selv vælge mellem isolation og overvågning af data, i stedet for tvungen isolation. Bedre brug af data til smitteopsporing sammenkoblet med hyppig testning ville være et stærkt redskab. 

Teknologi med mennesket i centrum

Den teknologiske udvikling går hurtigt, og det kan være svært at følge med. Således oplever mange mennesker en længsel efter mere analoge tider. Det er bagsiden af teknologiudviklingen og en reel bekymring, der skal tages alvorligt af flere grunde. 

For det første skal vi hjælpe hinanden med at leve det gode liv. Sådan er vores velfærdssamfund. Vi passer på hinanden, og den tilgang skal også præge teknologiudvikling. Det er mandatet fra samfundet til, at vi kan støtte virksomheder og offentlige organisationer til at fortsætte den teknologiske udvikling til gavn for samfundet. 

For det andet skal vi sikre social sammenhængskraft. Hvis medborgere føler sig udenfor og står af udviklingen, risikerer vi modstand mod fremskridt, fx mod vacciner, 5G, digitalisering og smitteopsporing gennem data.

Om få år er COVID-19 et minde. Andre, større kriser vil ramme os; klimakrisen er en oplagt kandidat - andre kan vi endnu ikke forudse. 

Vores centrale argument er, at jo mere teknologi vi forstår at udnytte klogt, jo bedre klarer vi os. Mindre teknologi er ikke svaret. Vi skal tage imod ny teknologi med åbne arme, men også med åbne øjne. Det er vigtigt ikke at forelske sig i teknologi på forhånd. Teknologiudviklingen skal foregå med mennesket og samfundet i centrum.

I Akademiet for de Tekniske Videnskaber ved vi, på tværs af faglighed og sektorer, at teknologiudviklingen grundlæggende bidrager til et stærkt og robust velfærdssamfund. Vi ved også, at udvikling og anvendelse af teknologi ikke kun er en teknologisk udfordring, men også en sociologisk, juridisk og etisk udfordring, som vi skal diskutere og håndtere i fællesskab på tværs af fagligheder. Det kræver en demokratisk samtale, og det kræver ikke mindst, at digital og teknologisk dannelse anerkendes som en uundværlig komponent af almen dannelse. 

Afsendere:

Formandskabet for ATV’s Digitale Vismandsråd: Ole Lehrmann Madsen, professor, Aarhus Universitet og Stephen Alstrup, professor, Københavns Universitet. 
Formandskabet for ATV’s gruppe for Life Science Teknologi: Søren Riis, Chief Research Officer, Oticon Medical og Ole Kæseler Andersen, professor, prodekan, Aalborg Universitet.
Formandskabet for ATV-Rådet for Teknologi og Samfund: Poul Toft Frederiksen, Head of Research Programme, Poul Due Jensens Fond og Randi Brinckmann, dekan, Københavns Professionshøjskole.