Ny bevilling til ATV's arbejde med echo network i Indien
Sammen med echo network i Indien har ATV etableret en dansk-indisk platform, der bidrager til at løse globale udfordringer inden for grøn omstilling og samler flere af de danske universiteter i samarbejdet med Indien. Projektet støttes af Novo Nordisk Fonden.
Akademiet for de Tekniske Videnskaber (ATV) er internationale hub for echo network, som er et globalt initiativ med hovedsæde i Bangalore, Indien. Målet for echo network er at udvikle og teste en model, der sikrer bedre integration af forskningsbaseret viden og løsninger med henblik på at fremme bæredygtig udvikling i vækstøkonomier. Netværket samarbejder blandt andet med landbruget, NGO'er, embedsmænd og iværksættere om udviklingen af forskningsprojekter, afprøvning af nye teknologier og implementering af nye arbejdsmetoder i samarbejde med lokalmiljøerne. Projekterne får nu tilknyttet en række ph.d.-studerende, som både bidrager med ny viden om klimaresiliens og bæredygtig udvikling, og samtidig bliver trænet i at samarbejde direkte med nøgleaktører i udsatte lokalmiljøer.
De tilknyttede ph.d.-studerende vil have forskningsophold på danske universiteter, og ATV vil arbejde med de studerende, mens de er i Danmark, for at engagere danske universiteter og virksomheder i samarbejdet mhp. at styrke det dansk-indiske grønne strategiske partnerskab med nye forskningssamarbejder og en uddannelseskomponent, der fokuserer på bæredygtige klimaløsninger og grønne teknologier. I de sidste to år har fokusområderne været centreret omkring fire temaer: sundhed, regenerativt landbrug, værdisætning af økosystemer og den cirkulære bioøkonomi.
”Vi har samarbejdet med echo network i Indien siden 2021 og er glade for, at projektet nu går ind i næste fase, hvor platformen får tilført forskningsprojekter indenfor regenerativt landbrug, sundhed og biosolutions. For ATV er det vigtigt, at de danske universiteter arbejder sammen med et strategisk fokus i forhold til et land så stort som Indien. Den nye finansiering fra NNF understøtter denne ambition, og vi vil fortsat arbejde med interessenter i Danmark og Indien for at sikre, at yderligere midler bliver allokeret til at styrke forsknings- og uddannelsesdimensionen af det dansk-indiske grønne strategiske partnerskab," siger Lia Leffland, akademidirektør, ATV.
Foto: Fra annonceringen af bevillingen i forbindelse med uddannelses- og forskningsminister Christina Egelunds besøg i Indien tidligere på året. Fra venstre til højre: Freddy Svane (Danmarks ambassadør i Indien, Shannon Olsson (Global Director, echo network), Søren Gade (Folketingets formand), Christina Egelund (uddannelses- og forskningsminister) og Jakob Ørberg (Senior Consultant, Novo Nordisk Fonden).