Titel

Ny ATV-rapport: Sådan skaber vi fremtidens industrigiganter

Dato
Hovedbillede
Billede
Martin Skov Skjøth-Rasmussen
Undertekst til billede/video
Martin Skov Skjøth-Rasmussen fremlagde hovedanbefalingerne fra rapporten ved lanceringskonferencen i Industriens Hus.
Intro

De mellemstore virksomheder skal investere i teknologiudvikling, ansætte højtuddannede medarbejdere og satse på de fjerne eksportmarkeder for at opnå vækst, viser ny ATV-rapport.

Hvordan skaber vi fremtidens industrigiganter ud fra vækstlaget af mellemstore virksomheder? Det spørgsmål besvares i en ny rapport fra ATV. Rapporten tager udgangspunkt i, at kun få af Danmarks mange små og mellemstore virksomheder har formået at vokse sig store i de seneste 20 år.

”De store virksomheder er lokomotiverne i økonomien. De udgør kun 0,04 % af det samlede antal virksomheder, men beskæftiger hver femte ansatte i den private sektor. Dertil kommer mange arbejdspladser hos underleverandørerne. Derfor er det vigtigt, at der bliver skabt flere store virksomheder i Danmark,” forklarer Martin Skov Skjøth-Rasmussen, der er Vice President i Haldor Topsøe A/S og formand for den ATV-arbejdsgruppe, som har udarbejdet rapporten Fremtidens giganter.

”Problemstillingen er kendt fra andre undersøgelser. I vores rapport har vi gennem en kombination af kvalitative interviews og en kvantitativ undersøgelse belyst, hvad løsningerne er,” siger Martin Skov Skjøth-Rasmussen.

Ledelsen er omdrejningspunktet

ATV-rapporten fokuserer på, hvad der kendetegner vækstvirksomheder i produktionsindustrien, sammenlignet med en kontrolgruppe af sammenlignelige virksomheder uden samme vækstrater.

Blandt hovedkonklusionerne er, at vækstvirksomhederne:

  • investerer massivt i forskning og teknologiudvikling
  • ansætter forskeruddannede medarbejdere (ph.d.-niveau)
  • ansætter flere akademikere (universitetskandidater)
  • har forskningssamarbejder med danske og udenlandske universiteter
  • eksporterer til globale vækstmarkeder i Asien og Nordamerika frem for de nære eksportmarkeder og hjemmemarkedet

”Det er overraskende, at forskellen på vækstvirksomhederne og kontrolgruppen er så tydelig. Sammenfattende kan vi fastslå, at væksten hænger tæt sammen med de beslutninger, ledelsen i virksomhederne tager. Det er et aktivt valg, og ledelserne i de succesfulde virksomheder har været indstillet på at løbe risici, når de for eksempel investerer i forsknings- og udviklingsprojekter, og når de vælger de fjerne eksportmarkerede frem for de nære,” siger Martin Skov Skjøth-Rasmussen, formand for ATV-arbejdsgruppen.

”I interviewundersøgelsen peger flere af virksomhederne da også på, at de rekrutterer ledere og bestyrelsesmedlemmer ud fra en profil med fokus på både kerneforretningen og udvikling af nye forretningsområder. Det er et aktivt ledelsesvalg, at man går i den retning, og det er i den dynamik, at væksten opstår,” siger Martin Skov Skjøth-Rasmussen.

Rapporten bygger på en spørgeskemaundersøgelse sendt til 407 virksomheder og kvalitative interviews med 20 CEOs fra danske virksomheder. Den indeholder anbefalinger rettet til henholdsvis virksomheder, uddannelses- og forskningsinstitutioner samt politiske beslutningstagere.

 

Relaterede nyheder og artikler