Forrygende folkemøde
![Folkemøde 2015 naturfag - tilhørerpladserne fyldt godt op](/files/styles/fullscreen_01/public/media/image/Folkemoede_2015_naturfag.jpg?h=f7d9296c&itok=nsp4Mzu1)
Årets Folkemøde på Bornholm blev en stor publikumssucces, selv om mange politikere havde meldt afbud på grund af valget. ATV oplevede også stor interesse for de to debatter, som Akademiet arrangerede i IDA’s og DTU’s fælles telt.
Naturfag i skudlinjen
![Folkemøde 2015: paneldebat om naturfag](/files/styles/common_02/public/media/image/Folkemoede_2015_panel_naturfag.jpg?itok=P7MPdA9d)
Om torsdagen var tilhørerpladserne fyldt, da ATV satte den kommende gymnasiereform til debat. Spørgsmålet lød ”Hvordan får vi styrket naturfagene?”, og det var der mange skarpe meninger om i det otte personer store panel – og hos publikum, som moderator Martin Vigild fik fyret godt op under.
![Folkemøde 2015 naturfagdebat: mange spørgsmål fra tilhørerne om naturfag i fremtidens gymnasium](/files/styles/common_02/public/media/image/Folkemoede_2015_naturfag_debat.jpg?itok=juIB5xPa)
![Folkemødet 2015: ATV-direktør Lia Leffland argumenterede for en styrkelse af naturfagene i gymnasiet](/files/styles/common_02/public/media/image/Folkemoede_2015_Lia.jpg?itok=KWSHl9ks)
At naturfagene skal styrkes i gymnasiet, var alle enige om, men der var ikke enighed om hvordan. Dog nåede de fleste i panelet efterhånden frem til en fælles forståelse af temaerne:
Engineering – altså de kreative, undersøgende og skabende aspekter af naturvidenskaberne – skal styrkes. Der skal være færre studieretninger, og de skal lede frem til optag på de videregående uddannelser uden suppleringskurser. Den planlagte beskæring af timer i de naturvidenskabelige fag på højt niveau bør droppes. Og så skal faget fysik styrkes i de naturvidenskabelige retninger, der bygger på kemi og biologi.
Udkantsdanmark unplugged
Fredag var det ATV’s Digitale Vismandsråd, der stod for debatten ”Digitalisering: Hvordan kan udkantsdanmark komme online?”
![Folkemøde 2015 med fokus på emnet digitalisering:Hvordan kan udkantsdanmark komme online?](/files/styles/common_02/public/media/image/Folkemoede_2015_panel_digitalisering.jpg?itok=yr_LuZ2k)
Det spørgsmål er der mange meninger om, og der var igen masser af tilhørere og livlig diskussion. Udgangspunktet for debatten er den kendsgerning, at store dele af Danmark – især i landdistrikterne – risikerer at blive koblet af den teknologiske udvikling, fordi der ikke er adgang til bredbånd, og fordi mobildækningen er dårlig.
![Folkemøde 2015: stor interesse blandt presse og publikum for debat om udkantsdanmark og digitalisering](/files/styles/common_02/public/media/image/Folkemoede_2015_digitalisering_publikum.jpg?itok=mQIB74Ra)
Det giver allerede problemer for borgere og virksomheder, der skal kommunikere med det offentlige – hvilket allerede nu skal foregå digitalt – og i fremtiden kan det få en ødelæggende effekt på erhvervsmulighederne uden for de store byer.
![Folkemøde 2015: Formanden for ATV's Digitale Vismandsråd Ole Lehrmann Madsen i diskussion med direktøren for DI ITEK Adam Lebech](/files/styles/common_02/public/media/image/Folkemoede_2015_Ole_Lehrmann_Madsen_Adam_Lebech.jpg?itok=M7jcPlGw)
Paneldeltagerne var enige om problemstillingen, men ikke om løsningen: Det ene hovedsynspunkt – som deles af ATV’s Digitale Vismandsråd – er, at det offentlige må gå foran og sikre digital dækning og mobildækning i de områder, som ikke bliver dækket af kommercielle virksomheder. Det andet hovedsynspunkt er, at private firmaer vil løse problemet over tid, efterhånden som der er forretningsgrundlag og teknologiske muligheder for at udrulle også i landdistrikterne.
Pointer til fremtidige projekter
De to debatter var med til at synliggøre nogle væsentlige temaer, og ATV kom med arrangementerne i dialog med nye grupper af mennesker – og fik hørt deres input. Hovedpointerne fra debatterne – ikke mindst de indspil, der kom fra publikum – vil indgå i Akademiets videre arbejde.