Indstil kandidater til ATV’s kemipris
Til maj uddeler ATV for ottende gang Den danske polymerpris – ATV | Elastyrenprisen, og det er nu tid til at indstille kandidater.
Prisen uddeles hvert år til en forsker, der har udmærket sig med nytænkning og markante resultater inden for kemisk forskning i og udvikling af syntetiske eller biologiske polymerer til medicinsk anvendelse. Forskere fra universiteter og det private erhvervsliv kan komme i betragtning til prisen, som er på 100.000 kroner og uddeles på Akademiets årsmøde.
Stor anerkendelse
![Niels Chr. Nielsen (til venstre) overrakte Elastyrenprisen 2014 til Søren Kiil](/files/styles/common_02/public/media/image/Elastyrenprismodtager_2014_Soeren_Kiil_nyhed.jpg?itok=najjZrbT)
Prisen er en personlig anerkendelse og kan deles mellem flere prismodtagere. Sidste års prismodtager, lektor Søren Kiil fra DTU Kemiteknik, siger:
”Prisen er en stor anerkendelse. Den er med til at motivere til at fortsætte med at forske og undervise inden for polymerer og coatings”.
Den danske polymerpris – ATV | Elastyrenprisen uddeles af en priskomité med dekan ved Aarhus Universitet, professor Niels Christian Nielsen, som formand.
Prisen er indstiftet efter ønske fra afdøde akademimedlem Torbjørn Grenness.