Titel

Kronik: ATV er teknologiens stemme

Dato
Forfatter(e)
Af Carsten Orth Gaarn-Larsen, præsident, ATV
Hovedbillede
Billede
Carsten Orth Gaarn-Larsen portrætfoto nærbillede
Intro

ATV har gennem årene spillet en stor rolle i opbygningen af Danmark som et videns- og industriland. Men tiderne ændrer sig, og derfor er vi netop nu i gang med nogle af de største forandringer i ATV siden Akademiets stiftelse i 1937.

Danmark har et godt udgangspunkt for at indtage en plads i verdenseliten inden for Science og Engineering – men vi er også i farezonen for at sakke agterud i den internationale konkurrenceøkonomi, med mindre teknologiudvikling, forskning og uddannelse er ”top of mind” hos beslutningstagere.

Der er brug for, at nogen i det danske samfund bringer fakta på banen, leverer skarpe analyser og bidrager til at bringe anbefalingerne i spil i praksis. Den opgave påtager ATV sig. Vi stiller de gode spørgsmål om teknologiens potentialer og konkurrencekraft – og giver de konkrete svar.

Samtidig har vi konstateret, at der de seneste ti år er sket en voldsom oprustning blandt tænketanke og netværksorganisationer, hvilket gør det nødvendigt at forandre ATV for at geare Akademiet til både nutiden og fremtiden. På baggrund af grundige analyser og mange møder med medlemmer og eksterne samarbejdspartnere har vi derfor udviklet det nye ATV.

Tydelig identitet og position

ATV skal fremstå som et samlet, aktivt akademi med en tydelig identitet, og vi skal indtage positionen som teknologiens stemme i det danske samfund. Det skal være vores særkende, at Akademiets projekter og aktiviteter skaber målbar værdi i virksomheder og vidensmiljøer. Det nye ATV er et Akademi baseret på vores største styrke, som er og bliver medlemmerne.

Akademiet har altid været et attraktivt mødested for teknologiledere, forskere og erhvervsledere på tværs af virksomheder og forskningsinstitutioner – og dette skal vi fastholde og udbygge. Man skal have noget med hjem, når man deltager i ATV-aktiviteter.

ATV skal være båret af en vision for samfundet: Danmark skal være en af fem førende Science and Engineering-regioner i verden – til gavn for kommende generationer. Vi definerer Science som teknik, naturvidenskab, sundhedsvidenskab og relaterede områder, mens den korte definition af Engineering er at omsætte viden til praksis, så den kan skabe værdi og kommercialiseres.

Opgaven med at gøre visionen til virkelighed kan vi løfte i kraft af medlemmernes høje faglighed, Akademiets uafhængighed og troværdighed. Og fordi medlemmerne kan bidrage med at implementere de praksisnære løsninger ude i virksomheder og vidensmiljøer. Vi har forudsætningerne for at igangsætte en forandringsproces i samfundet, og det er netop nu – på vores vagt – at der skal handles for at gøre Danmark parat til fremtidens udfordringer.

Da statsministeren fik en overraskelse

Danmark har gennem en årrække satset på forskning og uddannelse, hvilket i høj grad hænger sammen med den rejse, som daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen foretog til Kina i 2004. Den danske delegation fik et chok, da det gik op for dem, at landet ikke nøjedes med at producere billige varer baseret på andres gode ideer. Kineserne var i fuld gang med at omdanne landet fra et tilbagestående bondesamfund til et højteknologisk industrisamfund gennem en massiv satsning på teknologiudvikling og uddannelse.

Fogh Rasmussen nedsatte Globaliseringsrådet, og i årene efter fulgte skiftende regeringers satsninger på forskningsområdet, store investeringer i universiteterne og ambitionen om et løft af hele uddannelsesområdet.

Så alt burde være godt – men det er det ikke. For selv om satsningen på forskning og uddannelse overordnet har været en stor succes (som vi i ATV gerne vil kvittere for), så har ikke alle initiativer været lige erhvervsrettede, og produktionserhvervene har paradoksalt nok tabt terræn. Senest har vi set, hvordan omfattende besparelser rammer forskning og uddannelse, hvilket er en tikkende bombe under det danske videns- og produktionssamfund.

Der er brug for en ny forståelse af, at vækst, velstand og velfærd er resultater af værdiskabelsen i videns- og produktionssamfundet. Og at forudsætningen for denne værdiskabelse er excellent forskning, uddannelse af den højeste kvalitet og af teknologiudvikling skabt i samarbejde mellem virksomheder og vidensmiljøer.

Det ved vi i ATV, men det er ikke en erkendelse, der er særlig udbredt i dagens Danmark. Det er derfor os i ATV, der i tale og handling må og skal ændre samfundet, og vi står foran en stor indsats. Til det brug har vi skabt et samlet set-up – en pakkeløsning, om man vil – der skaber sammenhæng mellem Akademiets vision for samfundet og den måde, vi arbejder på.

Klar til næste skridt

Det seneste halve år har vi knoklet for at komme i mål med det fundament, som er nødvendigt for at få de store tanker ført ud i livet. Det første skridt blev taget på årsmødet og i den efterfølgende afstemning om nye vedtægter, som blev vedtaget af et overvældende flertal af Akademiets medlemmer.

Vi har givet organiseringen et serviceeftersyn, og resultatet er en mere fleksibel, enkel og transparent struktur, som gør det muligt for os at agere hurtigere både internt og eksternt. Akademimedlemmer og virksomhedernes partnermedlemmer er nu sidestillede. Vores mangeårige domicil er sat til salg, fordi vi ønsker at flytte tættere på beslutningstagere og samtidig gøre det lettere for medlemmer uden for København at deltage i ATV-møder.

Vi styrker præsidiet, og vi har gjort udvalgsstrukturen mere fleksibel og praksisnær ved at gå fra faggrupper til temagrupper.

Temagrupperne har fået en fantastisk start. Der er netop afholdt opstartsmøder, etableret styregrupper og udpeget formandskaber i de fire først planlagte grupper, mens en femte om sundhedsteknologi sættes i gang straks i det nye år. Temagruppen om sundhed er helt nyt initiativ, som sættes i søen på opfordring fra en bred kreds af engagerede akademi- og partnermedlemmer.

Kom og vær med

Rammerne er på plads – nu kommer den sjove del, som består i at få tingene til at ske.

Jeg glæder mig over, at vi i kraft af mange akademimedlemmers indsats er nået så langt med at virkeliggøre den nye strategi. De mange nye initiativer i ATV er som nævnt ikke målet i sig selv – de udgør kun fundamentet til Akademiets Science og Engineering-fokus.

Jeg håber, at både ATV’s medlemmer og eksterne samarbejdspartnere vil være med til at løfte denne vigtige teknologidagsorden, der fundamentalt set handler om, hvordan Danmark placerer sig blandt de bedste.

De indledende manøvrer er klaret, og om et par uger tager vi for alvor fat med afholdelsen af Teknologidag og generalforsamling. Teknologidagen er et helt nyt initiativ, som vil medvirke til, at vi mødes oftere end den ene gang om året til årsmødet – og på en konference på højt niveau med fokus på den nyeste teknologiudvikling.

På gensyn den 23. november i Mogens Dahl Koncertsal!

Kontakt-overskrift
Kontaktperson
Kontakt
Fuldt navn

Lia Leffland

Stilling
Akademidirektør