Hovedbillede
Billede
Foto af Per Bruun Brockhoff
Titel

Brug for et teknologiministerium med en særlig digitaliseringsportefølje

Octo Slug
Nyhed
Dato
Intro

Interview med nyeste medlem af ATV 's Digitale Vismandsråd; Per Bruun Brockhoff, DTU Compute, der fortæller hvorfor Danmark skal have et Teknologiministerium med en særlig portefølje for digitalisering.

Per Bruun Brockhoff, Institutdirektør og professor på DTU Compute, konstaterer efter 30 års arbejde med teknisk forskning og innovation, at Danmark kan have stor gavn, af et tværgående teknologiministerium.

Det nye medlem af ATV’s Digitale Vismandsråd understreger, at vi har en social ansvarlighed for at øge informationsniveauet, så både den danske borger, kommunerne, de erhvervsdrivende, politikerne og statsministeren har et fair udgangspunkt for at forstå de digitale udfordringer – og ikke mindst digitale løsninger, der bliver udslagsgivende for Danmarks udvikling.

Derfor vil Per Bruun Brockhoff målrettet arbejde for at oparbejde større fokus på de fremragende IT-uddannelser, vi har i Danmark, da det er afgørende, at vores yngre generationer bliver eksperter indenfor IT og digitalisering.

Hvorfor beskæftiger du dig med digitalisering? 

Med en uddannelse som matematisk statistiker, og 30 års arbejde med data, modeller og analyser inden for teknisk forskning og innovation,  ser jeg mig vævet ind i- og omsluttet af den nuværende dataficerede digitaliseringsudvikling. Og som institutdirektør for DTU's digitale forskningsinstitut, DTU Compute, er det en del af mit DNA at arbejde med digitalisering, i alle dets facetter.

Jeg brænder i høj grad for at søge og udnytte synergimuligheder, på to fundamentale niveauer. For det første mellem de klassiske disciplin-orienterede domæner, som matematik, statistik og datalogi, som historisk set er ordnet i samme rækkefølge.

Digitalisering er, som naturens bog, skrevet i matematikkens sprog, som Galileo udtrykte det for omtrent 400 år siden. Den matematiske statistik har igennem et par århundreder, arbejdet med at finde frem til de bedst mulige principper, for hvordan man lærer af- og udnytter data, til fordel for mennesket.

Jeg arbejder for, at de nyeste manifesteringer af digitaliseringens muligheder, baserer sig på den bedst mulige udnyttelse af eksisterende og til stadighed, udviklende dyder.

For det andet, er det naturligvis helt afgørende, at vi arbejder med og for synergierne mellem disse generiske digitale discipliner og alle de fremtidige forsknings- og samfundsdomæner, som de indgår i. Det vil sige alle områder af naturen, og menneskets gøren og laden.  

Hvis du var statsminister, hvad ville være det første, du ville iværksætte med fokus på digitalisering?

At skabe et teknologiministerium, inklusive en særlig portefølje for digitalisering, og som det første bede den nye minister, som gerne havde en ingeniør og/eller forsknings/start-up-baggrund, om at lægge en plan for, hvorledes vi kan opnå yderligere markante investeringer i digital grundforskning (og digital infrastruktur)– i såvel offentligt, som privat regi.

F.eks. ved at invitere private fonde og erhvervsorganisationer ind i nye bindende aftaler om dette. Herunder allerede nu, finde nye midler til at booste nogle af de allerede iværksatte nationale digitale forskningsinitiativer, som DIREC og det forhåbentlig kommende AI pionercenter. Og dermed skabe fundamentet for at få langt mere ud af investeringer allerede foretaget f.eks. i erhvervsfremmesystemet i Danmark, og ikke mindst gøre Danmark i stand til at udnytte mulighederne for at trække digitale EU-midler til Danmark i langt højere grad, end vi gør i dag.

Det kunne gerne kobles med nye krav og forventninger til de otte danske universiteter, hvor en stor portion af disse investeringer burde placeres.

Det kunne dels være at insistere på en passende mængde synergitiltag, mellem den øgede digitale grundvidenskabelige forskning, og hver enkelt universitets styrkeområder.

Det kunne være en markant national investering i at digitalisere og dataficere selve driften af de danske universiteter – gerne i et nationalt fællesskab - og ikke mindst kunne man sætte nye krav og forventninger til universiteternes forpligtelse, om at være læringspartnere for hele livet, for alle i samfundet – fra børnehave til direktions- og bestyrelseslokaler, og ikke mindst: ministerier, styrelser og politikere – med særlig fokus på det digitale område, hvor Danmark, som resten af verden, virkelig er på bagkant af de store tech-firmaer.

Hvilken trend ser du i samfundet, som du skal følge op på?

Der er to ikke helt uafhængige trends, som jeg skal følge op på.

Den digitale teknologis indflydelse på de frie demokratier i verden. Udviklet og anvendt på den rigtige måde, kan og vil de digitale teknologier være med til at bevare og udvikle, verdens frie demokratier.

Alle vi, der er en del af forskningen i og udviklingen af de digitale teknologier, er forpligtet til både at gøre det ansvarligt og transparent, og at tage hele befolkningen med på rejsen. Og jeg vil følge op med at arbejde hårdt for at skabe den nødvendige digitale indsigt og forståelse også i de offentlige ministerier og styrelser, og ikke mindst i det politiske liv – kommuner, regioner og folketing.

En anden samfundstrend, som det digitale område må og skal følge op på, er de nyere erkendelser om kønskulturudfordringer, som vi stadig har i udpræget grad, også i Danmark og ikke mindst inden for IT-området. Det er sagt og skrevet af mange og utallige gange, men alligevel er det mig meget magtpåliggende at følge op på dette. Vi må, på alle niveauer alle sammen gøre alt hvad vi kan, for at ændre på den alt for lille diversitet, blandt de IT-eksperter, der er i gang med at ændre verden.

Jeg vil helt sikkert gøre, hvad jeg kan i min stol, for dels at skabe et arbejdsmiljø og en kultur på mit institut, som giver rum for alle, der kan og vil – og dermed sikre, at alle mulige forskellige slags mennesker vil få lyst til at være ansat på DTU Compute. Og dels vil jeg sammen med resten af DTU, og andre gode kræfter i Danmark, arbejde for, at den yngre generation, på tværs af alle kategorier, får lyst til at tage en af vores mange fantastiske IT-uddannelser i Danmark.

Hvad er et vigtigt tema, med fokus på digitalisering, at adressere i den politiske verden?

En større politisk forståelse, for at digitalisering er en fundamental og helt afgørende ”enabling technology” for alle de store dagsordener i verden lige nu, inklusive klima, bæredygtighed og global sundhed, og at det nuværende fundament i Danmark ikke har den tilstrækkelige størrelse og styrke. En markant øget investering i digital grundforskning og digital infrastruktur, er derfor både en nødvendighed, og en givtig forretning.

Vores forholdsvis høje digitale niveau i Danmark, har foreløbig holdt os rigtig godt kørende igennem corona-krisen. Dette internationale forspring skrumper lige nu dag for dag, og vil langt fra være det samme, når krisen klinger af. 

Hvad vil du bidrage med som en af ATV’s Digitale vismænd?

Jeg vil være en forskningsorienteret bred polyteknisk stemme med fokus på, at vi både har behov for at arbejde for de dybe digitale forskningsfagligheder, men også at disse har nære relationer i mange retninger. Såvel mod de matematisk, statistiske discipliner, som mange andre tekniske og naturvidenskabelige discipliner.

Jeg vil tillige arbejde for at skabe endnu bedre forskningsrelaterede innovations- og entrepeneurship-økosystemer i Danmark, samt at vi bliver endnu bedre til at skabe sammenhængende økosystemer på tværs af hele landet.

Endeligt ligger uddannelse og formidling i digitale kompetencer af alle slags, mig meget på sinde. Vi står over for en kæmpe opgave med dels at uddanne mange flere eksperter,  og dels at sikre et passende digitalt kompetenceniveau, for alle højtuddannede i Danmark inden for alle områder. Og ikke mindst opgaven med at sikre, at alle i samfundet, uanset hvilken baggrund man har uddannelsesmæssigt, etnisk, socialt, kønsmæssigt, etc, har et tilstrækkeligt digitalt kompetenceniveau, til at have tillid til de ændringer og muligheder, som den digitale fremtid bringer.

Kontakt
Fuldt navn

Maja Lænkholm

Stilling
Specialkonsulent