Hovedbillede
Billede
ATV Årsmøde 2024 publikum
Undertekst til billede/video

Der var stor opbakning til udvikling af en dansk teknologistrategi på ATV's Årsmøde 2024.

Titel

Stor opbakning til en dansk teknologistrategi

Octo Slug
Nyhed
Dato
Intro

Med TV2 News-værten Ask Rostrup som skarp ordstyrer satte ATV's årsmøde 2024 rammerne for en sprudlende debat om betydningen af teknologisk udvikling og omstilling for Danmarks bæredygtighed, sikkerhed og økonomi.

"ATV har været lidt som oraklet i Delfi, der i flere år har sagt: Se nu at få lavet en teknologistrategi. Jeg tror, at jeres bønner er ved at blive hørt."

Sådan sagde Danmarks teknologiambassadør, Anne Marie Engtoft Meldgaard fra scenen på ATV's årsmøde i et propfyldt konferencecenter i DGI Byen i København torsdag den 23. maj.

Billede
ATV Årsmøde 2024 Anne Marie Engtoft Meldgaard 2
Teknologiambassadør Anne Marie Engtoft Meldgaard bakker stærkt op om ATV's kald på en national teknologistrategi.

"Ikke bare i Danmark, men i Europa, er man nu begyndt at diskutere strategier, hvor man ikke kun tænker teknologiske styrkepositioner lige nu, men hvor man skal have styrkepositioner om fem og ti år," understregede Anne Marie Engtoft Meldgaard. 

Fokus på globale udfordringer

Under overskriften "State of the Nation" var ATV's årsmøde dedikeret til at diskutere, hvordan Danmark skal håndtere de store samfundsudfordringer, vi, ligesom resten af verden, står overfor. 

Det handler bl.a. om at begrænse CO2-udslip, sikre kritisk infrastruktur samt ikke mindst kunne omstille sig en ny geopolitisk virkelighed og konkurrence.

Her har det længe været ATV's overbevisning, at det kræver en fokuseret indsats på teknologisk udvikling og omstilling. 

Den overbevisning deler Danmarks teknologiambassadør: "Der er behov for at fremme ansvarlig teknologiudvikling, og den skal selvfølgelig være med til at løse globale udfordringer," understregede Anne Marie Engtoft Meldgaard.

Hun har sammen med udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen netop lanceret en ny strategi for "teknologisk diplomati". Denne deler ATV's analyse af, at teknologi er en helt afgørende faktor for nationers muligheder i en ny geopolitisk virkelighed.

"AI, kvanteteknologi og avanceret bioteknologi kommer til at stå supercentralt i hele Europa. Det er helt afgørende, at Danmark forholder sig til det, og at vi begynder at tænker i "dual use" ift., at teknologierne både kan anvendes civilt og til sikkerheds- og forsvarsmæssige formål," erklærede Anne Marie Engtoft Meldgaard.

Billede
ATV Årsmøde 2024 Carsten Toft Boesen
ATV's præsiden Carsten Toft Boesen understreger vigtigheden af politisk ejerskab af en dansk teknologistrategi.

Politikerne skal sætte retning

Udenrigsministeriets strategi for "teknologisk diplomati" er imidlertid kun et mindre skridt på vejen til at få en egentlig, national teknologistrategi.

"Tech diplomacy"-strategien fokuserer på, hvordan Danmark kan udøve diplomati ift. arbejdet med kritiske teknologier i EU. Men den udstikker ikke nogen rammer for, hvad man skal fokusere på i Danmark. Og det er der, ifølge ATV's præsident, CEO i rådgivningsvirksomheden NIRAS, Carsten Toft Boesen, kritisk behov for:

"En teknologistrategi handler om prioritering, tilvalg, fravalg og frem for alt fokus over lang tid." fremhævede Boesen på årsmødet:

"Hvad enten man er virksomhed, universitet eller offentligt sektor, skal strategien bruges til at udstikke retning for Danmarks teknologiske udvikling. Jeg skal som leder af en innovativ, mindre virksomhed kunne investere i tillid til, at også andre investerer, at jeg har nogen på aftagersiden, der også er interesseret i det her, og at jeg har adgang til et netværk af dygtige mennesker inden for feltet," sagde Carsten Toft Boesen.

Han understregede på ATV's årsmøde, at det skal være en strategi, som er ejet af "Danmark og Folketinget". 

"Vi vil gerne hjælpe med at formulere en teknologistrategi, men der skal være et politisk ejerskab til den, og det skal løftes op i det ministerielle hierarki og fungere på tværs af ministerier, så det ikke f.eks. blot er noget, kun forsknings- og uddannelsesministeriet beskæftiger sig med," sagde ATV's præsident.

Billede
ATV Årsmøde 2024 Anders Eldrup
Anders Eldrup, formand for Innovationsfonden, efterspørger stærkere tværpolitisk samarbejde om at understøtte fremtidens teknologiske løsninger.

Pick the problems

Carsten Toft Boesens pointer nød stor opbakning hos såvel øvrige virksomhedsledere, universitetsledere, fondsledere med flere, der deltog på ATV's  årsmøde.

Som Anders Eldrup, formand for Innovationsfonden, der hvert år uddeler mere end 1,5 milliarder kroner i støtte til bl.a. teknologisk udvikling, sagde: "Jeg synes, at politikerne i for lille grad udstikker retning i dag. Det er derfor, jeg synes, at ATV’s pointe om, at der skal være en teknologistrategi, er rigtig."

Ifølge Anders Eldrup bør en teknologistrategi fokusere på at udpege de udfordringer, som politikerne vil have løst, og sikre rammebetingelser, som understøtter udvikling af teknologiske løsninger på udfordringerne.

"Det er en form for "pick the problem"-model. Politikerne kunne f.eks. pege på grøn omstilling, sikkerhed og den demografiske udfordring med et stigende antal ældre, som vi ved kommer til at presse vores sundheds- og plejesektor. Men det er universiteter og virksomheder nedenunder i systemet, der skal udvikle løsningerne. Politikerne skal til gengæld sørge for, at de har de bedste rammebetingelser for at gøre det," uddybede Anders Eldrup. 

Her pegede han bl.a. på, at offentlige indkøb kunne bruges til at skabe marked for nye teknologiske løsninger, samt at regulering og offentlige støtteordninger skal koordineres bedre mellem ministerierne.

"De er ikke vant til at arbejde samme. Det skal vi have løst," understregede Eldrup.

Behov for bredere teknologiforståelse

Christian Motzfeldt, formand for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, der over de kommende fire år skal igangsætte erhvervsfremmende indsatser for mere end 2 mia. kroner, er enig i behovet for bedre tværgående koordinering på tværs af offentlige ordninger.

"Det er klart, at en teknologistrategi ville hjælpe os til at arbejde i samme retning ved at sende nogle tydeligere signaler om, hvor vi skal hen," sagde Motzfeldt.

Billede
ATV Årsmøde 2024 Christian Motzfeldt
Der er et kritisk behov for bedre teknologiforståelse blandt politikere og økonomer, understreger formand for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, Christian Motzfeldt.

Han er ligesom Anne Marie Engtoft Meldgaard optimistisk over, at det tyder på, at ATV's kald på en teknologistrategi er ved at blive hørt: "Det, jeg hører på vandrørene, er, at det faktisk er noget, man begynder at tale om på Christiansborg," erklærede Christian Motzfeldt. Han advarer dog om, at det fortsat  er et stort problem, at politikere og økonomer sjældent har en basal teknologiforståelse:

"Som økonom er jeg ærgerlig over, at økonomer ikke har fået en grundlæggende forståelse for teknologi og for sammenhængen mellem teknologi og produktivitet. Der er overhovedet intet teknologi i økonomistudiet. Det, mener jeg, er en kæmpe fejl, som jeg har gjort store forsøg på at kompensere for resten af livet ."

Christian Motzfeldt påpeger alvoren i den manglende teknologiforståelse ved at understege, at det, vi står overfor, er en håndfuld meget markante teknologirevolutioner, som med al sandsynlighed vil forandre verden i betydelig udstrækning. 

"Hvordan kan man forholde sig til økonomisk politik, uden at man har en basal forståelse for, hvad det er for et teknologiregime, man står i?," spurgte Motzfeldt retorisk.

Next step: Folkelig opbakning

En opgradering af den basale teknologiforståelse bør imidlertid ikke standse ved politikere og økonomer. Hvis Danmark, som ambitionen er i ATV's projekt "Guide til et resilient Danmark",  både skal kunne konkurrere på - og selv omstille sig til - fremtidens bæredygtige teknologier, er det nødvendigt med en bred folkelig forståelse og opbakning .

"Vi skal huske, at der også er en kulturel- og en livsformdimension af teknologi. Det stiller krav til etik, demokrati og transparens," som Stefan Hermann, direktør i LIFE Fonden, erklærede i en paneldebat om kompetencer til teknologisk omstilling.

Billede
ATV Årsmøde 2024 Stefan Hermann
Stefan Hermann, direktør i LIFE Fonden i debat med (fra venstre) Claus Crone Fuglsang, koncerndirektør, Novonesis, næstformand i ATV’s guideprojekt, Helle Rootzén, direktør og founder, andhero, næstformand i ATV's digitale vismandsråd, Maja Horst, dekan, Faculty of Arts, Aarhus Universitet og yderst til højre Sune Stampe Sørensen, direktør, Patent- og Varemærkestyrelsen.

"En teknologistrategi skal række ud over science, teknologi og økonomi. Vi bliver nødt også gøre det her til et humanistisk anliggende, ellers producerer vi alt for mange teknofober," sagde Stefan Hermann og erklærede: "Natur og teknologi fylder i dag intet i folkeskolen!"

I panelet var der bred enighed om, at manglende teknologiforståelse helt fra folkeskoleniveau er en kæmpe udfordring for Danmarks teknologiske omstilling, der gør fødekæden til de uddannelser og karrierer, der rent faktisk skal føre omstillingen ud i livet, alt for smal.

Som Helle Rootzén, direktør og founder for virksomheden andhero og næstformand i ATV's digitale vismandsråd, påpegede: "Danmark er, sammen med Albanien, det eneste land i Europa, som ikke har teknologiforståelse i folkeskolen. Det er simpelthen ikke godt nok."

ATV arbejder derfor for, at teknologoforståelse bliver et obligatorisk fag i folkeskolen.

Styrk Danmarks vækstmotor

Behovet for en stærkere fødekæde af unge, der interesserer sig for teknologi i en sådan grad, at de også vælger en uddannelse og karriere inden for det teknologiske felt slår også tydeligt igennem i ATV's guideprojekts analyser af Danmarks såkaldte Science & Engineering (S&E)-virksomheder.

Billede
ATV Årsmøde 2024 S&E Survey
ATV's nye analyse af science & engineering-virksomheders betydning for Danmarks økonomi var omdrejningspunkt for debat af en dansk teknologistrategi på ATV's årsmøde.

ATV har i projektet "Guide til et resilient Danmark" defineret, kortlagt og analyseret de virksomheder, som er omdrejningspunkt for teknologisk udvikling og omstilling i Danmark. Det er virksomheder, der er forsknings- og udviklingsintensive og baserer deres forretning på et stærkt fundament af STEM-kompetencer (Science, Technology, Engineering og Mathematics).

Billede
ATV Årsmøde 2024 Charlotte Rønhof 2
Formanden for ATV's guideprojekt  Charlotte Rønhof understregede at en styrkelse af S&E virksomhederne vil være en gevinst for det danske samfund og  vores teknologiske beredskab over for diverse, globale udfordringer.

På årsmødet lancerede formanden for ATV's guideprojekt  Charlotte Rønhof, to spritnye analyser, som viser, at S&E-virksomhederne - ud over at være omdrejningspunkt for teknologisk udvikling og omstilling - er en motor for dansk økonomi med en produktivitet, der er langt højere end industrivirksomheders, og et samlet bidrag til Danmarks BNP, der svarer til de årlige offentlige udgifter til det danske sundhedsvæsen, til miljøbeskyttelse samt det historiske forsvarsforlig fra 2023 på 143 mia. kroner.

En rundspørge blandt S&E-virksomhederne viser imidlertid også, at de er stærkt udfordret af begrænset udbud af arbejdskraft med STEM-kompetencer.

Langt de fleste af de adspurgte S&E-virksomheder har haft vanskeligt ved at rekruttere ingeniører og øvrige kandidater med en længerevarende uddannelse inden for tekniske, naturvidenskabelige og sundhedsvidenskabelige fag. De ser derfor mangel på arbejdskraft som den største trussel for konkurrenceevne.

"Skulle man bare vælge to steder at sætte ind for at styrke S&E-virksomhederne, ville det altså være at forbedre mulighederne for teknologisk udvikling og omstilling samt sikre adgang til den nødvendige arbejdskraft," erklærede Charlotte Rønhof fra scenen og understregede: "En styrkelse af den her gruppe af virksomheder vil være en gevinst for det danske samfund og vores teknologiske beredskab over for globale udfordringer."

Billede
ATV Årsmøde 2024 Paneldebat S&E virksomheder
Paneldebat om S&E-virksomhedernes ønsker til en teknologistrategi. Fra venstre ses  Michael Tønnes, VP Head of Technology, Semikron Danfoss,  CEO i Siemens Danmark Bjarne Lykke Sørensen og Lars Kongsbak, CEO i biotech-virksomheden Samplix.

Missioner for teknologisk omstilling

Spørger man S&E-virksomhederne selv, peger de, som Carsten Toft Boesen, også på, at en teknologistrategi skal sætte retning, så investeringer, uddannelses- og forskningsindsats, marked med mere trækker samme vej.

Som Michael Tønnes, VP Head of Technology for S&E-virksomheden Semikron Danfoss sagde i en paneldebat om S&E virksomhedernes nødvendige, teknologiske omstilling: "For en nation som Danmark, der kun er en promille af verden, er det vigtigt, at vi har en fælles strategi for, hvor vi vil hen."

CEO i Siemens Danmark Bjarne Lykke Sørensen, fremhævede, at en teknologistrategi skal sætte Danmark i et globalt perspektiv: "Vi skal ikke kun tænke Danmark i det her. Vi skal som minimum tænke EU – og måske skal vi tænke endnu bredere." 

I ATV's guideprojekt tilstræbes disse perspektiver gennem en ambition om at gøre Danmark til et foregangsland for den omstilling til stadig mere fossilfrie, biobaserede og digitalt understøttede teknologier, som resten af verden også står overfor.

Guideprojektet vil således over fem år iværksætte 12 såkaldte Mission Labs, der konkret skal bidrage til at accelerere Danmarks teknologiske omstilling inden for givne områder.

Billede
ATV Årsmøde 2024 Ulla Röttger
 Ulla Röttger, bestyrelsesmedlem i LondonEnergy, fremlagde status fra ATV's guideprojekts første Mission Lab, der handler om CO2-fangst, lagring og udnyttelse (CCUS).

På årsmødet fremlagde Ulla Röttger, bestyrelsesmedlem i LondonEnergy, status fra projektets første Mission Lab, der handler om CO2-fangst, -lagring og -udnyttelse (CCUS), der er en helt nødvendig teknologi, verden over, for at indfri FN's klimamål.

"Der er en hel masse initiativer omkring CCUS i Danmark, men de er ikke koordinerede, og der er ingen fælles forståelse af, hvordan CCUS giver størst mulig gavn for såvel miljø, økonomi, klimamål med mere. Det har vi sat os for at gøre noget ved med et Mission Lab, hvor vi samler alle relevante aktører," fortalte Ulla Röttger.

Mission Lab'et munder ud i en "guide", der udgives senere i år, som giver overblik over danske muligheder inden for CCUS og anbefalinger til, hvordan de kan indfries.

Tilsammen vil de 12 Mission Labs, der indtil videre også omfatter missioner inden for cirkulær økonomi, sundhedsteknologi og "twin transition", være et vigtigt input til fokusområder i en dansk teknologistrategi.

Inspiration fra England

ATV vil følge op på årsmødets mange input til en dansk teknologistrategi ved at søge inspiration i blandt andet Storbritannien, der siden marts 2023 har opereret med en omfattende, tværministeriel, national teknologistrategi.

På årsmødet bidrog Dr Helen Ewles fra ATV's søsterakademi i England, Royal Academy of Engineering, med et oplæg om den britiske teknologistrategi, der fokuserer på fem, udvalgte, kritiske teknologier: AI, avanceret biotech, telekommunikation, halvledere og kvanteteknologi.

Billede
ATV Årsmøde 2024 Helen Ewles
Dr Helen Ewles fra ATV's søsterakademi i England Royal Academy of Engineering understreger behovet for, at en teknologistrategi forankres øverst oppe i det politiske hierarki og går på tværs af ministerier.

"Strategien anerkender, at strategiske fordele for Storbritannien skal sikres gennem videnskab og teknologi. Den skal bl.a. sikre, at Storbritanniens forskningsbase transformeres til at få indflydelse på kritiske og kommende teknologier,” forklarede Helen Ewles.

Hun understregede desuden, at strategien forankrer videnskab og teknologi helt i toppen af den britiske regering og på tværs af hele regeringen. 

"Sidste år fik vi et nyt ministerium, der alene fokuserer på videnskab, innovation og teknologi. Vi har længe opereret med en videnskabelig rådgiver til regeringen. Nu har vi også fået en national teknologirådgiver, ligesom vi har en national komité for videnskab og teknologi,"  uddybede Helen Ewles.

ATV planlægger i efteråret, via projektet "Guide til et resilient Danmark", en studietur til England for at få nærmere indsigt i den britiske teknologistrategi. Desuden vil studietursdelegationen besøge Bruxelles for at få indblik i EU's arbejde med kritiske teknologier. 

Læringer og erfaringer fra studieturen vil blive samlet op i en rapport og debatteret på ATV's Teknologiske Topmøde til november, ligesom det vil blive brugt i ATV's fortsatte arbejde med at inspirere til en dansk teknologistrategi.

 

 

 

 

 

 

Relaterede nyheder og artikler