Titel

Debat: Bølge af unge talenter eller tsunami af overflødige akademikere?

Dato
Intro

Det danske samfund bliver i disse år ramt af en bølge af unge talenter, som kommer ud fra universiteterne. Men måske er der nærmere tale om en tsunami af akademikere, som uddannes til arbejdsløshed? Dette spørgsmål gav anledning til en livlig debat ved ATV’s årsmøde 2015, der blev afholdt torsdag den 7. maj i Mogens Dahl Koncertsal. En debat, der blandt andet tog udgangspunkt i Akademihøring 2015, hvor talentudvikling er et af temaerne.

Uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen lagde ud med som hovedtaler at fortælle om de kraftige løft i uddannelsesniveauet, der har fundet sted de seneste år. Målsætningerne om at få flere unge til at tage en videregående uddannelse er nået, og ministeren mente ligefrem, at vi i disse år er begunstiget af en talentbølge: Unge kommer ud fra universiteterne fyldt med viden og virkelyst.

Men, tilføjede Sofie Carsten Nielsen, der er fortsat problemer med at få alle de unge talenter i spil på arbejdsmarkedet. Det havde været baggrunden for den centrale dimensionering, som hun havde indført, fordi nogle uddannelser uddanner til arbejdsløshed. Samtidig skosede hun virksomhederne for at være for tilbageholdende med at ansætte de unge og dermed give dem chancen for at udvikle deres talent.

Dermed var der lagt i kakkelovnen til en hed debat, hvor definitionen af ”talent” stod central. Nogle akademimedlemmer mente, at de virkelige talenter udgør 1-2 procent af befolkningen, og at der nærmere er tale om en tsunami af akademikere, hvoraf mange burde have taget en erhvervsfaglig uddannelse i stedet. Sofie Carsten Nielsen stod dog fast på, at der er langt flere talenter end som så, og at der bør findes plads på arbejdsmarkedet til dem.

Talentprogram eller ej

Den engagerede debat om forsknings- og teknologiledelse og talentudvikling fortsatte efter ministerens tale, hvor et panel med repræsentanter fra virksomheder og universiteter fortalte om deres konkrete erfaringer med talentudvikling – og kom med bud på løsninger.

Billede
Der var stor debatlyst ved ATV's årsmøde 2015, hvor forsknings- og innovationsledelse med særlig fokus på talentudvikling blev diskuteret.
Der var stor debatlyst ved ATV's årsmøde 2015, hvor forsknings- og innovationsledelse med særlig fokus på talentudvikling blev diskuteret. Fra venstre: Rektor Brian Bech Nielsen, AU; direktør Allan Christensen, NIRAS; moderator, direktør i GSK Anne-Marie Levy Rasmussen; klinikchef, professor Liselotte Højgaard, Rigshospitaler; CTO Jesper Narlov, Haldor Topsøe.

Direktør Allan Christensen fra NIRAS fortalte om, hvordan man havde udviklet et talentprogram til at finde højtkvalificerede fremtidige medarbejdere. Man kiggede efter talent inden for områder som lederegenskaber, dybdefaglighed, projektlederegenskaber m.m. – og så lagde man vægt på at skabe en vinderkultur blandt talenterne.

CTO Jesper Nerlov fra Haldor Topsøe fortalte om en anden tilgang. Virksomheden har det meste af sit salg på eksportmarkederne. Derfor er talentindsatsen fokuseret på at skabe stærke, langvarige samarbejder med universiteterne i Danmark og i udlandet. Talenterne skal tiltrækkes og dyrkes med udgangspunkt i deres nationale og kulturelle baggrund, og her kan der være meget stor forskel på dansk mentalitet og den indstilling, som folk fra Stanford, Berkeley m.fl. kommer med.

Rektor ved Aarhus Universitet Brian Bech Nielsen fremhævede, hvordan universitetet for nogle år siden havde gjort talentudvikling til en særskilt, fjerde værdistrøm – sideordnet med forskning, uddannelse og videnudveksling. Han erkendte, at universitetet siden havde haft en række udfordringer med besparelser og omstruktureringer, der ikke havde gavnet konceptet med talentudvikling. Men der er sat gang i et nyt mindset, som over tid vil give resultater. Og så nævnte han vigtigheden af, at få flere kandidater og ph.d.’er klædt på til at finde job i det private erhvervsliv.

Mænd snupper de højeste stillinger på universiteterne

Den fjerde paneldeltager var klinikchef og professor ved Rigshospitalet Liselotte Højgaard, som fremlagde hovedkonklusionerne fra Uddannelsesministeriets task force om kvinder og ligestilling i forskningsverdenen.

Task forcen havde blandt andet regnet sig frem til, at mens der er total ligestilling mellem kønnene blandt de studerende, så bliver forskellen mellem mænd og kvinder mere og mere udtalt, jo højere i hierarkiet, man kommer. Således er færre end hver femte af professorerne i Danmark kvinder – og dermed halter den offentlige forskningsverden langt efter de private virksomheder.

Task forcen har fremsat en række konkrete anbefalinger og fremhævede blandt andet vigtigheden af at ændre på kultur og indgroede opfattelser, som er en af de største barrierer for mere ligestilling – og dermed for at få de kvindelige talenter mere frem i rampelyset.

Netop kulturen er en afgørende faktor i talentudviklingen, blev det fremhævet i den afsluttende debatrunde. Det drejer sig om at få mere innovation, iværksætteri og kommerciel forståelse ind på universitetsuddannelserne. Og så handler det om at give et ”kærligt skub” til de kvinder, som har talentet, men ikke tror på sig selv.

Moderator for debatten, ATV’s vicepræsident Anne-Marie Levy Rasmussen, opsummerede ved at foreslå, at ATV – som mødestedet mellem virksomheder og universiteter – påtog sig en opgave med fremme en udvikling, hvor unge talenter fra universiteterne klædes på til en karriere i erhvervslivet.

Kontakt-overskrift
Kontaktperson
Kontakt
Fuldt navn

Lia Leffland

Stilling
Akademidirektør