Titel

Efterlysning: Nyt globaliseringsforlig

Dato
Hovedbillede
Billede
Årsmødedebat 2016 i salen: Formanden for Folketingets Uddannelses- og forskningsudvalg Christine Antorine (S) kom ind på uddannelsernes betydning i sit indledende indlæg.
Undertekst til billede/video
Årsmødedebat 2016 i salen: Formanden for Folketingets Uddannelses- og forskningsudvalg Christine Antorine (S) kom ind på uddannelsernes betydning i sit indledende indlæg.
Intro

Danmark har store muligheder i den globale konkurrenceøkonomi, hvis vi satser på teknologiudvikling, forskning og uddannelse efter virksomhedernes behov. Men der mangler et ”Globalisering 2.0”-initiativ i stil med globaliseringspuljen.

Billede
Livlig debat i forbindelse med Årsmødet 2016 .

Sådan lød hovedbudskaberne fra debatten på ATV’s årsmøde, hvor formanden for Folketingets Uddannelses- og forskningsudvalg Christine Antorini (S) duellerede med fire ledere fra virksomheder og universiteter. Temaet var ”Hvordan sikrer vi relevante kandidater til teknologivirksomhederne?”.

”Nedskæringerne på forskning og uddannelse er ikke en katastrofe i sig selv, men det er et sporskifte. Jeg kan have en dyb bekymring for, at der skal spares ti milliarder på uddannelsesområdet. Derfor håber jeg, at der kan skabes en konsensus om en ny stor globaliseringspulje. Det er en niche-dagsorden, hvor de få diskuterer det her, men det har stor betydning. Derfor har vi en fælles forpligtelse til at gøre det til en bredere debat,” sagde Christine Antorini i sit indledende oplæg og kom ind på uddannelsernes betydning.

”Der har været meget fokus på at få mange ind på universitetsuddannelserne. Men der er mere behov for at få flere til at vælge erhvervsrettede uddannelser”.

Hun mente ikke, at der nødvendigvis skal satses mere på de tekniske og naturvidenskabelige uddannelser.

”Den vigtige diskussion er, hvordan vi uddanner til erhvervslivets behov, og der er også brug for humaniora.”

”40.000 studerende kan ikke bare trylles væk”

Prorektor Thomas Bjørnholm, KU, erklærede sig enig i, at et nyt globaliseringsforlig er den rigtige vej at gå. Det vil give de rigtige rammevilkår for universiteterne. Han kaldte samtidig dele af debatten om universitetsuddannelsernes relevans for ”ufrugtbar”.

”Man kan ikke bare tage de 40.000 studerende, som vi de sidste ti år under stort politisk pres har uddannet på KU, og så trylle dem væk eller sige til dem, at de er irrelevante. Man skylder dem at tale lidt mere høfligt om dem. De er fantastiske og kan en masse ting,” fastslog Thomas Bjørnholm.

Han understregede vigtigheden af at uddanne unge med en faglig ”T-profil”, hvor det lodrette element udgør den dybe faglighed på feltet, og det vandrette handler om tværgående kompetencer som samarbejdsevner, innovation og en bredere viden.

Group Vice President Lars Enevoldsen fra Grundfos fastslog, at hans virksomhed netop efterspørger folk, der har en ”T-profil”.

”Vi har brug for folk, der har læst hele bogen, men som måske er begyndt at kede sig lidt hen imod slutningen. Og derfor begynder at interessere sig for, om de måske skulle starte en virksomhed eller dyrke nogle nye ideer.”

Lars Enevoldsen udtrykte forståelse for, at det er nødvendigt at skære ned, så længe det følges ad med en fornuftig dimensionering af uddannelserne.

”Vi skal have flere unge mennesker ind på tek-nat-området. Men mængden alene er ikke vigtig. Det er kvaliteten, der er det vigtige. Danmark skal på højde med andre lande, vi sammenligner os med inden for eksempelvis digitalisering.”

Global forskning – regionalt arbejdsmarked

Billede
Årsmødedebat 2016: panel-deltagerne Eskild Holm Nielsen, Søren Hvilshøj, Lars Enevoldesen, Thomas Bjørnholm og Christien Antorini i dyb koncentration

Dekan ved AAU Eskild Holm Nielsen hæftede sig ved, at arbejdsmarkedet i Danmark er regionalt, mens forskningen er global. Det betyder, at de regionale universiteter har en berettigelse, fordi de kombinerer stærke forskningsmiljøer med en høj grad af arbejdsmarkedsrelevante uddannelser.

Han nævnte som eksempel, at AAU har en ambition om, at 60 procent af universitetets projekter skal ske i samarbejde med det omgivende samfund. Desuden tænker AAU i høj grad i internationale baner:

”Cirka en tredjedel af vores studerende på kandidatniveau kommer fra udlandet. Og det er en billig måde at få højtuddannet arbejdskraft, der understøtter virksomhedernes behov,” sagde Eskild Holm Nielsen.

International direktør Søren Hvilshøj, Rambøll, understregede behovet for høj kvalitet og relevans i uddannelserne. I særdeleshed efterspørger Rambøll danske ph.d.’er.

”Vi vinder opgaverne, fordi vi har eksperterne. Det kræver viden helt op på ph.d.-niveau, og har vi dem, så er vi konkurrencedygtige. I Danmark skal vi gerne uddanne så mange ph.d.’er, at vi kommer op på niveau med lande som Tyskland, Sverige og Schweiz, der ligger en del foran os.”

Rambøll er desuden meget aktiv i samarbejder med uddannelsesinstitutioner om at uddanne ingeniører og diplomingeniører med specialiseret viden inden for eksempelvis forsyning, oplyste han.

Flere indlæg fra tilhørerne i salen understregede behovet for at styrke ”fødekæden” af kandidater inden for det tekniske og naturvidenskabelige område. Undervisningen i natur- og teknikfagene skal styrkes helt fra folkeskolen, og der forestår en stor opgave med at fortælle børn og unge om, hvor mange attraktive muligheder der ligger inden for Science og Engineering.

Christine Antorini nævnte i den forbindelse, at der er en særlig opgave i at få flere piger til at søge ind på de tekniske og naturvidenskabelige studieretninger.

Gode råd til Antorini

Som afrunding på debatten opfordrede ordstyrer Anne-Marie Levy Rasmussen de fire panelister til at give Antorini nogle gode råd med, inden udvalgsformanden hastede videre til de politiske forhandlinger om en gymnasiereform.

Lars Enevoldsen, Grundfos: ”Vi skal være kreative for at få vores unge mennesker til at søge i retning af teknik- og naturfagene. Folkeskolen og folkeskolelærernes indsats er enormt vigtig.”

Thomas Bjørnholm, KU: ”Hold fast i de treårige bevillingshorisonter for universiteterne. Det giver mulighed for at planlægge på langt sigt og tage nogle chancer, og vi skal nok levere de kvalificerede kandidater. Og kom tilbage på sporet med et Globalisering 2.0-initiativ”.

Søren Hvilshøj, Rambøll: ”Udviklingen med at uddanne mange ph.d.’er skal fortsætte.”

Eskild Holm Nielsen, AAU: ”Vi skal have et nyt globaliseringsforlig. Og så er det vigtigt, at samtlige gymnasier tilbyder linjer, der giver direkte adgang til tek-nat-sund-uddannelserne”.

FAKTA: Panelets sammensætning

Hovedtaler: Formanden for Folketingets Uddannelses- og Forskningsudvalg Christine Antorini (S)

Panel:

  • Prorektor Thomas Bjørnholm, Københavns Universitet
  • Group Vice President, Research and Technology Lars Enevoldsen, Grundfos
  • International direktør Søren Hvilshøj, Rambøll
  • Dekan Eskild Holm Nielsen, Aalborg Universitet

Ordstyrer: EU Deployment Lead Anne-Marie Levy Rasmussen, GlaxoSmithKline A/S

Kontakt
Fuldt navn

Dorthe Brander Pedersen

Stilling
Chefkonsulent
Fuldt navn

Lia Leffland

Stilling
Akademidirektør