Hovedbillede
Billede
Niels I. Meyer i 2001. Foto: Gitte Sofie Hansen, ritzau/Scanpix
Undertekst til billede/video

Niels I. Meyer, præsident i ATV, 1971-1977

Titel

Mindeord Niels I. Meyer, 1930 – 2023

Octo Slug
Nyhed
Dato
Intro

ATV’s præsident  i perioden 1971-1977, Niels I. Meyer, gjorde stort indtryk i de sager, han engagerede sig i, gennem et langt og meget aktivt liv, der sluttede d.16. august 2023.

Niels I Meyer var professor emeritus fra DTU, skaber af ”Midteroprøret”, som var en betydende, græsrodspræget politisk strømning i 1980’erne, medstifter af den EU-kritiske JuniBevægelse og, via sin faglighed som professor i faststoffysik og siden energiplanlægning, en tidlig fortaler for at anvende og udvikle brugen af vedvarende energi i stedet for kul, olie og atomkraft.

Også i ATV satte han sit markante præg. Han blev medlem i 1964 og præsident i 1971. Forud var gået en udnævnelse til professor på DTH i 1961, som gjorde ham til Danmarks til da yngste professor.

Billede
Niels Meyer til julefrokost
Niels I. Meyer fik i sin tid som præsident i ATV etableret den årlige julefrokost for de afgåede præsidenter, hvor den nuværende præsident er vært. Traditionen lever videre i ATV den dag i dag.

Som menigt medlem af ATV blev han formand for et udvalg, der skulle finde metoder til at styrke industriens udvikling. Udvalget barslede i 1969 med rapporten ”Industriel innovation i Danmark”, som bl.a. anbefalede, at man skulle oprette muligheder for, at virksomheder kunne købe eller få adgang til laboratorier på de danske universiteter. Selv om han tog initiativ til at etablere en sådan videnskabsbutik på DTH midt i 80’erne, gik der ifølge ham selv en del år, inden det blev gængs.

Niels I. Meyer blev som præsident i ATV én, der delte vandene. Han trådte til på et tidspunkt, hvor han var blevet involveret i forskning i energiudvikling under forskellige antagelser om økonomisk udvikling, et arbejde, som bl.a. udfoldede sig sammen med Dana og Dennis Meadows på Dartmouth College i New Hampshire, der var blandt forfatterne til rapporten ”Grænser for vækst” (Romklubben, 1972), der satte helt nye perspektiver på den globale udvikling.

Meyer skriver selv i sine erindringer: ”Min præsidentperiode i ATV kom til at overlappe med starten af den ophidsede debat om indførelsen af atomkraft i Danmark – og den afledede debat om de mulige alternativer. (…) det gik så hedt til, at repræsentanter for de danske elselskaber forsøgte at få mig afsat som præsident for ATV, fordi jeg mente, at atomkraft var en dårlig løsning på energiproblemerne”.

Det er værd at bemærke, at ATV i 1950’erne havde etableret Atomenergiudvalget, der førte til skabelsen af RISØ, så modsætningerne i akademiet må have været til at føle på.

Niels I Meyer skiftede også forskningsfelt fra grundlæggende fysik til udvikling af metoder for miljø-og energiplanlægning. Dette smittede af på ATV, som udgav to rapporter om de muligheder, som lå i udnyttelse af vindenergi.
Som noget nyt i ATV-sammenhæng behandlede rapporterne ikke kun teknologiske, men også aspekter som beskæftigelse, forurening og miljø i det hele taget. Denne tilgang var en del medlemmer uenige i, men han blev dog valgt til endnu en periode som præsident.

Det var tidligt i Meyers præsidentperiode, at man fandt og flyttede til den villa i Lundtofte, som kom til at danne rammen om akademiets aktiviteter i mere end 40 år. Meyer førte sine tanker om et akademi, som havde et bredt samfundsmæssigt engagement igennem på mikroplanet, hvor han gik op i arbejdsmiljø og sociale arrangementer, som for eksempel den årlige frokost for de forhenværende præsidenter – en tradition, som stadig lever. Det er ikke mere end få år siden, at Niels havde sine seneste kronikker og initiativer med til ATV-kredsen, hvilket vidner om hans stærke samfundsengagement, der holdt sig intakt hele hans liv.

Efter tiden som ATV-præsident kom Niels I. Meyer endnu mere i offentligheden via Oprør fra Midten og siden JuniBevægelsen. Hans indsats dér står fint beskrevet i de talrige nekrologer, som trykte og elektroniske medier har bragt.

Kontakt
Fuldt navn

Lia Leffland

Stilling
Akademidirektør