Titel

Varmelagring: Danmark kan gå i spidsen

Octo Slug
Nyhed
Dato
Intro

ATV har netop holdt sit fjerde gå-hjem møde om energilagring – denne gang om varmelagring. Energiforsyning er et af de væsentligste politiske spørgsmål, og ATV ønsker at bidrage med fagligt baserede input. Regeringen og Folketinget har en langsigtet målsætning om, at hele energiforsyningen – el, varme, industri og transport - i Danmark skal dækkes af vedvarende energi i 2050.

Andelen af vedvarende energi i elnettet stiger. El fra vind og sol udgør dog fortsat mindre end 10 procent af vores energiforbrug. Energilagring er en væsentlig, men politisk overset del af løsningen. Med stigende mængder fluktuerende, vedvarende energi i el-systemet vil det blive stærkt udfordret og risikere at blive ustabilt, hvilket truer forsyningssikkerheden.

Energilagring og energikonvertering med optimal anvendelse af vedvarende el-energi fra vind og sol, koblet med anvendelse af biomasse til bl.a. transportsektoren og med udnyttelse af varme, kan løse energiudfordringerne.

Kan lære af vindmølle-casen

Danmark har mulighed for at sætte sig i spidsen for forskning, udvikling og demonstration af nye og mere effektive teknologier til energilagring og energikonvertering. Vindmøller var ikke en god økonomisk forretning i starten. Det samme gælder for energilagring. Der er endnu ikke et marked for lagret strøm, men vi kan lære af vindmølleindustriens historie.

Fire eksperter gjorde mødedeltagerne klogere på forskellige former for varmelagring:

  • Thermochemical storage. Senior Researcher Didier Blanchard, DTU Energy
  • Langtidsvarmelagring baseret på salthydrater. Lektor Simon Furbo, DTU Byg
  • Høj temperatur termisk lagring i sten. Projektleder Eva Sass Lauritsen, SEAS-NVE
  • Store effektive varmelagre og det virtuelle el-lager. Markedschef Anders Dyrlund, Rambøll Energi

Efter oplæggene drøftede deltagerne muligheder og udfordringer. Der var enighed om, at man er nødt til at arbejde med flere forskellige oplagringsformer, blandt andet fordi forskellige brancher har brug for forskellige løsninger. Der synes også at være brug for kombinationer af metoder og kobling med konvertering. Videre var der enighed om, at samarbejde på tværs af universiteter og erhvervsliv er ønskeligt.

ATV’s arbejdsgruppe vil på sit næste møde tage stilling til, hvordan der skal følges op på varmelagringsmødet. Det kan være i form af invitation af en mindre gruppe af interessenter.

Næste gå-hjem møde forventes at blive om syntetiske brændsler.


 

Kontakt
Fuldt navn

Dorthe Brander Pedersen

Stilling
Chefkonsulent

Relaterede nyheder og artikler