Hovedbillede
Billede
Titel

ATV's præsident: Vi skal have alle med

Octo Slug
Nyhed
Dato
Intro

Topmødeinterview. En smart teknologistrategi er nøglen til et effektivt, omstillingsparat og bæredygtigt samfund, men det kræver befolkningens accept. ”Hvis vi får alle med, får vi en konkurrencemæssig fordel sammenlignet med andre nationer,” siger ATV's præsident Anders Bjarklev.

Akademiet for de Tekniske Videnskaber, ATV's præsident Anders Bjarklev er ikke et sekund i tvivl: Teknologisk omstilling er nøglen til et effektivt, omstillingsparat og bæredygtigt samfund - men befolkningens accept er fuldstændig afgørende for om omstillingen lykkes.

”Vi kan have nok så gode teknologiske ideer, men hvis der ikke er accept af dem, så hjælper det ikke så meget," fastslår han.

Som præsident for teknologiens tænketank ATV - og rektor for Danmarks største tekniske universitet, DTU - vejer det tungt, når Anders Bjarklev understreger, at teknologi og naturvidenskab ikke kan ikke stå alene. "Det skal kobles med en bredere forståelse for samfundsforhold, ligestilling og etik for at have en effekt," siger han.

Social accept som konkurrencefordel

ATV lægger på sit teknologiske topmøde den 17. november op til en nuanceret debat om en ny, dansk teknologistrategi, der kan håndtere de store omstillingsudfordringer, vi står overfor som samfund. I den sammenhæng er den sociale dimension, ifølge Anders Bjarklev, en vigtig nøgle for at få hele puslespillet til at gå op.

"Nogle gange er det ikke den bedste forretning eller det grønneste perspektiv, der skal vinde, men det, der tilgodeser et socialt bæredygtigt behov. Teknologi skal også være med til at skabe et bedre liv, hvor alle kan bidrage til samfundet efter deres formåen," siger han.

Det er netop her, at Danmark har en mulighed for at skabe sig en position i det hæsblæsende, globale teknologikapløb, der i øjeblikket er i gang:  "Hvis vi får alle med i en dansk teknologistrategi, får vi en konkurrencemæssig fordel sammenlignet med andre nationer,” siger Anders Bjarklev og understreger: "Det er vigtigt at få føling med, hvad folk vil acceptere ift. teknologiske løsninger, der påvirker deres hverdag.”

Brug Coronakrisen som vendepunkt

Et aktuelt eksempel på at danskerne er gode til at omstille sig nye rutiner og ny teknologi, når det virkeligt gælder, er Coronakrisen.

"Der er ingen tvivl om, at Coronakrisen har sat os under stort pres som samfund, men den har også vist os,  at vi faktisk kan gøre tingene mere effektivt med teknologi. Vi kan arbejde hjemmefra, vi holder møder online, vi sparer en masse tid på transport. Det, det handler om nu, er, at konvertere alt den tid - og det "krudt" - vi sparer til noget, som giver os værdi som mennesker og som samfund,” siger Anders Bjarklev.

Bjarklev mener, at vi bør udnytte Coronakrisen som løftestang for også at gøre noget ved omstillingsudfordringer ift. både økonomisk, miljømæssig og social bæredygtighed - ikke mindst med øje for Danmarks demografiske udfordring med en aldrende befolkning.

”Vi har nu en oplagt mulighed for at gøre op med uhensigtsmæssige rutiner og geare vores samfund mere intelligent med ny teknologi, men vi skal sørge for at have alle danskere med ombord," slutter Anders Bjarklev.