Titel

Kriser giver anledning til at genoverveje brugen af genmodificerede mikroorganismer

Dato
Hovedbillede
Billede
mikroorganismer
Intro

ATV-temagruppen Teknologi for Bæredygtighed har i en længere periode haft fokus på fødevaresystemet og metoder til at gøre det mere bæredygtigt. I 2023 sætter gruppen fokus på GMO og i særdeleshed genmodificerede mikroorganismer.

ATV-gruppen Teknologi for Bæredygtighed har i en årrække kigget med stor bekymring på de mange udfordringer, som verden står overfor fx fødevaresituationen, klimaforandringerne og miljøudfordringerne. I den sammenhæng er det oplagt at spørge: bruger vi alle de forhåndenværende teknologier optimalt med henblik på at imødegå disse udfordringer, og hvis ikke, hvad er årsagen?

Teknologier til genmodificering er et oplagt sted at starte. På den ene side finder teknologien allerede bred anvendelse i både forskning og industri, på den anden side er der i befolkningerne i Danmark og Europa modstand mod at bruge teknologien direkte i forbindelse med fødevarer. Derudover har teknologien udviklet sig med stor hastighed de senere år, hvilket bl.a. har ført til, at man i Bruxelles p.t. arbejder på et forslag til en ny regulering af området.

CRISPR-Cas9 – en teknologisk revolution

De første genmodificerede fødevarer kom på markedet i 1990’erne. I de efterfølgende år brugte man de samme, relativt langsomme og upræcise metoder til at udvikle nye planter og mikroorganismer. Men for 10 år siden tog teknologien et kvantespring med introduktionen af CRISPR-Cas9, som er langt mere præcis end tidligere teknologier. Samtidig er den enklere at bruge og hurtigere, hvilket har revolutioneret designmuligheder og forkortet udviklingsprocessen.

Det store spørgsmål er nu, om CRISPR-Cas9 skal bruges til at imødegå de kriser, der allerede er under udvikling indenfor klima, biodiversitet og fødevarer. Eller om den hidtidige GMO-skepsis også vil præge holdningerne til de nye teknologier. Ligesom det endnu er uvist, hvilket afledte konsekvenser, der kan være af, at CRISPR-Cas9 vil kunne anvendes af flere og flere mindre organisationer, da teknologien ikke kræver de samme ressourcer, som ældre genmodificerings (GM)-teknikker.

EU arbejder på sagen

I Bruxelles er der en bevægelse i gang. Den er inspireret af en rapport, som gennemgik den eksisterende GMO-lovgivning og -regulering i Europa, og som konkluderede, at lovgivningen ikke er ’fit for purpose’.

EU-kommissionen arbejder derfor på et forslag, der lægger op til en mere lempelig lovgivning i forhold til genmodificering af planter til brug i fødevarer. Det forventes, at det nye forslag argumenterer for, at lovgivningen skal forholde sig til slutproduktet (dvs. hvilke egenskaber den modificerede plante har) i stedet for processen (dvs. hvilken metode eller teknologi der bruges til at manipulere planten), som det i dag er tilfældet. Dermed sidestilles brugen af CRISPR-teknologi i nogen udstrækning med brugen af traditionelle forædlingsmetoder.

EU’s incitament for at foretage denne ændring af lovgivningen handler om konkurrencedygtighed i forhold til de mindre restriktive markeder i USA og Asien. Men også om at give CRISPR-teknologier mulighed for at understøtte kommissionens ambitiøse klima- og bæredygtighedsmål.

Er der skepsis i befolkningen?

Genteknologier har altid været et kontroversielt emne i den europæiske befolkning. Lige siden de første genmodificerede produkter blev introduceret, har debatten raset både i Danmark og EU. Teknologien blev også mødt med skepsis fra miljøorganisationerne. Usikkerheden var affødt af en bekymring om, hvorvidt GMO-fødevarer var sundhedsskadelige eller ville medføre uoprettelig skade på miljø og økosystemer.

Det er imidlertid værd at bemærke, at den europæiske befolkning i vid udstrækning accepterer den udbredte brug af genmodificerede mikroorganismer til produktion af medicin samt enzymer og ingredienser i industrien. 

Det ser dog ikke ud til at en bredere anvendelse af GM-teknikker på mikroorganismer vil blive inkluderet i det forslag, som kommissionen arbejder på. Set fra et dansk perspektiv er det bemærkelsesværdigt. Dels har Danmark markante industriinteresser (bl.a. medicinal- og biotekindustrien) indenfor dette område, dels kan genmodificerede mikroorganismer måske bidrage til omlægningen mod et mindre arealintensivt og mere bæredygtigt landbrug.

ATV sætter GMO til debat

EU’s interesse for GMO er en god anledning for ATV til at diskutere emnet. Fx er det ikke ordentligt undersøgt, hvordan den europæiske befolkning stiller sig til brugen af genmodificerede mikroorganismer i fødevareproduktion, endsige om de ovenfor nævnte kriser har haft indflydelse på holdningerne, som vi fx har set med atomkraft.

I Danmark har vi både internationalt førende forskere og virksomheder indenfor feltet. Derfor bør vi igangsætte en kortlægning af potentialerne forbundet med genmodificerede mikroorganismer, herunder kortlægge, hvordan befolkningen egentlig forholder sig til emnet.

I efteråret holdt ATV-temagruppen Teknologi for Bæredygtighed en Tech Talk om GMO: ”Oprindelig var det for at sætte fokus på én af de kontroversielle teknologier, som lovgiverne indtil videre har dømt ude i forhold til at blive mere bæredygtige. Diskussionerne var så inspirerende, at vi besluttede at udarbejde et positionspapir, hvor vi fokuserer specifikt på GM-teknikker til mikroorganismer. Dels er det et område, hvor dansk forskning og industri står utrolig stærkt, dels er det et område, hvor EU-kommissionen har igangsat en undersøgelse af potentialer og risici,” siger formand for ATV-gruppen Teknologi for Bæredygtighed, Ulla Röttger, og fortsætter:

”Den udredning, som kommissionen har bestilt, skal være færdig til næste sommer, så med en god proces i det kommende år kan vi gå i dialog med resultaterne fra EU og løfte debatten herhjemme. Jeg synes det er vigtigt, at ATV griber den chance. Der er mulighed for at gøre noget godt både for planeten og den danske konkurrencekraft, som vores positionspapir også påpeger. Det kræver selvfølgelig, at det kan påvises, at de nye muligheder indenfor genmodificerede mikroorganismer ikke medfører uacceptable sundheds- og miljørisici.”

Anbefalinger til ATV fra gruppen

Specifikt foreslår gruppen, at ATV sætter sig spidsen for følgende indsatser:

  • En udredning af potentialer, effekt og risici ved anvendelse af genmodificerede mikroorganismer i fødevareproduktion og i landbruget fx til erstatning eller supplement af kunstgødning bl.a. med inspiration fra andre lande, fx USA og andre lande i EU, herunder disse landes forskning i potentialer, effekt og risici
  • En kortlægning af den danske befolknings holdning til genmodificerede mikroorganismer henholdsvis i fødevareproduktion og til erstatning af kunstgødning
  • En oversigt over eksisterende forsknings- og udviklingsaktiviteter på danske universiteter og i virksomheder inden for genmodificering af mikroorganismer med henblik på at belyse potentialer og identificere eventuelle mangler og yderligere samarbejdsmuligheder
  • En opsamling på det igangværende lovgivningsarbejde i EU og inddragelse af relevante interessenter i Danmark med henblik på at definere en fælles dansk position og mulig rollefordeling.

ATV har ikke på forhånd taget stilling hverken til potentialer, risici, lovgivning eller argumenter for eller imod en udvidet brug af genmodificerede mikroorganismer. Det er ATV’s position, at vi i Danmark bør tage en omfattende debat om emnet og gøre dette på baggrund af velbelyste, konkrete eksempler og cases med fokus på produkternes nytteværdi og ikke (kun) på teknologierne.

Debat på Folkemødet

ATV er involveret i to debatter om GMO på Folkemødet på Bornholm:

Mere information

ATV’s nye positionspapir om genmodificerede mikroorganismer kan downloades her. Har du spørgsmål til emnet eller aktiviteterne, er du velkommen til at kontakte Martin Bech.

Mere viden

I 2022 kiggede ATV-temagruppen Teknologi for bæredygtighed på bedre anvendelse af sidestrømme og har også engageret sig aktivt i ATV’s samarbejde med echo network i Indien, hvor bæredygtigt landbrug er et af fokusområderne.

 

Kontakt-overskrift
Kontaktperson
Kontakt
Fuldt navn

Martin Bech, PhD

Stilling
Senior Advisor

Relaterede nyheder og artikler