Engineering Diplomacy
I 2024 belyser ATV, hvordan de geopolitiske spændinger påvirker mulighederne for internationalt forsknings- og teknologisamarbejde på universiteterne og blandt danske teknologiudviklende virksomheder. Vi ønsker at bruge denne viden dels til, i en dansk kontekst, at kommunikere konsekvenserne af de geopolitiske spændinger, dels til at sætte Science og Engineering Diplomacy på agendaen i Danmark og i Europa.
Om projektet
Teknologi og videnskab er blevet politiseret og internationalt forsknings- og teknologisamarbejde bliver i stigende grad underlagt restriktioner og guidelines. For danske virksomheder med forsknings- og udviklingsaktiviteter samt produktion i lande som Kina og Rusland skaber restriktionerne vanskeligheder og stiller nye krav til deres evne til at drive forretningen og innovere på tværs af grænser. Ligeledes har danske universiteter og forskere i nogen udstrækning reduceret samarbejdet med partnere i disse regioner. Det har både kort- og langsigtede konsekvenser for Danmarks position i den internationale forsknings- og innovationsarena og potentielt for vores evne til at konkurrere på det globale marked. Men det er den virkelighed, som danske universiteter og virksomheder skal navigere i.