Hovedbillede
Billede
Billedet viser en workshop, hvor der arbejdes med Post-it sedler.
Titel

Nyt fra sekretariatet

Octo Slug
Nyhed
Dato
Intro

Sekretariatet arbejder hovedsageligt hjemmefra, og BLOX er delvist lukket ned. Men det betyder mindre for arbejdet i ATV's temagrupper og arbejdsgrupper. Akademiets projekter fortsætter for fuld damp ved brug af videomøder og andre onlineværktøjer. 

Sekretariatet giver her en kort status fra en hverdag, der nok er anderledes - og så alligevel ikke.

Coronakrisen påvirker selvfølgelig større arrangementer men ikke det daglige arbejde i Akademiet for de Tekniske Videnskaber, der arbejder ufortrødent videre med rapporter, analyser, fremtidige arrangementer, netværksdannelse og kontakt til medier, politikere og andre kerneinteressenter. 

Vi arbejder bl.a. videre med dagsordenen om Danmark som førende Science & Engineering- region, om hvordan Danmark kommer til at stå på det stærkeste mulige fundament gennem forskning, uddannelse, innovation og talent i verdensklasse. Og vores grupper fortsætter deres vigtige arbejde med fokus på digitalisering, bæredygtig produktion, sundhedsteknologi, STEM i uddannelser og Teknologi og Samfund. Dagsordener der alle har fået forstærket deres betydning endnu mere i den aktuelle situation med både sundheds- og økonomisk krise.

Dertil har vi øget vores internationale engagement omkring selve sundhedskrisen, hvor vi deltager i en række coronakrise-relaterede onlinemøder med tekniske akademier fra hele verden. 

Sekretariatet betjener ATV’s grupper om afvikler online møder. Vi arbejder på en big data-analyse af verdens førende tech-regioner og skriver fondsansøgninger. Vi udvikler ATV’s Mentor-program, konsoliderer ATV's Digitale Vismandsråd, skriver debatindlæg og forbereder generalforsamling og årsmøde-konference. 

Billede
Arbejdet fortsætter, nu bare med virtuelle møder
Sådan her ser den nye hverdag ud for mange mennesker, således også for ATV's sekretariat

Og så har vi fået en ny kollega, som havde første arbejdsdag den 16. marts - altså den dag, hele landet var sendt hjem pga. coronakrisen. Lær Martin, ATV's nye chefkonsulent, at kende nedenfor. 

På linket til højre kan du finde kontaktinformation på sekretariatets medarbejdere og læse mere om ATV's temaer og projekter. 

 

Ny chefkonsulent i ATV

I marts fik ATV ny chefkonsulent, Martin Bech. Martin kommer fra en stilling som innovationsattaché på Innovation Center Denmark i Shanghai, hvor han har arbejdet siden 2017.

Før turen til Shanghai var Martin sekretariatsleder for tænketanken ThinkChina.dk ved Københavns Universitet, ligesom han har haft andre stillinger på universiteter i Danmark og Kina.

Billede
Martin Bech, chefkonsulent med en uforglemmelig første arbejdsdag i ATV

Martin har en Ph.D. fra Aarhus Universitet i organisationsstudier og antropologi. Hans forskning fokuserede på institutionaliseringsprocesser i internationale universitetssamarbejder.

Martin er blevet koordinator for temagruppen ’Teknologi for bæredygtighed’, og han har også ansvar for ATV’s internationale partnerskaber herunder samarbejdet med de danske innovationscentre rundt omkring i verden, hvilket bl.a. inkluderer opfølgning på de seneste studieture til Indien og Kina.

Om mødet med ATV fortæller Martin "Vi var heldige at have ATV på besøg i Shanghai tilbage i 2018, og jeg havde lejlighed til at følge delegationen under flere af dens møder. Det var enormt inspirerende at lære medlemmerne at kende, og allerede den gang blev jeg nysgerrig på ATV’s projekter. Og selvom min første tid i ATV har været præget af onlinemøder og hjemmearbejde, har det været en fornøjelse at kunne bygge videre på kontakterne fra tiden i Shanghai".