Titel

Mød Brian Skov Lykke Rasmussen

Dato
Forfatter(e)
Nordisk CTO og Technical Sales Executive Brian Skov Lykke Rasmussen, IBM er nyt medlem af ATV's Digitale vismænd. ATV har stillet ham 6 skarpe spørgsmål.
Billede

Hvorfor beskæftiger du dig med digitalisering? Hvad brænder du for?
Gennem mere end 20 år har jeg arbejdet med innovativ anvendelse af teknologi på tværs af stort set alle brancher og industrier. Jeg bliver til stadighed fascineret af de muligheder, som teknologien giver os både i forretningsmæssigt og samfundsmæssigt øjemed. Jeg får energi af at knuse komplekse problemstillinger, og jeg bliver spontant glad, når jeg ser de rette mennesker finde sammen omkring de rette teknologier, og skaber en positiv forandring for omverdenen.

Jeg brænder for at skabe øget produktivitet, mere tryghed og bedre miljø, og jeg er helt overbevist om, at den korteste vej hertil er ved at skabe synergi mellem smarte mennesker og smart teknologi.

Un-biased AI (fordomsfri kunstig intelligens), digital dannelse og den fremtidsparate arbejdsstyrke, er nogle af de emner, der optager mig mest for tiden.

Hvis du var statsminister, hvad ville være det første, du ville iværksætte med fokus på digitalisering?
Mit første statsministerprogram vil gå under overskriften: ”Den fremtidsparate arbejdsstyrke”.

Jeg tror ikke på at IT, AI, Digitalisering (kært barn har mange navne) kommer til at medføre større arbejdsløshed i Danmark. Der bliver ikke færre arbejdspladser i Danmark som følge af digitalisering, blot andre typer af jobs, som kræver nogle lidt andre kompetencer, end dem vi har flest af i dag.

Jeg tror på Evolution i arbejdsmarkedet gennem digitalisering. Ikke revolution! Designere kan blive blandt de dygtigste UX’ere. Statistikere og matematikere kan blive de dygtigste Data Scientists, Machine Learning og Deep Learning-eksperter. Der er stort sammenfald mellem kompetencerne hos en elektronikmekaniker og en dygtig programmør. Det handler om at skabe relevante ‘efteruddannelser’, så vi kan få en omskoling af de mange fantastiske mennesker, der stadig har mindst 10-15 gode arbejdsår tilbage, inden de skal på pension.

Jeg ville først og fremmest etablere Triple Helix Innovationshubs i alle landets regioner, hvor myndigheder, virksomheder og vidensinstitutioner kan samarbejde om at løse konkrete, aktuelle udfordringer i samfundet. Jeg ville inddrage de borgere, som har behov for omskoling/efteruddannelse som resurser i projekterne, så vi på én og samme tid får løftet digitaliseringsniveauet og kompetenceniveauet i Danmark.

Jeg tænker, at hvert ministerium skal have ansvaret for sin egen Triple Helix hub, idet vores organiserer vores regering efter de områder, som har størst politisk bevågenhed og samfundsmæssig relevans.

Projektet finansieres af lavere omkostninger til de nuværende arbejdsløsheds- og omskolingsprogrammer, øget produktivitet i de offentlige servicefag (kommunal administration, sundhedsvæsenet m.v.) samt lavere arbejdsløshed. Derudover tror jeg på, at projektet vil anspore til mere iværksætteri inden for digitalisering i Danmark, og vi vil få positiv opmærksomhed fra EU.

Vores største aktiv som nation er vores danske kultur, vores sunde værdier og vores høje uddannelsesniveau; På god Jydsk: vores ’Human Capital’. I takt med den øgede digitalisering, så ændres også kompetencebehovet i arbejdsmarkedet.

Vi skal sikre os, at Danmark til stadighed ligger i front som digital nation, så vi fortsat kan berige verden med vores innovative tænkning, vores kreative design og vores anskuelser omkring medmenneskelighed og etik.

Danmark har ikke mange råstoffer at gøre godt med, og vi er ikke og skal ikke være konkurrencedygtige på rutineprægede arbejdsopgaver. Derfor må vi gå all-in på innovation, udvikling, automatisering og viden tunge fagområder.

Det kræver indsatser på rigtig mange områder, at skabe den fremtidsparate arbejdsstyrke. Der skal investeres tungt i forskning og uddannelse.

Vi skal på verdenskortet som et innovationssamfund, som de globale kapitalfonde vil kæmpe om at putte penge i.

Vi skal have et immigrationssystem, som gør det attraktivt for de skarpeste hjerner at søge til Danmark som arbejdsplads.

Vi skal have et skattesystem, som sikrer, at både de skarpeste hoveder, og de mest succesfulde iværksættere vælger Danmark som hjemstavn – også på længere sigt.

Ved at starte med Triple Helix Hubs, så kommer vi i gang med rejsen på en måde, som skaber umiddelbar værdi for samfundet – gennem evolution, snarere en revolution.

Hvilken trend ser du i samfundet, som der skal følges op på?
Jeg ser tendens til, at den danske befolkning er meget bekymret for digitalisering. Folk er bekymrede for, om digitalisering kommer til at erstatte arbejdspladser og fjerne medmenneskeligheden i samfundet.

Den bekymring er vi nødt til at tage alvorligt. Vi er nødt til at have oplysningsprogrammer inden for ’Digital dannelse’ – ikke blot til de helt unge, men også til de ældre. Vi skal sætte fokus på Un-biased AI, så vi ikke får lavet fordomsfulde algoritmer, når vi automatiserer og digitaliserer vores processer og services, og vi skal i langt højere grad benytte teknologien til at løse vores miljøudfordringer – øge energieffektivitet, løse affalds- og genbrugsproblemer m.v.

Hvad bliver det vigtigste tema, gerne med fokus på digitalisering, i den kommende valgkamp?
J
eg tror, at det tema, der kommer til at fylde mest i debatten, er Cyber Security. Ikke fordi det nødvendigvis er det vigtigste tema, eller dér hvor vi kan gøre den største forskel, men fordi det spiller på folkets frygt, og derfor er det oplagt at tiltrække sig politisk opmærksomhed omkring.

Cyber Security er absolut også et vigtigt område, men det er også et område, som kun en ganske beskeden del af befolkningen kan forstå og forholde sig til og derfor også vælge regering ud fra.

Jeg kunne ønske mig, at der kom mere nærværende emner ind i debatten – f.eks. persondatabeskyttelse, digital dannelse og ja, fremtidens arbejdsstyrke.

Hvad vil du bidrage med i ATV’s Digitale vismænd?
Styrken i de Digitale vismænd ligger i mangfoldigheden. Vi er repræsentanter fra forskningsmiljøet, uddannelsesmiljøet, embedsværket og de private erhvervsliv. Vi har god spredning på alder og køn, og vi kommer fra stort set alle danske regioner.

I mit professionelle virke er jeg leder for en ganske betydelig teknisk arbejdsstyrke, hvor jeg på mikro-niveau slås med mange af de samme problemstillinger, som vores samfund slås med på makro-niveau. Derudover investerer IBM hvert år milliarder af dollars i udvikling og forskning inden for teknologi og digitalisering. Læring og indsigt fra mit professionelle virke kan jeg anvende direkte i rollen hos ATV.

I mit private liv er jeg far til to børn på hhv. 8 og 9 år, som i den grad vokser op i en digital verden. De uddannelsesmæssige, dannelsesmæssige samt etiske, følelsesmæssige og sikkerhedsmæssige problemstillinger, der følger med digitaliseringen, har jeg derfor tæt inde på kroppen.

Kontakt-overskrift
Kontaktperson
Kontakt
Fuldt navn

Maja Lænkholm

Stilling
Specialkonsulent