Titel

Budskaber fra Folkemødet: Kompetencer til fremtidens arbejdsmarked kræver omstilling nu

Dato
Forfatter(e)
Af Jesper Grenaa, Maja Lænkholm, Dorthe Brander Pedersen og Vibeke Schrøder
Hovedbillede
Billede
Publikum til ATV-debatten om Robot eller politiker på folkemødet 2018.
Intro

​​​​​​​Den hastige teknologiudvikling giver os mange goder og fordele, men udfordringen er at få omstillet arbejdsmarkedet og uddannelserne til en ny teknologisk virkelighed. Det var nogle af hovedkonklusionerne på Folkemødet 2018.

Fremtidens arbejdsmarked og de dertil hørende kompetencer var gennemgående temaer i mange af årets folkemødedebatter og også i ATV’s debatter.

Uddannelse, dannelse og motivation af børn og unge er centralt for at løse udfordringen med at få tilstrækkeligt af de vigtige kompetencer.

I ATV’s seneste Vidensbarometer peger 63 procent af akademiets medlemmer på, at de oplever mangel på kvalificerede ansøgere. Flere analyser og fremskrivninger peger på, at danske virksomheders manglende adgang til kvalificeret arbejdskraft giver stor risiko for flaskehalse og tabt vækst for erhvervslivet. Samtidig har Danmarks Vækstråd slået fast, at den fremtidige mangel på de rette kompetencer i værste fald kan risikere at koste Danmark 85 mia. kr. på bruttonationalproduktet (BNP).

Torsdag havde ATV derfor to uddannelsesdebatter om henholdsvis børn og unges IT og STEM-kompetencer og om uddannelse til fremtidens industriarbejder.

Fredag handlede det om nødvendigheden af teknologiske og humanistiske kompetencer, og lørdag drøftede et panel behovet for kompetencer på fremtidens arbejdsmarked, og hvordan vi undgår et polariseret samfund med et digitalt proletariat.

FOLKEMØDET 2018 I TAL
113.000 deltagere var med på årets Folkemøde
3.000 events blev afholdt over de fire dage
7 temaområder hjalp deltagerne til at finde rundt i de mange aktiviteter
4 debatter havde ATV som arrangør eller medarrangør

Hvordan kan folkeskolen styrke børns skaberkompetencer

Der er allerede i dag stor mangel på ingeniører, IT-specialister og erhvervsuddannede med naturvidenskabelige kompetencer. Debatten handlede om, hvordan vi motiverer børn og unge til at vælge disse uddannelsesretninger.

Et panel bestående af en lærer, en universitetsprorektor, en fagforening, en virksomhed og en direktør for et naturvidenskabscenter drøftede børn og unges IT og STEM kompetencer. Panel og tilhørere var meget enige om udfordringen, og efter debatten var det igen slået fast, at:

  • Børn og unge skal mødes af motiverede lærere inden for både it og teknologi og naturfag tidligt i grundskolen
  • Skoler og virksomheder skal samarbejde mere, så børn og unge ser, hvad uddannelser faktisk kan bruges til
  • Vi skal kigge på, hvordan vi får flere lærere til at have linjefag inden for IT og STEM, for det er der alt for få, der vælger i dag.
  • Lærerne skal efteruddannes
  • Vi skal gøre en særlig indsats for pigerne, ellers risikerer vi fortsat at miste halvdelen af de unges kompetencer
  • Der vil også være brug for unge med humanistisk forståelse og uddannelse ved udvikling af fremtidens teknologi
Billede
Publikum ved ATV-debatten om folkeskolen og skaberkompetencer.
Der var stor interesse for at debattere, hvordan flere børn og unge motiveres til at vælge en uddannelse inden for STEM- og digitale fag.

ATV’s Digitale vismænd og temagruppen om Science og Engineering i uddannelserne vil begge arbejde for at støtte, at børn og unge fremover motiveres tidligt af engagerede og dygtige lærere inden for IT, teknologi og naturvidenskab.

ATV’s Digitale vismænd har et konkret projekt, hvor de ser på, hvordan vi kan styrke grundskolens muligheder for at udvikle den enkelte elev ved brug af digitale læringsredskaber.

Hvordan uddanner vi fremtidens digitale industrimedarbejder

Til at drøfte, hvordan vi uddanner nok af fremtidens industrimedarbejdere, havde ATV sammensat et panel bestående af tre virksomheder, en fagforening og erhvervsskole.

Det er nemmere at skaffe ledere på et højt niveau, end det er at skaffe en dygtig elektriker.
Bjarne Lykke Sørensen, divisionsdirektør i Siemens

Som en præmis for debatten nævnte flere, at mangel på kvalificeret arbejdskraft, særlig faglærte, ikke kun er en udfordring på den lange bane, men en virkelighed for mange danske virksomheder.

Billede
Debatpanelet ved ATV's folkemødedebat om fremtidens digitale industriarbejder.
Industriproduktion har en fremtid i Danmark, hvis vi træffer de rigtige valg, var et af hovedbudskaberne fra debatten. ATV vil komme med et stærkt bud gennem udviklingen af et Production Road Map.

Budskaberne fra panelet var tydelige:

  • Ny teknologi kommer til at styrke produktionen i Danmark og vil skabe flere industrijob. Men der er ikke faguddannede til at tage jobbene, og vi risikerer derfor tabe momentum i Danmark. Der er derfor brug for løsninger her og nu, og det kræver et tæt samarbejde mellem virksomheder, fagforeninger og uddannelsesinstitutionerne.
     
  • Det er svært at spå om virksomhederne fremtidens kompetencebehov, som ændrer sig i takt med teknologien. Der skal derfor også satses på at styrke nogle helt grundlæggende færdigheder som fx evnen til at samarbejde og kritisk tækning.
     
  • Der er behov for politisk handling i form af langsigtede og ambitiøse investeringer i uddannelse, som understøtter industriens behov for kvalificeret arbejdskraft  

ATV’s temagruppe for Fremtidens Produktion vil bruge budskaberne i det videre arbejde med udformningen af et Produktion Roadmap. En arbejdsgruppe vil på en konference til efteråret præsentere anbefalinger til, hvordan et mere dynamisk uddannelsessystem kan gøre det muligt at uddanne fremtidens industriarbejder.

Fra STEM til STEAM – teknisk videnskab og humaniora

ATV’s tredje debat på Folkemødet blev holdt i samarbejde med DFF og Akademikerne og tog udgangspunkt i, at menneskers arbejds-sfære ofte kolliderer med eller smelter sammen med teknologien. Samtidig går den teknologiske udvikling meget hurtigt, så for at kunne navigere i udviklingen og have teknologisk overblik stiger behovet for både humanistiske og teknologiske kompetencer.

Du kan se et kort uddrag fra debatten i videoklippet fra Eriksholm Research Centers Twitterprofil.

En ATV-undersøgelse af 230 virksomheder, der blev offentliggjort tidligere på året, viste, at kritisk tænkning og omstillingsparathed er afgørende for virksomhedernes udvikling.

Billede
Publikum ved ATV-debatten Fra STEM til STEAM på Folkemødet 2018
Der var fuldt hus til debatten Fra STEM til STEAM.

Panelet, som bestod af repræsentanter fra to organisationer, en virksomhed og en forskningsfond samt en filosof, debatterede balancen mellem de to fagligheder. En dyb faglighed er vigtig, men spørgsmålet er, hvorvidt man med fordel kan indføre et begreb, der hedder tværfaglig dannelse, så alle har et ben i begge lejre og evner at koble to fagligheder.

Der er også et stort potentiale i at stimulere tværfaglighed i forskningen. Der er i den grad behov for at sætte flere tværfaglige forskningsprojekter i gang, og industrien efterspørger både viden og kompetencer med et STEAM-udgangspunkt.

Robot eller politiker – hvem styrer fremtidens arbejdsmarked?

Sidst på lørdagen tog et engageret panel hul på debatten: Robot eller politiker – hvem styrer fremtidens arbejdsmarked?

Panelet bestod af ATV’s præsident, en IT-rådgiver, en fagforening og en professor. Panelet var alle teknologi-optimister, men zoomede alligevel ind på nogle af de samfundsudfordringer, der følger med den hastige udvikling.

Billede
Panelet ved ATV-debatten Robot eller politiker på Folkemødet 2018.
Der var livlig debat under debatten med bl.a. ATV's præsident Jukka Pertola.

Panelet stillede spørgsmålstegn ved, om den teknologiudvikling, vi oplever som disruptiv og transformerende, adskiller sig fra tidligere industrielle revolutioner. Tidligere erstattede teknologier hænder, og nu erstatter vi hoveder med AI og anden digitalisering og piller ved menneskets identitet. Teknologi i tidligere industrielle revolutioner har været konkret og fysisk, mens AI og digitalisering er usynlig, invasiv og grænseløs.

Med dampmaskinen fulgte diskussionen om offentlige goder, men den diskussion er fuldstændig fraværende i debatten om digitale teknologier. Vi har accepteret, at de er private, men det kalder på en debat om fordelingspolitik.

Billede
Helle Rootzén præsenterer ATV's rapport om Danmark som Science & Engineering-region.
Helle Rootzén, medlem af ATV's digitale vismandsråd, var moderator og præsenterede blandt andet rapporten Danmark som Science & Engineering-region ved debatten Robot eller politiker.

Flere i panelet udtrykte en bekymring for, at teknologiudviklingen kan føre til et samfund, der er brækket over og polariseret. Der er behov for at starte en dialog om demokrati, værdier og fordelingspolitik. Hvilken slags samfund, ønsker vi - på kort og langt sigt? Og så skal vi satse på uddannelse og efteruddannelse.

Debatten på folkemødet var en start på en samtale. Der skal mange og flere til. ATV’s Tænketank har med sit initiativ ”Teknologiens indvirken på mennesket” taget tråden op og fortsætter samtalen på en workshop om samfundsøkonomi og teknologi den 29. august kl. 10-14 på Fyn, og senere vil der blive afholdt en konference på Christiansborg.

Deltagere i folkemødedebatterne 2018

Hvordan kan folkeskolen styrke børns skaber-kompetencer?
Helle Rootzén, Professor, DTU (moderator)
Maria Damlund, Lærer, Holbæk skole
Jens Christian Godskesen, Prorektor, ITU
Kasper Palm, Forbundssekretær, Dansk Metal
Bjarne Roed, Divisionsdirektør, Siemens Healthineers
Nanna Seidelin, Direktør, Naturvidenskabernes Hus

Hvordan uddanner vi fremtidens digitale industriarbejder?
Rasmus Windfeld, Pressechef, Siemens (moderator)
Mikael Bay Hansen, Sekretariatschef, Dansk Metal
Casper Hansen, Adm. direktør, Technicon
Michael Kaas-Andersen, Direktør, ZBC Selandia
Bjarne Lykke Sørensen, CEO, Industri, Siemens A/S

Fra STEM til STEAM – Teknisk videnskab og humaniora
Katrine Krogh Andersen, Forskningsdekan, medlem af ATV, DTU (moderator)
Rasmus Dahl, Chefkonsulent, Dansk Industri
Camilla Gregersen, Næstformand, Akademikerne
Marco Nørskov, Filosof, lektor, Research Unit for Robophilosophy, AU
Niels Henrik Pontoppidan, Research Area Manager, Oticon A/S
Dorthe Gert Simonsen, Formand, Danmarks Frie Forskningsfond I Kultur og Komm.

Robot eller politiker: Hvem styrer fremtidens arbejdsmarked?
Helle Rootzén, Professor, DTU (moderator)
Maja Horst, Professor, KU
Martin Grønbæk Jensen, Programleder, HK-lab
Thomas Nørmark, Director, Itelligence
Jukka Pertola, Præsident, ATV

 

Kontakt-overskrift
Kontaktpersoner
Kontakt
Fuldt navn

Maja Lænkholm

Stilling
Specialkonsulent
Fuldt navn

Dorthe Brander Pedersen

Stilling
Chefkonsulent