Titel

Hvis vi får en IT-minister i dag!

Dato
Forfatter(e)
ATV's Digitale Vismandsråd: Formand Kaj Grønbæk, Institutleder, professor, Datalogisk Institut, AU & Næstforkvinde Helle Rootzen, CEO & Founder, Andhero & professor Ole Lehrmann Madsen, AU.
Hovedbillede
Billede
Intro

En ny regering og et ambitiøst regeringsprogram har set dagens lys. Det er tydeligt, at der er opgaver nok, og at der er samfundsudfordringer, der skal løses. I ATV’s Digitale Vismandsråd mener vi, at der er behov for en IT-minister til at sikre, at der udvikles og gennemføres god politik for, hvordan IT får en mere central og aktiv rolle i løsning af udfordringerne. Vi kan ikke komme igennem dem uden.

IT er rygraden i samfundet

IT og digitale teknologier er vigtige komponenter i at løse den grønne omstilling og sundhedsudfordringerne og er et centralt bidrag til et rigt og sundt velfærdssamfund.

Samtidig ser vi ind i et arbejdsmarked, der kræver, at alle skal kunne begå sig digitalt og udvikle med IT. Men det største problem er, at virksomheder og den offentlige sektor står over for en katastrofal mangel på IT-kompetencer. Det er derfor afgørende, at der tages gode politiske beslutninger om, hvordan IT indføres og bruges i samfundet, så vi høster fordelene. I de nuværende ministerier eksisterer disse kompetencer ikke, og vi skal derfor have en minister med både ansvar for IT og digitalisering. For at dette kan ske skal en ny IT-minister udstyres ned en stab af embedsfolk, der har den fornødne faglige viden om IT, så vi kan reducere antallet af ”IT-skandaler” og undgå, at vi skaber et delt samfund, hvor mange kobles af.

Der er behov for at forstørre IT-forskningen, at uddanne endnu flere IT-kandidater til en sulten industri. Her er det gode nyheder, at Regeringen vll åbne for, at der kan oprettes engelsksprogede uddannelser på områder med særlig mangel på arbejdskraft. Derudover bør der indføres digital teknologiforståelse i folkeskolen og obligatorisk informatik i gymnasiet, så alle kan blive digitalt kompetente og dannede på et basalt niveau.

En IT-minister, skal kunne forstå de ovenstående behov og på et kvalificeret grundlag bringe de innovative IT-løsninger ind i de politiske debatter og lovforslag.

En IT-minister bør bakkes op af rådgivere med dybe IT-kompetencer

En IT-minister skal bakkes op af et departement med kompetencer til at afdække området og rådgive ministeren. Det kunne være Uddannelses- og Forskningsministeriet, der opgraderes med IT-ministeransvar og udvides med et departement til at dække IT-området, så der er stærke kompetencer til at rådgive om IT-forskning og -uddannelse og at bistå med analyser, aktiviteter og viden.  Der ligger jo allerede en digitaliseringsstrategi, som man kan tage udgangspunkt i og arbejde videre med. Men den eksisterende digitaliseringsstrategi mangler fuldstændig fokus på opbygning af IT-kompetencer til samfundet. Gymnasier, Informatik og folkeskole er ikke dækket, og der er ikke afsat midler eller beskrevet visioner for, hvordan IT-forskning og uddannelse på øverste hylde kan styrkes.

Så der er nok at tage fat i for en IT-minister.

Kontakt-overskrift
Kontaktperson
Kontakt
Fuldt navn

Maja Lænkholm

Stilling
Specialkonsulent