Titel

Mål og metoder for samarbejdet om udviklingen af den godkendte teknologiske service GTS 2016-2021

Intro

ATV's bemærkninger til rammepapir om GTS-institutternes fremtidige rolle i det danske innovationssystem, herunder resultatkontrakter for 2016-2021.

Akademiet for de Tekniske Videnskaber (ATV) har følgende bemærkninger rammepapir om GTS-institutternes fremtidige rolle i det danske innovationssystem, herunder resultatkontrakter for 2016-2021: 

ATV finder, at rammepapiret på meget fin vis beskriver GTS-institutionernes rolle i det danske innovationssystem. ATV finder at GTS-institutterne også fremover skal huse og udvikle teknologi- og innovationsfremmende faciliteter (laboratorier, testudstyr mv.), samt have et virke, der sikrer videnopbygning og videnspredning af teknologisk service til danske virksomheder. ATV finder det helt centralt, at institutternes virke skal tage udgangspunkt i virksomhedernes behov, og at der især bør være et stort fokus på SMV-virksomheders innovation og teknologiudvikling. GTS-institutterne er sideløbende med deres egne aktiviteter i det daglige samspil med virksomhederne også en central brobygger mellem øvrige vidensinstitutioner, herunder universiteterne og danske virksomheder.

ATV støtter rammepapirets intentioner om, at de fremtidige resultatkontrakter primært skal have fokus på output og effekt frem for detailstyring på aktiviteter og processer. Dette vil bidrage til gode resultater sideløbende med flere frihedsgrader og en administrativ lettelse i forhold til de hidtidige resultatkontrakter.

ATV vil pege på, at en fremtidig tilgang til resultatkontrakter med fordel kan tage udgangspunkt i, at Styrelsen for Forskning og Innovation udstikker helt overordnede rammer og mål, som for eksempel at ”GTS skal bidrage til et øget antal innovative SMV virksomheder i Danmark”.  Tilgangen bør være, at GTS-institutterne selv kommer med forslag til hvilke delmål, man vil sætte for at udfylde rammerne. En sådan tilgang vil både sikre en innovativ proces internt på institutterne samt en god platform for en stærk kommunikation udadtil i forhold til virksomheder og borgere omkring GTS-institutternes arbejde med teknologisk service. På baggrund af indspillene kan Styrelsen for Forskning og Innovation og GTS-institutterne indgå resultatkontrakter, der i deres opbygning minder om de resultatkontrakter universiteterne indgår med Styrelsen for Videregående Uddannelser.

Til sidst vil vi gerne understrege vigtigheden af rammepapirets ambitioner på det internationale område, hvor GTS-institutterne anvendes til at hjemtage viden og netværk og bidrager til, at danske virksomheder indgår i internationale FoU-programmer. ATV finder det meget væsentligt, at GTS-institutterne gennem deres internationale aktiviteter fastholder og udvikler deres viden på internationalt niveau til gavn for de danske virksomheder.

Kontakt
Fuldt navn

Lia Leffland

Stilling
Akademidirektør
Fuldt navn

Dorthe Brander Pedersen

Stilling
Chefkonsulent
Cover
Billede
Dato