Titel

Kunstig intelligens er nøglen til det datadrevne samfund

Dato
Forfatter(e)
Af Jesper Grenaa, Frederikke Kroon og Jakob Werner
Hovedbillede
Billede
Deltagerne i Applied AI Academy ser på en selvkørende bil.
Undertekst til billede/video
Kunstig intelligens er en forudsætning for selvkørende biler, hvilket ATV-delegationen så med egne øjne hos VW Automotive Lab på Stanford University.
Intro

Kunstig intelligens (AI) ændrer spillereglerne for virksomheder, myndigheder og borgere. Silicon Valley er førende inden for AI, så hvad skal der til for at få Danmark med på vognen? En ATV-delegation med teknologiledere fra virksomheder og universiteter besøgte San Francisco og deler her deres viden.

Den amerikanske virksomhed Palantir har ikke valgt sit navn tilfældigt: ”Palantir” er i Tolkiens berømte roman Ringenes Herre navnet på den krystalkugle, hvorigennem man kan se begivenheder andre steder og i andre tider – en gadget, som kan bruges til både godt og ondt. Virksomheden Palantir har specialiseret sig i at integrere data fra forskellige datakilder og analysere dem med brug af kunstig intelligens. Også en teknologi, som kan anvendes til både godt og ondt!

Palantir er en af de virksomheder, som 25 danske teknologiledere besøgte i Silicon Valley i efteråret 2018 som led i ATV’s og Innovation Centre Denmarks Applied AI Academy. Virksomheden er helt fremme i skoene omkring anvendt kunstig intelligens, og Palantirs teknologi- og forretningsmodel kan på mange måder ses som det ultimative inden for, hvad der rører sig i Silicon Valley netop nu.

Sådan har vi gjort

Denne artikel er skrevet på baggrund af en studietur til Silicon Valley, som 25 deltagere i Applied AI Academy var på i efteråret 2018. Med artiklen ønsker vi at dele viden og indsigter fra det første Applied AI Academy-hold med en bredere kreds.

Applied AI Academy udbydes i samarbejde mellem Udenrigsministeriets Innovation Centre Denmark Silicon Valley og ATV.

Virksomheden bygger på samkøring af data fra forskellige kilder. Den kunstige intelligens hjælper med at identificere potentielle trusler, for eksempel forsøg på økonomisk kriminalitet i banksektoren, eller hvis en efterretningstjeneste vil opdage terrorister, før de slår til.

Andre virksomheder i Silicon Valley arbejder med tilsvarende avancerede AI-løsninger, men anvender dem i stedet til at analysere kundedata fra handel på nettet. Og det går stærkt i det amerikanske. Så stærkt, at den nye teknologi på nogle punkter synes at have overhalet lovgivningen og de etiske spilleregler, der ellers gælder i erhvervslivet.

Money talks

Deltagerne på turen blev bedt om at vurdere, i hvilken grad udviklingen inden for AI i Silicon Valley styres af henholdsvis økonomiske interesser, forskningsmæssig nysgerrighed eller ønsket om at gøre noget godt for verden. Besvarelserne var entydige: 94 % kommercielt dreven udvikling, 5 % nysgerrighed og 1 % ønske om at skabe en bedre verden.

En fællesnævner på tværs af de besøgte virksomheder og forskningsmiljøer er, at man anskuer omverdenen som kunder. AI bruges ikke til at sælge varer som sådan, men til at afdække forbrugsmønstre, sådan at digitale virksomheder hele tiden er relevante for deres kunder.

(Artiklen fortsætter efter videoen)

Media video file
Christian Holmegaard Mossing, Vice President, NIRAS (tidligere COWI), fortæller om sin største "aha"-oplevelse på turen.

Kunstig intelligens kan anvendes i mange sammenhænge, og på det nuværende stade handler det i høj grad om at optimere alt, hvad der kan optimeres. Derimod er der lang vej til, at AI er i stand til at foretage de prioriteringer og valg, vi som mennesker står over for. Om det så er ønskeligt at nå til det punkt, er en anden diskussion.

Den amerikanske samfundsmodel – og især guldgravermentaliteten i Silicon Valley – både fascinerer og udfordrer. I relation til kunstig intelligens er det store spørgsmål: Har Europa (og dermed Danmark) koblet sig selv af udviklingen på grund af de nye strenge regler om persondata i form af GDPR? Vil USA og Kina løbe fra os med teknologiudviklingen og dermed fremtidens jobvækst?

De spørgsmål kan ikke besvares entydigt ud fra en studietur, men flere i delegationen gav udtryk for en optimistisk vurdering på Danmarks vegne: Måske kan vi netop i kraft af vores meget store datamængder, høje datakvalitet og et skrappere syn på dataetik udgøre et alternativ til de øvrige Science & Engineering-regioners satsninger.

AI som ledelsesopgave

En undersøgelse fra konsulentfirmaet EY BOX blandt udvalgte europæiske virksomheder viser, at kunstig intelligens især er et emne, der opfattes som vigtigt på ledelses- og mellemlederniveau. Derimod er der mindre opmærksomhed om AI blandt medarbejdere uden ledelsesansvar og i bestyrelserne.

Undersøgelsen dokumenterer dermed, at forankring i organisationen af mulighederne inden for kunstig intelligens bør være i fokus hos ledelsen. Og at der mangler en bredere forståelse for AI i de bestyrelser, som ellers skal udstikke den overordnede strategiske retning for virksomhederne.

Tendensen bekræftes i ATV’s egen medlemsundersøgelse, Vidensbarometer 2019, hvor Danmarks førende teknologiledere på tværs af virksomheder og universiteter medvirker. Her svarer hver tredje af respondenterne, at de ikke har igangsat nogen former for AI-initiativer. Under 10 procent svarer, at deres organisation lader AI indgå i organisationens processer på et avanceret niveau.

Embed kode
Hver tredje respondent i ATV's undersøgelse anvender ikke kunstig intelligens i konkrete initiativer.

ATV-delegationens besøg i USA dokumenterer imidlertid, at kunstig intelligens er på vej til at få samme betydning, som den generelle digitaliseringsbølge allerede har fået. En bølge, som de større virksomheder i Danmark har taget til sig, men som først er ved at skvulpe ud i de små og mellemstore virksomheder.

Dertil kommer, at forskningsverdenen bør spille en stor rolle i udviklingen af AI-teknologier.

”Kunstig intelligens kræver mange data og meget computerkraft. Hvem har adgang til dette? I USA er det det tech-giganterne og ikke universiteterne. Men det er nok ikke en model, vi i Danmark skal følge,” siger professor ved AAU Thomas B. Moeslund, der deltog i turen.

Symbiose mellem menneske og maskine

AI-teknologier er en forudsætning for udviklingen af selvkørende biler. AI spiller en stigende rolle inden for sundheds-devices. Og AI bruges til udvikling af 3D-software til byggeindustrien. Branche efter branche kan altså se frem til at blive disrupted, om end der også er forbehold: Indtil videre virker kunstig intelligens bedst inden for lukkede systemer, mens det fortsat kniber med at bearbejde komplekse problemstillinger.

AI-hypen skrællet væk

Besøgene hos de amerikanske digitale virksomheder var med til at fjerne det slør af mystik, som omgiver AI-teknologier. Realiteten er, at de fleste AI-teknologier i realiteten er lig med ”Machine Learning”. Det er et underområde indenfor datalogi, som sætter computere i stand til at lære, uden at man eksplicit har programmeret, hvordan læringen foregår.

Det kan illustreres med et eksempel: ”Gammeldags” skakprogrammer fik indkodet, hvad der er gode og dårlige træk, hvorefter computerkraften afgjorde spillestyrken. AI-baserede skakprogrammer får kun indkodet spillereglerne, hvorefter programmet øger spillestyrken ved at spille mod sig selv og lære af egne fejl. Den metode har gjort skakprogrammerne uovervindelige for mennesker, selv om den bagvedliggende computerkraft er begrænset. Den kunstige intelligens gør udslaget.

Derfor har en af delegationens ”aha-oplevelser” været vigtigheden af samspillet mellem AI og medarbejderne i en organisation. Det er ikke nok at have medarbejdere med de rette tekniske kompetencer inden for udvikling, algoritmer m.m. Der er også brug for ansatte med branchekendskab ud over AI-teknologien.

”En af de ting, jeg har lært, er, at kunstig intelligens dækker over rigtig mange ting. Lige fra optimering af spilkonsoller, hvor regler og muligheder registreres i en computer over optimering, hvor computeren starter fra scratch og lærer af egne fejl. Og til genkendelse af input inden for billeder, tekst og lyd,” siger Michael Ahm, bestyrelsesmedlem i COOP Bank og deltager i turen.

(Artiklen fortsætter efter videoen)

Media video file
Christian Rasmussen, Senior Manager, Grundfos, fortæller om sin største "aha"-oplevelse på turen.

Palantir vurderer, at AI ikke eliminerer en masse jobs, men derimod ændrer arbejdsfunktionerne for mange mennesker. Kunstig intelligens og menneskelig intelligens skal leve i symbiose for at opnå de bedste resultater.

Palantir fremlagde en undersøgelse, hvor man undersøgte AI-teknologiers evne til at finde årsagen til fejl i en produktionsproces. Når mennesker alene foretog denne analyse, fandt de kun 14 procent af fejlene; en AI-algoritme fandt 70 procent af fejlene; ved at lade computer og menneske arbejde sammen, fandt man hele 90 procent af fejlene.

AI ændrer arbejdsfunktioner og forretningsmodeller

Derfor skal virksomhederne ikke bare gå i gang med at implementere AI-løsninger uden omtanke, men i stedet gøre sig grundige overvejelser:

  • Hvilke forretningsmæssige problemstillinger vil vi løse – konkret?
  • Hvad vil være udbyttet af AI?
  • Er vores data af høj nok kvalitet til at anvende?
  • Er der bias i vores data?
  • Hvilke etiske overvejelser bør indgå, f.eks. om brug af følsomme data og persondata?
  • Er vores medarbejderstab den rette, eller skal vi tilføje nye kompetencer?

”Frygten for, at AI tager mange jobs må nok siges at være overdrevet. Applied AI handler ofte om at assistere medarbejdere i at tage bedre beslutninger hurtigere. Det øger kvaliteten og nedbringer omkostningerne,” siger Jørgen Bardenfleth, der er bestyrelsesformand i en række danske tech-virksomheder, og som også deltog i kurset.

AI er nøglen til at klare sig godt i det datadrevne samfund. Det kræver styr på teknologi, etik og ens egen business case at lykkes med AI. Og her er kombinationen af teknologiledelse og den rette medarbejderstab afgørende.

Er du og din organisation klar til kunstig intelligens?

Applied AI Academy er et Executive-træningsforløb målrettet til danske teknologiledere på tværs af virksomheder, forskningsinstitutioner, myndigheder og organisationer. Kurset udbydes i samarbejde mellem ATV og Innovation Centre Denmark, Silicon Valley, der hører under Udenrigsministeriet.

Omdrejningspunktet er fem dages intensiv studietur til Silicon Valley eller en anden teknologiførende klynge inden for AI, og kurset omfatter også en introduktionsdag i København og et opfølgningsseminar samme sted. Formålet er at gøre deltagerne afklarede om, hvad AI er ved at se igennem hypen og møde nøglepersoner inden for kunstig intelligens. Og dermed gøre danske teknologiledere parate til at indarbejde kunstig intelligens på deres ansættelsessted.

I 2019 gennemføres et Applied AI Academy-kursus målrettet Life Science-branchen samt et kursusforløb for teknologiledere generelt. Kontakt ATV for at høre mere om mulighederne for at deltage i kurset, herunder datoer og deltagergebyr. Link til ansøgningsskemaerne findes på ATV’s hjemmeside.

 

Kontakt-overskrift
Kontaktperson
Kontakt
Fuldt navn

Frederikke Kroon

Stilling
Program Director