Titel

Det nye ATV

Dato
Forfatter(e)
Af Carsten Orth Gaarn-Larsen, præsident for ATV
Hovedbillede
Billede
Carsten Orth Gaarn-Larsen portrætfoto nærbillede

Når vi mødes til ATV’s årsmøde torsdag den 7. maj, bliver det startskuddet til at implementere den strategi, der er blevet udviklet de seneste måneder. En strategi, som på lang sigt skal virkeliggøre Akademiets vision om at gøre Danmark til en af verdens fem førende Science and Engineering-regioner – til gavn for fremtidige generationer.

Strategien tager udgangspunkt i svarene på det spørgsmål, som vi stillede os selv, da vi indledte arbejdet: Hvad er ATV’s Value Proposition? Eller på dansk: Hvordan skaber ATV værdi for medlemmerne, for virksomheder, universiteter og for samfundet som helhed?

Det er der mange synspunkter om i såvel medlemskredsen som blandt vores eksterne samarbejdspartnere. Men der er også fællesnævnere, som er fremkommet i den løbende dialog, herunder mere end 50 personlige møder, som akademidirektør Lia Leffland og jeg selv har holdt med stakeholdere i og omkring ATV. Mange pegede på begreber som gennemslagskraft, konkret værdiskabelse og det praksisnære : At anbefalingerne i ATV’s projekter bliver gennemført i praksis.

Akademiet har her en unik position, som andre organisationer har svært ved at matche, og som vi skal udbygge yderligere. Det er medlemmerne, der kan være med til at implementere anbefalingerne; mentorprogrammet for mellemstore virksomheder med vækstpotentiale er et fremragende eksempel.

Fokus gennem temaer

Et nøglepunkt i den nye strategi er at styrke gennemslagskraften ved at arbejde inden for overordnede, teknologirelaterede temaer over længere forløb. Men hvilke temaer – og hvordan skal de identificeres og prioriteres?

På baggrund af de synspunkter, vi har hørt, er vi nået frem til, at ATV skal fokusere på relativt få temaer ad gangen – og samtidig have en dynamisk liste med ”boblere”, så vi ved, hvilke emner der presser sig på i de kommende år.

ATV’s nuværende udvalg og organer – Akademirådet, faggrupperne, Tænketanken, Finansrådskomiteen med flere – er kommet med værdifulde synspunkter omkring temaerne. De har peget på behovet for en gradvis indfasning af temaerne, og for at nogle af ATV’s nuværende aktiviteter bør afspejles i de første valg af temaer. I indeværende år vil vi derfor igangsætte eller arbejde videre med fire temaer:

  • Science and Engineering i uddannelserne (herunder naturfag i uddannelsessystemet)
  • Digitalisering og Big Data
  • Højteknologisk produktion
  • Infrastruktur og energi

Listen over boblere – temaer, ATV overvejer at tage op:

  • Bioøkonomi
  • Byggeri
  • Det Blå Danmark – maritim innovation og teknologi
  • Fødevareteknologi
  • Innovation i uddannelserne
  • Ressourceøkonomi – ”From waste to value”
  • Telemedicin og sundhedsteknologi
  • Teknologivirksomheder med vækstpotentiale
  • Vandteknologi

Listen over temaer og boblere vil løbende blive justeret. Og samtidig med temaerne vil der fortsat være andre aktiviteter, som gennemføres af stående udvalg. Det kan for eksempel være et forskningspolitisk udvalg eller et udvalg til at varetage det førnævnte mentorprogram.

Ny organisering og vedtægtsændringer

Strategien indebærer en ny organisering af ATV, hvilket kræver ændringer i vedtægterne. Vi skal på årsmødet drøfte forslagene til vedtægtsændringer, der med eventuelle justeringer senere på året vil blive lagt ud til skriftlig afstemning blandt medlemmerne. Disse forslag vil jeg ikke komme nærmere ind på her, da de har været omtalt i ATV Nyt tidligere og vil blive detaljeret beskrevet i materialet til årsmødet.

Dog vil jeg nævne, at den nye organisering indebærer større fleksibilitet omkring oprettelse af udvalg, så faggrupperne gradvist afløses af temagrupper. På den måde vil vi skabe et dynamisk miljø, hvor Akademiets udvalg arbejder intenst med et tema i en afgrænset periode. Den periode kan være kortere eller længere, alt efter behov.

Samtidig fusioneres Præsidiet og Akademirådet i en ny, samlet ATV-bestyrelse. Det bliver den nye bestyrelses ansvar at igangsætte og prioritere temaerne. Men det kan naturligvis kun fungere i praksis, hvis der kommer forslag og indspil fra medlemmerne. Derfor vil vi etablere en mekanisme, hvor bobler-forslagene kan blive yderligere kvalificeret, og hvor nye forslag til temaer og projekter kan komme på banen.

Vi ser frem til at drøfte forslagene til vedtægtsændringer på årsmødet – og i Præsidiet håber vi selvfølgelig på fortsat stor opbakning til såvel de overordnede tanker i strategien som de konkrete forslag.

Kontakt-overskrift
Kontaktperson
Kontakt
Fuldt navn

Lia Leffland

Stilling
Akademidirektør