Er digitaliseringen en synder eller en frelser?

Dette og meget mere fordi; it/digitalisering er en forudsætning for Danmark som videnssamfund, it er en forudsætning for øget velfærd. Sidst, men ikke mindst, så vil intelligent brug af it reducere Co2-udledningen til gavn for miljøet.

Personligt tror jeg ikke på, at digitalisering er selve løsningen på klimaproblematikken / bæredygtighedsproblematikken (der findes næppe én løsning, når alt kommer til at alt), men jeg er overbevist om, at vi ikke kommer i nærheden af at løse problemet, hvis it og digitalisering ikke indgår som et bærende element i de mange forandringer der må og skal finde sted de kommende 4000 dage, hvis planeten skal sikres til de kommende generationer.

Tilbageblikket på debatten for 10 år siden, synes jeg er interessant, fordi vi om 10 år fra i dag for alvor kommer til at mærke konsekvensen af klimaproblematikken, hvis vi lader eksperternes ord stå til troende. Og hånden på hjertet, så kan vi næppe påberåbe os som nation, at vi har indfriet ambitionerne på digitaliseringsfronten fra 2010?! Jeg oplever ikke Danmark som dét epicenter for Cloud Computing, Innovation og nytænkning, som var ambitionen den gang. Ej heller ser jeg it/digitalisering øverst på agendaen i samtlige ministerier, og selvom regeringen har afsat milliarder til den grønne omstilling, så sidder der ikke mange digitaliserings-kyndige med ved bordet, når det skal besluttes hvor pengene skal investeres.

Det må i min optik bero på, at der blandt lederne i samfundet ikke er bred enighed om eller forståelse for vigtigheden af digitalisering i forhold til den grønne omstilling.

IKT-sektoren står også ofte selv for skud i klimadebatten. Computere brugere jo strøm til både drift og afkøling, og de bliver produceret af råstoffer, som belaster kloden. Spørgsmålet er så, om IKT-sektoren belaster eller aflaster miljøet set fra et bundlinjeperspektiv?

De seneste 10 år gik stærkt, synes jeg, og selvom 4000 dage kan lyde af meget, så har vi altså travlt, hvis vi skal nå målene for bæredygtighed, inden det er for sent.

Skal vi accelerere teknologiinvesteringerne for at nå verdensmålene for bæredygtighed? Eller er digitaliseringen med det afledte gigantiske resurseforbrug og med den ændring i samfundsmodellen, som digitalisering bringer med sig, i virkeligheden én af de største syndere i forhold til at redde menneskeheden?

Med udgangspunkt i nedenstående observationer, statistikker og data, vil jeg derfor gerne kick-starte en debat (og gerne en hurtig én slagsen), så vi kan få truffet en principiel beslutning om, hvor it og digitalisering skal placeres på dagsordenen i forhold til at nå 2030-målene.

Fakta om IKT-sektoren

Over 50% af verdens befolkning er tilsluttet internettet, og antallet stiger dagligt med mere end en halv million nye internetbrugere således at 75 % af alle mennesker er online i 2030.

Siden 2012 er antallet af datacentre øget fra 500.000 til 8 millioner på verdensplan.

Facebook, Instagram, Fortnite, TikTok, Netflix, IOT og de mange øvrige store digitale platforme medvirker til, at den gennemsnitlige on-line-bruger genererer 1,7 Megabyte nye data - i sekundet!

Ovenstående tjenester, som hovedsagligt leveres ud af HyperScale Datacentre/Cloud Datacentre, står for en betydelig del af it-resurseforbruget. Verdens virksomheder har imidlertid også etableret og udvidet egne datacentre med Mainframes og Supercomputere siden slutningen af 60’erne, og de repræsenterer fortsat over 70% af de digitale transaktioner.

5G-teknologien, som er under hastig udbredelse verden over, spås at få EDGE computing til at vokse eksponentielt. Det vil medføre en mangedobling af processorer og data på verdensplan.

Kvantecomputere, som kræver nedkøling til det absolutte nulpunkt for at kunne fungere, er lige på trapperne i forhold til at nå kommercielt fodfæste.

De mange millioner af computere i millioner datacentre verden over forbruger store mængder energi i form af strøm til serverne og ikke mindst til at komme af med al den varme, de genererer. Næsten 10% af verdens energiforbrug går nu til computere og digitale enheder (herunder iPads, Playstations, Smartphones, m.v.) - og det skønnes, at it og kommunikationsteknologi står for godt og vel 1,5 % af verdens CO₂-emission – og stigende. I tillæg til digitaliseringens bidrag til den globale Co2-emission kommer belastningen af planetens knappe resurser i form af kobber, silicium, litium og olie til fremstilling af selve elektronikken.

Med et energiforbrug, der overgår luftfartsindustrien, og med en eksponentiel vækstkurve, så er digitaliseringens aftryk på miljøet til at få øje på, og det er helt åbenlyst, at it skal gøres grønnere. Den gode nyhed er, at det også kan gøres væsentligt grønnere, end det vi ser i dag.

Tredobbelt bundlinje gennem ansvarlig IT

På den anden side, så er teknologien her jo også af en årsag. Udover at være fundamentet for en lang række bekvemmeligheder i verdenssamfundet, så hævder blandt andre GeSI[1], at digitalisering vil forbedre livskvaliteten verden over, reducere CO_2-udslippet med så meget som 12 milliarder ton samt forbedre økonomien med 11.400 milliarder dollars i form af nye indtjeningskilder og gennem omkostningsbesparelser – alt dette inden 2030.

Hvis GeSI’s beregninger står til troende, så vil 1 ton CO₂ investeret i ansvarlig it udmønte sig i 10 ton CO_2-besparelser i tillæg til de afledte samfundsmæssige og økonomiske gevinster. Altså Triple Bottom Line (People, Planet & Profit) through Responsible Computing.

Ifølge ITU, som er FN’s eget bureau for IKT, så vil digitalisering være en helt afgørende katalysator for fremdriften inden for samtlige 17 verdensmål[2].

Logikken bag ovenstående ræsonnementer er åbenlys, idet hele fundamentet for den menneskelige civilisation og velfærd er vores evne til at opsamle og viderebringe læring og viden, så kommende generationer starter på den platform af ekspertise, som tidligere generationer har opbygget.

It gør denne videndeling meget nemmere og ikke mindst billigere. Dels fordi adgang kan ske trådløst, og dels fordi omkostningerne er relativt lave. Således har udbredelsen af adgang til internettet på små 25 år overhalet udbredelsen af adgang til elektricitetsnettet (som har eksisteret i 130 år) i Afrika syd for Sahara. Her ser vi i flere lande og regioner, at husstande har adgang til internettet, men uden at have adgang til elektricitet.[3]

Adgangen til internettet er et kvantespring for videnssamfundet, og mindst lige så afgørende, så giver det adgang til nye forretningsmodeller, som igen medfører, at levestandarden stiger i takt med den digitale udbredelse.

Og netop dette forhold er helt afgørende for ét af de største globale problemer, nemlig befolkningstilvæksten. Jo flere mennesker vi bliver, desto større belastning på klodens resurser.

Digitalisering er godt for samfundet (og befolkningstilvæksten?)

Der er næppe nogen tvivl om, at mennesket er planetens mest invasive art. Ikke nødvendigvis målt i mængden af kulstof og biomasse, men målt i vores indflydelse på, hvordan tingene udvikler sig på planeten og forbruget af klodens knappe resurser, så er vi den største trussel mod vores egen eksistens.

Dan Esty, miljøadvokat og professor ved Yale, besøgte København i begyndelsen af marts. Jeg havde æren af at deltage i en debat med Dan og flere af vore danske klimaforkæmpere. Udgangspunktet for mødet var Dans seneste bog ”A better planet’, hvor han præsenterer 40 ideer til at skabe en bæredygtig fremtid. Dan var på turne verden over dels for at præsentere bogen og dels for at hente inspiration til fremtidige publikationer.

De fleste eksempler i bogen tager udgangspunkt i den vestlige verden (primært USA), og hvordan vi ved brug af omtanke og teknologi kan gennemføre en transformation mod et mere bæredygtigt samfund, men jeg noterede mig, at Danmark ifølge Dan Esty er langt fremme i forhold til USA, når det gælder at tænke og ikke mindst handle bæredygtigt. Dan spurgte hver enkelt af mødedeltagerne om, hvorfor vi hver især troede, at Danmark var på forkant her, og essensen af de fleste svar omkring bordet kunne koges ned til lighed i samfundet.

Når alle har til dagen og vejen, og stort set ingen behøver at bekymre sig om, hvordan de får tag over hovedet og tøj på kroppen, og når alle har adgang til uddannelse og viden gennem gratis og lovpligtig skolegang, så har vi de bedst mulige forudsætninger for at tænke bæredygtigt - og på grund af ligheden i vores samfund, så kan vi stå sammen om det som nation. Det er ren og skær Maslow[4]. Når mangelbehovene (fysiske, sikkerheds- og sociale behov) er dækket, så er der spillerum for vækstbehovene (Egoistiske og Selvrealiseringsbehov), og for nuværende så synes kampen for bæredygtighed at være et vækstbehov i Maslowsk forstand.

Hvor kommer digitalisering så ind i billedet?

Ifølge Hans Rosling[5], så er løsningen på befolkningstilvæksten at stoppe den økonomiske ulighed i verden. Ligningen er simpel; jo højere velstand, desto lavere er børnedødeligheden, og jo lavere børnedødelighed, desto færre børn bliver der født per kvinde. Når hver kvinde føder færre end to børn i gennemsnit så stagnerer eller falder befolkningstilvæksten.

Det kan nemt ende op i en hønen-og-ægget diskussion, men ifølge Roslings egne data, som ligger frit tilgængeligt på www.gapminder.org, så er der stor korrelation mellem udbredelsen af internettet og antal børn per kvinde – uden at datagrundlaget svarer direkte på, om digitalisering eller levestandarden kom først. Nedenstående figurer viser sammenhængen ganske tydeligt, idet cirklerne repræsenterer verdens nationer og størrelsen på cirklerne viser landets population.  

Den nysgerrige læser kan selv lege videre med datamodellerne på gapminder, og se, at der også er sammenhæng mellem BNP per capita og internettets udbredelse, ligestilling, uddannelsesniveau, korruption og mange andre parametre, som vi bruger til at beskrive et sundt og velfungerende samfund.

Det indikerer, at vi kan sætte flueben ved den første af GeSI’s påstande om den tredobbelte bundlinje, nemlig at digitalisering har en positiv indvirkning på samfundet.

 

Digitalisering er godt for CO₂-udledningen

Med den befolkningstilvækst, vi har i dag, så er det ganske enkelt umuligt at optimere udnyttelsen af planetens resurser uden anvendelse af kraftige computere til at regne på alle de data, der indgår i ligningen.

Inden vi ser på de nogle af de mange eksempler på, hvordan digitalisering bringes i spil i relation til SDG’erne, så vil jeg gerne se på, hvad Hans Roslings data siger om CO₂-udledning og digitalisering. Da vi ikke kan ændre på det faktum, at flere mennesker medfører større udledning, så er det interessant at se på udviklingen i CO₂-emission per indbygger. Også her er taler statistikken til digitaliseringens fordel.

Jeg har valgt at fremhæve Kina, USA og Danmark i ovenstående illustration, men billedet er det faktisk samme i alle de lande, jeg har kigget nøjere på. Der sker et fald i emission i takt med, at udbredelsen af internet i landene nærmer sig 75 %.

• Danmark 1990: 9,77 ton/person
• Danmark 2014: 5,91 ton/person
• USA 1990: 19,1 ton/person
• USA 2014: 16,5 ton/person

Det kan være vanskeligt at se, for så vidt angår Kina, idet Kina knapt er oppe på 50 % udbredelse af internettet i 2014, men grafen viser dog, at væksten i udledning per person er mere eller mindre stagneret omkring 2010, og væksten i udledning frem til 2010 skyldes nok snarere en vækst i industriel produktion, end det skyldes digitalisering.

Jeg er klar over, at dette ikke er endegyldigt bevis for, at digitalisering gavner CO₂-udledning, men det viser dog, at den udledning, som IKT fører med sig, ikke overgår de reduktioner, som vi er i stand til at opnå i takt med internettets udbredelse.

Hvis vi sammenholder det med, at vi nok ikke ville lykkes med at få en benzindrevet bil til at køre over 20 km på literen uden en computer til at optimere brændstofforbruget. Vestas udnytter Supercomputere til at maksimere energiudbyttet af deres vindmøller. L’oreal koncernen, som for nyligt har gennemført et 3 år langt Industri 4.0 projekt, har reduceret deres CO₂ emission med 77%.

Gennem Coronakrisen, hvor vi har set stigninger på flere hundrede procent i udnyttelse af digitale kommunikationsplatforme, burde vi jo, hvis IKT var synderen have set en kraftig stigning i CO₂-udledningen. I stedet så vi et fald!

Digitalisering er godt for økonomien

Yara, verdens førende gødningsproducent, har sat som mål at bekæmpe global fødevaremangel gennem precision farming og ved brug af 100 års vejrdata, industrividen, AI og Blockchain teknologi[6]. Når jordbrugere verden over kan optimere udbyttet af deres marker uden at overdosere gødning og kemi til skade for miljøet, så har det enorm betydning for økonomi, fødevareproduktion og for miljøet, idet Yara forventer at kunne øge fødevareudbyttet med 30 % og samtidigt reducere mængden af kunstgødning.

Mærsk, som står for 25% af hele verdens fødevaretransport, er pioner inden for brug af Blockchain til at skabe transparens i hele containertransportindustrien, lige fra avocadoen pakkes i containeren, og indtil den når destinationen i din lokale Netto-butik. Tradelens-platformen[7] eventuelt i kombination med Foodtrust[8] kan medføre signifikant reduktion af fødevarespild.

Egetæpper[9] har sat sig for, gennem brug af avanceret teknologi (Volcat[10]) i kombination med en Blockchain-platform til tilbagekøb og indsamling af brugte tæpper, at omlægge hele deres produktion til at genanvendelse af brugte materialer.

Erik Rasmussen, stifter af Mandag Morgen og rådgivningsvirksomheden Sustainia, har samlet hundredvis af innovative, bæredygtige løsninger på https://goexplorer.org, og flertallet af dem involverer brug af it og digitalisering. Fælles for dem alle er, at de er bæredygtige både i miljømæssig, økonomisk og samfundsmæssig forstand.

Konklusion

De miljømæssige, samfundsmæssige og økonomiske gevinster ved digitalisering overgår IKT-sektorens miljøbelastning i rige mål.

• Vi skal ikke læne os tilbage og vente på, at teknologien løser det hele for os. Det gør den ikke, men vi skal tænke digitaliseringen ind i vores løsninger, idet vi næppe klarer os uden
• Selvom digitalisering synes at have en overvejende positiv indvirkning på miljøet, så fritager det ikke it-leverandørerne for ansvaret for kontinuert at optimere energiforbruget og vælge grønne løsninger til datacentrene
• Med de teknologier, vi allerede kender til i dag, så kan vi nå 2030 målene for CO₂-emission, og vi kan eliminere sammenhængen mellem økonomisk vækst og væksten i udledning. Det kræver dog, at beslutningstagerne er bevidste om, at løsningerne findes, og at de har viljen og modet til at tage dem i brug
• Sammenholdt med de samfundsnyttige effekter af digitaliseringen; forbedring af vandmiljø, fødevareproduktionen, sygdomsbekæmpelse, uddannelse, samarbejde og bidraget til de øvrige verdensmål, så er det på høje tid, at digitalisering kommer øverst på dagsordenen hos både politikere og virksomhedslederne i Danmark
• Vi er foran, men hvis vi skal bevare eller øge forspringet, og hvis vi som nation skal gøre ansvarlighed og bæredygtighed til vores nationale varemærke, så er det nu, der skal investeres

Bæredygtighedsproblematikken er alt for vigtig til at overlade ansvaret til politikerne alene. Det kræver, at borgerene, universiteterne og virksomhederne også spiller med, og at virksomhederne og universiteterne skal også engagere sig aktivt i at løfte opgaven.

Hele verden har mindre end 4.000 dage til at nå verdensmålene, og Danmark har potentialet til at vise vejen og lede den globale transformation, men se nu for hulen at få inviteret nogle it-kyndige med til de fester, hvor beslutningerne om fordelingen af organisationens resurser skal træffes.

Om forfatteren

Brian Skov Lykke Rasmussen er ansat som CTO for IBM i Norden og er desuden medlem af ATV’s digitale vismandsråd.

Sammen med Jan Pries-Heje, professor ved RUC for institut for Mennesker og Teknologi og Natascha Friis Saxberg, Direktør for it-brancheforeningen, leder Brian en arbejdsgruppe, som har fokus på fokus på samspillet mellem digitalisering og grøn omstilling.

Vi ser blandt andet på Grøn it – hvordan tilvejebringelsen af digitalisering kan gøres grønnere gennem mere miljøbevidste valg i relation til etablering og drift af datacentre. Vi ser også på digitaliseringens rolle i forhold til at optimere resurseforbruget i andre brancher og industrier. Endelig ser på digitaliseringens rolle i forhold til at udbrede viden og indsigt om hvilke grønne initiativer, der har størst effekt.