Hovedbillede
Billede
Søren Hvilshøj
Titel

Industriens vandforbrug på verdens førende vandkongres

Octo Slug
Nyhed
Dato
Intro

I et samarbejde mellem Rambøll, NIRAS, DI Vand og ATV blev der afholdt et dags-langt forum, Industrial Water Users Forum, ved verdens førende vandkongres IWA. På dagen blev der sat fokus på de muligheder, løsninger og udfordringer, man fin-der i industriens vandforbrug.

For fire år siden var Søren Hvilshøj, Global Division Director for Water Resources i Rambøll, i Tokyo til International Water Association’s (IWA) kongres, verdens førende kongres inden for vandsektoren. Ved samme lejlighed besøgte han en af Rambølls globale industrikunder. Selvom deres hovedkontor lå lige nede ad vejen fra kongressen, havde de til Søren Hvilshøjs store overraskelse aldrig hørt om IWA. Selvom deres vandforbrug var enormt.

Dengang var der ikke stort fokus på industriens forbrug af vand på konferencen. Kun nogle mindre indlæg. Søren Hvilshøj indledte derfor et samarbejde med NIRAS, DI Vand og ATV og fik etableret Industriel Water Users Forum, et forum dedikeret til de udfordringer, som industrien står over for med deres vandforbrug. For industrien bruger rigtig meget vand: 20 % af det samlede forbrug. Uden at medregne landbrug.

”Jeg synes, at der manglede fokus på de 20 %, som industrien står for. Jeg ville gerne være med til at skabe et forum til IWA-kongressen, hvor virksomheder der håndterer store mængder af vand kan finde relevant vidensdeling og netværk”, siger Søren Hvilshøj.

Sammen med NIRAS og DI Vand var ATV med som partner. Det har ifølge Søren Hvilshøj været med til at styrke troværdigheden og gjort det muligt at nå målet om at få nogle af de store virksomheder i tale:

”At have ATV med som partner betød, at det var meget nemmere at nå igennem til IWA. En uafhængig organisation som ATV, der ikke har kommercielle interesser, legitimerede projektet og åbnede døre i forhold til de virksomheder, vi gerne så bidrog til forummet.”

Industriel Water Users Forum har netop været afholdt ved IWA’s kongres i København og var en stor succes. Det var især erfaringsudveksling og den gensidige inspiration, der havde værdi for de virksomheder, der deltog. Et af målene var at vise, at det er muligt som stor virksomhed at reducere sit vandforbrug og dermed også høste fordele. Et andet mål for forummet var at være med til at sætte vandforbrug på agendaen og at inspirere store virksomheder til at være foregangsbilleder.

Vand er en overset del af bæredygtighed

At vand er et parameter i bæredygtighed, har ATV sat på dagsordenen med ”En baseline for fremtidens bæredygtige produktion”. Foruden affald, ressourcer, CO2 og energi sætter rapporten tal på vandforbruget for danske virksomheder og skaber på den måde et målbart udgangspunkt for forbedring.

Men hvor baselinen er målrettet SMV’er, har Industrial Water Users Forum fokus på de helt store spillere. Store virksomheder som Nestlé, der deltog på vandkongressen, har vandforbrug højt på agendaen. Men for industrivirksomheder kan der være flere udfordringer forbundet med vand i takt med, at der er kommet større fokus på bæredygtighedsspørgsmålet.

”Hvis man sparer på vand, sparer man på CO2. Fordi bare det at købe vand kræver rensning og oppumpning. Men det er ikke kun CO2, der tæller med i bæredygtighed. Der er andre elementer i en bæredygtig produktion. Når man bliver udfordret på vand, hænger det også sammen med f.eks. beskyttelse af det område, som virksomheden påvirker ved sit vandforbrug. Et intelligent vandforbrug kan også føre til energibesparelser. Når man udleder varmt vand, kan man også genbruge varmen,” uddyber Søren Hvilshøj.

Der er mange forskellige faktorer forbundet med håndtering af vand, og mange virksomheder prioriterer, hvor de lægger deres indsats, fortæller Søren Hvilshøj. Det skyldes bl.a., at udfordringer kan se meget forskellige ud, alt efter hvor man bor på kloden.

Der er f.eks. grænser for, hvor meget man kan pumpe op. Hvis man sænker grundvandsspejlet, får man sætningsskader, som kan ikke reetableres. Og hvis man kun bruger overfladevand, ødelægger man biodiversiteten. Derfor er en bæredygtighedstankegang vigtig at have med, når man håndterer vand som ressource, fortæller Søren Hvilshøj:

”Rigtig store dele af verden mangler vand. Det er selvfølgelig ikke alle steder, men vand er en knap ressource. Og man kan ikke bare flytte rundt på den. Man har voldsomme miljøkatastrofer ved afsætning, ved at pumpe det op, og hvis man forurener. Den diskussion har vi også haft i Danmark, hvor vi mærker problemer med koncentrerede industrier, og hvordan det påvirker lokalmiljøet.”

Derfor var et af fokusområderne på forummet at få de store virksomheder i tale om det uforløste potentiale i at spare på vandet.

”Vand er en lokal ressource. Det er dyrt og svært at transportere. Man vil ikke pumpe det langt, for det kræver meget energi. Rigtig meget af energiforbruget i verden er pumper. Det koster penge, så hvis man kan tænke så lokalt som muligt, så gør man det.”

Water Stewardship betyder, at virksomhederne går forrest

Derfor er de store virksomheder i gang med at tale om ”Water Stewardship”. Water Stewardship er et begreb, som dækker ansvarligt forbrug af vand, både på det sociale, miljømæssige og økonomiske plan. Sustainable Development Goal 6: “Ensure availability and sustainable management of water and sanitation for all” indeholder nogle af de samme dele som begrebet.

”Det handler om at have tankegangen, at ”vi går lidt foran. Vi gør det her ikke bare for virksomheden, men for en større sammenhæng”. Det er Water Stewardship, hvor man går i front og lægger investeringerne og kræfterne, og noget kommer så andre til gode. Også ud fra synet om, at det er en begrænset ressource, som alle skal kunne bruge,” forklarer Søren Hvilshøj.

Hvor der for mindre virksomheder ikke er offentlige krav, laver mange af de store virksomheder vandregnskaber. Et eksempel er Carlsbergs Zero Water-politik, som Søren Hvilshøj fremhæver som et eksempel på Water Stewardship.

”I de store multinationale virksomheder er der generel bevidsthed om Water Stewardship, hvor man gør det uanset, hvor man er, uafhængigt af myndighedskrav, for at ingen skal kunne sætte en finger på én.”

Et punkt på dagsordenen for Industrial Water Users Forum var netop at se på SDG’erne. Ikke kun SDG 6, men hvordan vandhåndtering påvirker mange forskellige aspekter af bæredygtighed.

”Vandhåndtering handler også om biodiversitet. Nestlé har også fokus på fattigdomsbekæmpelse, i hvert fald på ikke at forværre vilkårene. Hvis man bruger meget vand, kunne man så eksempelvis tage noget fra floden og rense det som en del af sine processer. Og så sørge for, at der er vand i jorden, så man kan pumpe det op,” siger Søren Hvilshøj.

Nye krav møder virksomheder

Vand har tidligere været, og er stadig, billigt, forstået på den måde, at prisen er subsidieret og reguleret mange steder. Som Søren Hvilshøj udtrykker det: ”Vand koster ikke det, vand koster”.

Nu ser man katastrofer i verden, hvor man mangler vand, fordi der har været et overforbrug. Søren Hvilshøj mærker det i sit arbejde, når virksomheders ønske til lokation ikke kan opfyldes, fordi det vand, de skal bruge, ikke er der.

”Tidligere har man tænkt, at ”der altid er vand i hanen.” Men det er der bare ikke mere. Så virksomhederne bliver mere udfordrede på, at der er krav til, hvor meget vand der er til rådighed til dem,” siger Søren Hvilshøj.

Det fører til diskussioner om, hvor man skal lægge de vandintensive produktioner. Blandt andet kan diskussionen om landbrug i Californien nævnes. Det er et område med udbredt tørke, der dyrker mange vandintensive afgrøder som f.eks. mandler.

På forummet kunne man også godt mærke, at der blev tænkt over det hos virksomhederne, selvom det ikke var så højt på den daglige agenda. De nye EU-taksonomier har for eksempel været med til at øge interessen for området:

”Man kan se, at kravene stiger. Lige pludselig kan man ikke låne penge, hvis man ikke er vandbesparende. Mange steder kommer det til at presse gevaldigt, fordi der er krav til finansiering. Det er typisk myndighedskrav, der driver en del af det.”

Danmark er eksperter i vand

ATV har tidligere udgivet en rapport, hvor det fremgik, at Danmark ikke har særlig høj patentaktivitet på vandområdet. Det kunne friste én til at tro, at vand ikke er en dansk styrkeposition. Men den konklusion genkender Søren Hvilshøj ikke i sit virke. Danmark har meget viden og mange stærke rådgivere og udstyrsleverandører på området, fortæller han:

”Vi er sammen med Holland de stærkeste i verden på mange af områderne omkring vand. Der er forskelle på, hvor du kigger hen. Afsætning er ikke vores styrke, men på spildevand og ressourcestyring er vi i toppen”.

Så implementeringen af Water Stewardship er ikke kun godt for miljøet, men også en mulighed for dansk erhvervsliv. De rensningsanlæg, der skal bygges for at leve op til udviklingsmål og udvidelse af forretning, kan danske virksomheder som Grundfos, Rambøll, AVK, NIRAS og COWI levere til:

”Mange ser det sådan, at vi kan gå ud og slå de andre. Vi ligger i top, når vi går ud med vandløsninger. Udfordringen ligger i, at det er et traditionelt marked, både offentligt og privat. Det er dyrt i investeringer og infrastruktur, og det gør man ikke bare lige. Men der er helt klart eksportpotentiale.”

Det var derfor heller ikke tilfældigt, at IWA blev afholdt i Danmark i år, fortæller Søren Hvilshøj og fortsætter:

”Vi ligger højt på vanddagsordenen globalt set. Vi er i top på mange fronter. Vi tænker meget sektorkobling og er bedre til at tænke vand og energi sammen. Når man sparer på det ene, sparer man på det andet”.

Relaterede nyheder og artikler